tirsdag den 2. november 2010

Hvem skal lære min søn at læse?

Debatindlæg af Lene Rimestad, mor til to folkeskoleelever

Kære undervisningsminister Bertel Haarder, børne- og ungdomsborgmester i København Bo Asmus Kjeldgaard og overborgmester i København Ritt Bjerregaard,

Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil have at vide, hvem der skal lære min søn at læse. Er det skolen? Er det mig? Eller skal jeg betale en tredje person for at undervise ham?

Hvorfor spørger jeg nu om det? Lad mig fortælle min historie. Min søn går i 3. klasse på en kommuneskole i København. I slutningen af 2. klasse, altså for præcist et år siden, fandt læreren ud af, at han var bagud i dansk. Han kunne hverken læse eller skrive så godt som sine klassekammerater.

I løbet efteråret blev han i flere omgange testet af en læse-specialist, en psykolog og en talepædagog. De vurderede, at han ikke kan følge med i den normale undervisning. I ansøgningen stor der blandt andet: ”Det vurderes, at hans læse- og skrivevanskeligheder kræver særlig hensynstagen og støtte, der ikke alene kan understøttes ved undervisningsdifferentiering og holddannelse inden for rammerne af den almindelige undervisning.”

Nu har jeg så med posten fået et afslag på de seks timer. Så er det jeg spørger: Hvem skal så lære ham at læse?

Lad mig beskrive det forløbne år herhjemme. Min søn blev hurtigt opmærksom på, at der var noget galt.

En aften i efteråret under alle testene spurgte han mig: ”Mor, hvordan kan jeg få et arbejde, når jeg ikke kan læse og skrive?”

Det siger man jo som forælder: ”Du skal gå i skole, fordi du skal lære at læse, regne og skrive, så du kan få en god uddannelse og et dejligt job.”

Hvad gør man så, når skolen åbent har sagt, at de ikke har ressourcer nok til at lære ham at læse og skrive, fordi han har særlig behov? Når man kan se sin søn krakelere under presset og erkendelse af at være ”dummere” end de andre.

Man går i gang selv. Jeg har brugt 4-6 timer om ugen på at lære min søn at læse – ud over det anbefalede kvarters læsning om dagen. Men jeg måtte opgive at lære ham at skrive, fordi jeg ikke kunne motivere ham. Det var for svært for mig. Jeg har ikke lært, hvordan jeg kan gøre det.

Og imens tænker jeg på alt det sludder, som politikerne fylder mig med om ekstra tidlig indsats over for svagtlæsende, om Københavns Kommuneskoler som Danmarks bedste, om forkromede evalueringer og målrettede planer for eleverne.

Hvad hjælper det, hvis ressourcerne ikke er der, Bertel, Bo og Ritt?

Jeg tænker også på alle dem, der ikke har mine ressourcer, og som bare tabes i systemet, mens politikerne lukker tomme løfter ud til højre og venstre. Der er da en grund til, at så mange ikke kan læse. Der er simpelthen ikke nok penge til at give dem den undervisning, de har brug for. Der er mange børn med særlig behov, og samfundet hjælper dem ikke. De er nærmest i vejen i den såkaldt rummelige folkeskole, der altså næsten ikke en gang kan rumme en elev som min søn, der bare skal have seks ekstra timer om ugen i en periode for at følge med.

Jeg har tålmodigt ventet på de seks ekstratimer – hjælpen – i mere end et år fra problemet blev konstateret. Det er lang tid – alt, alt for lang tid.

Og nu får jeg så et afslag på det. Jeg har spildt et år og en masse tid med møder med specialister.

Hvordan går det op – rent samfundsøkonomisk?

Der er brugt mange penge på udredningen af min søn. Hvorfor bruge al den tid på at komme med en anbefaling, som så bare kan fejes af bordet?

Og lad os så kigge på et ægte statsminister-regnestykke set fra mit lille skrivebord i København NV, fordi med Anders Fogh Rasmussen skal alting gøres op i penge: Jeg er selvstændig erhvervsdrivende. Jeg tager mellem 500 og 1100 kroner i timen for min ydelse. Lad os sige, at jeg lægger halvdelen af min søns hjemmeundervisning i min fritid, den anden i min normale arbejdstid. Kommer han hjem fra skole tidligt, og jeg er hjemme, så ved jeg, at han er nemmere at få til at læse end efter kl. 17, og han får langt mere ud af det. Lad os sige, at jeg holder ferie seks uger om året. Det er så 46 uger à 3 timer à gennemsnitligt 800 kr. i timen. Det giver en tabt arbejdsfortjeneste på 110.400 kroner. Og det vil man kunne læse på min omsætning i år og sidste år. Den er simpelthen de timer lavere.

Folkeskolen kan jo ikke give den undervisning, som der er brug for, hvis ikke der er de midler, der skal til.

Vi har undervisningspligt i Danmark - ikke skolepligt. Det betyder, at jeg som forælder har ansvaret for, at mit barn modtager undervisning. Det offentlige har til gengæld ansvaret for at tilbyde den rette undervisning. Men gør det offentlige det?

Vestre Landsret har netop dømt Fjends Kommune for ikke at give en ordblind dreng den nødvendige undervisning. Drengen skal have erstatning. Er det den vej, jeg skal tage? Sagsøge kommunen for ikke at give mit barn den nødvendige undervisning? Latterligt!

Hvad med alle de andre svage elever? Hvordan tror I, at de har det, Bertel, Bo og Ritt? De for tidligt fødte børn, børn med bogligt svage forældre, bøn med andre særlige behov? Jeg snakker med dem hver dag på mine børns skole, og de har det meget, meget svært. De får ingen hjælp. Fra at være potentielle bidragsydere til vores samfund køres de langsomt ud på et grimt sidespor med en ynkelig udsigt. Glade børn bliver taberbørn. Jeg ser det ske. I forhold til dem er min søns problem lille, for jeg aldrig vil kunne leve med, at min søn ikke lærer de basale færdigheder, der skal til for at klare sig.

Så sig mig, hvem skal lære min søn at læse og skrive? Det skal jeg? Eller I kender måske en dygtig privatlærer, der kan undervise ham?

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.