torsdag den 28. november 2002

Anbringelser af børn hjælper ikke #odense sammen med Poul Nissen


Anbringelser af børn hjælper ikke

28. november 2002 Fyens Stiftstidende Odense Jørgen Volmer

HJEMMEFRA: Servicechef gør op med vanetænkning på børn- og ungeområdet.


ODENSE: Det koster store summer at anbringe børn og unge uden for deres eget hjem. Men trods de dyre tiltag med ophold på institutioner og opholdssteder, så hjælper det ikke et hak. Derfor skal der gøres op med den hidtidige praksis. Det mener Rene Junker, servicechef i Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning og dermed leder af den afdeling, der står for anbringelser af børn og unge uden for eget hjem. Det hjælper ikke. Han kom til Odense Kommune den 1. juni og ser med friske øjne på de godt 600 anbringelser af børn og unge.

Alle nyere undersøgelser viser, at frivillige anbringelser uden for eget hjem ikke har den forventede effekt. Skaden ved at blive revet ud af de hjemlige omgivelser er ofte større end ved at bevare en tilknytning til hjemmet, siger René Junker. Børn og unge anbringes uden for eget hjem for at forbedre deres muligheder for et normalt voksenliv. Det viser sig bare, at det får de sjældent, uddyber han.

Undersøger sig selv

En lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, fil. dr. Poul Nissen, bakker René Junker delvist op. Når det vurderes, om en anbringelse har været vellykket eller ej, er det ofte behandleren selv, der vurderer indsatsen. Den viden, man får derigennem, er ikke særlig videnskabelig, siger Poul Nissen. 

Han arbejder på to projekter, som skal klarlægge effekten af anbringelser uden for hjemmet. Odense Kommune er i øjeblikket i gang med at undersøge, om nogle af de fjernede børn og unge kan bringes tættere på hjemmet. I nogle tilfælde med henblik på at få dem hjem igen. Dels fordi det er bedre for dem selv og deres familie, dels fordi det er billigere end nu.

Ude af øje, ude af sind 

Der har været en tendens til, at når et barn var fjernet, så skete der ikke mere. Ingen opfølgning eller forsøg på at bringe barnet tilbage til eller i nærheden af hjemmet. Man var lettet over, at der var fundet en løsning, sagen kunne lægges til side, og så var det ude af øje, ude af sind, fortsætter René Junker.

Har det været sådan også i Odense? 

Sådan har det været stort set alle steder. Odense adskiller sig ikke på det punkt, mener han.

Presset til at handle 

Hvorfor er det blevet til så mange anbringelser, hvis der ikke er sket en forbedring af børnenes situation? 

I mange tilfælde handler det om, at den enkelte sagsbehandler føler, at der må gøres noget. De ser, et barn har det dårligt på grund af de og de forhold, og så ender det med en anbringelse uden for hjemmet, fordi der ikke er andre muligheder. 

René Junker peger på, at kommunerne selv skal have flere tilbud i stedet for de næsten "automatiske" anbringelser. 

Reservefamilier 

Det kunne være reserve- eller aflastningsfamilier i nærheden af de unges hjem. Her kunne de overnatte og ellers komme, når der var problemer i hjemmet. Han nævner også egentlige projekter, som fagligt set er lige så gode som opholdssteder, bare billigere. 

Vi har Fly-projektet i Blommenslyst som et godt eksempel. Her er der otte pladser, og aktuelt er fire pladser ledige. Dem skal vi have besat med unge, som i dag er anbragt på de meget dyrere opholdssteder. Hvis der er behov for flere af den slags pladser, så må kommunen overveje at etablere dem, mener han.

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.