torsdag den 29. november 2012

Vi krænker ikke nogens privatliv på baggrund af sladder


Vi krænker ikke nogens privatliv på baggrund af sladder


Af social- og integrationsminister Karen Hækkerup
I de allersværeste sager om udsatte børn og unge, hvor der er stor bekymring for børnene og forældrene ikke vil samarbejde, er det afgørende, at vi kan komme hurtigt ind i hjemmet. Men bekymringen skal være kraftig og konkret. Sladder er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt

Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se billederne for mig fra det hjem i Brønderslev, hvor 10 børn levede under forfærdelige vilkår. Skrald, skidt og gamle madrester fyldte et hjem, hvor børnene blev tævet og seksuelt misbrugt.
Journalisterne Camilla Paaske Hjort ( COH) og Sten Thorup Kristensen ( STK) må have glemt børnene fra Brønderslev, siden de her i avisen den 14. maj kan råbe op om, at et nyt lovforslag, som jeg har fremsat i Folketinget, krænker børnefamiliers ret til privatliv. Lovforslaget går blandt andet ud på, at kommunen i helt særlige tilfælde kan få adgang til en families hjem evt. med politiets bistand og desuden kan benytte rådgivning og udredning fra Den Nationale Videns-og Specialrådgiverfunktion ( VISO) uden forældrenes samtykke.
Vi taler altså om familier, hvor der er en kraftig bekymring fra kommunens side om, at børnene lider og udsættes for overgreb, og hvor forældrene ikke vil samarbejde.
I Brønderslev og en række andre sager har forældrene aflyst planlagte møder med kommunerne eller undladt at åbne døren, når en sagsbehandler er kommet for se, hvordan det står til i hjemmet.
COH og STK vil have, at kommunen skal vente på, at forældrene inviterer sagsbehandleren indenfor, fordi mange »foretrækker at holde nogle ting om sit personlige liv for sig selv«. Jeg kan kun med gru forestille mig, hvad der foregår i de familier, mens vi venter på at blive inviteret indenfor. Og derfor vil jeg med dette lovforslag sørge for, at vi ikke behøver vente i de tilfælde, hvor det skal gå hurtigere, end den tid det tager at indhente en retskendelse.
Strenge kriterierDet er simpelthen noget sludder og tegn på dårlig research, når de to journalister skriver, at den nye lov vil øge kommunens beføjelser i de sager, hvor der »ikke er noget konkret at hænge en mistanke om et barns vantrivsel op på«, og »hvor sladder, fordomme og intolerance over for andre mennesker vejer ubehageligt tungt«. Der er opstillet nogle meget strenge kriterier for, hvornår kommunen kan få adgang til en families hjem.
For det første være indledt en børnefaglig undersøgelse, som er sat i gang, fordi der er stor bekymring for børnene.
For det andet skal der være en begrundet mistanke om, at der sker ting i barnets hjem, som er til alvorlig skade for barnet.
For det tredje skal forældrene have nægtet at samarbejde og modarbejdet en vurdering af barnet eller den unges behov for støtte.
Hvis journalisterne COH og STK havde gidet at gøre deres research ordentligt, ville de have set, at kriterierne er uddybet grundigt i bemærkningerne til lovforslaget, og at adgangen til hjemmet altså under ingen omstændigheder kan ske, bare der er »en eller anden bekymring.«.
Privatliv vs. vanrøgtI forhold til muligheden for, at kommunerne kan få rådgivning fra VISO uden forældrenes samtykke, er her også stærke kriterier.
VISO kan kun benyttes i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Det er altså kun i sager, hvor barnet har meget alvorlige problemer, at muligheden kan benyttes. Og selvfølgelig skal man altid først forsøge at indhente samtykke fra forældrene.
Vi skal nøje veje hensynet til retten til privatliv og muligheden for at beskytte børn, der udsættes for vanrøgt, op mod hinanden.
Men her er jeg ikke i tvivl om, at det er omsorgen for de udsatte børn og unge, der børn veje tungest.
Jeg tror og håber, at det kun i et fåtal af sager, vil være nødvendigt at bruge den her bestemmelse.
Men tidligere sager fortæller os desværre, at det kan være afgørende at komme ind i hjemmet i de sværeste sager, hvis vi skal hjælpe nogle af de allermest udsatte børn og unge i tide. Og derfor har jeg fremsat det her lovforslag, som i øvrigt er inden for rammerne af både grundloven og persondataloven.
Men jeg har også sat en lang række af andre initiativer i gang, som skal få kommunerne til at gribe hurtigere ind og blive bedre til at håndtere sager om udsatte børn og unge. I samme lovforslag indgår en forpligtelse for fraflytterkommunen til at oversende nødvendigt sagsmateriale til til-flytterkommunen i forbindelse med en underretning i sager, hvor udsatte familier flytter mellem kommuner. Derudover er der nedsat en permanent task force, der skal hjælpe kommunerne med bedre sagsbehandling i børnesager.
Jeg har også sat et nyt udviklingsprojekt i gang, som skal styrke kvaliteten af de børnefaglige undersøgelser, så vi får indført en mere systematisk opfølgning på, om indsatsen for barnet er den rigtige.
Jeg håber, at CPH og STK vil tage deres journalistiske virke alvorligt en anden gang og bruge lidt kræfter på at undersøge det felt, de udtaler sig om.


Vedr: Vi krænker ikke nogens privatliv på baggrund af sladder (erm, right hvordan kan en familie modbevise annonyme underretnigner som socialrådgiveren helligt bruger og skaber en sag af som den enegyldig sandhed? Værre når hun ebder fagpersoner at bekræfte forhold ... mens hun skjuler fagpersoners observationer som strider imod det annonyme "klager" ... bygget på hendes mavefornemmelser ... når det afsløres beholdes børnene anbragt for så er de skadet af det anbringelses miljø og det grotesk voldsomme oplevelser de fik igennem sagen)


Ministrene henviser til at der er nogel strenge regler for hvornår §64 må anvendes. Jeg ønsker en uddybning af dette, og hvordan forældrenes retssikerhed sikres. Det er trods alt kun kommunen som skriver journalerne, kun kommunen som planlægger møderne og også kommunen som afgøre om det kommunen gøre er for barnets bedst. Som jeg har set kan forældrene ikke klage hvis Kommunen vælger 8 måneder at "udlade" afgørelser og så dukke op med §64 i hånden.

For det første være indledt en børnefaglig undersøgelse, som er sat i gang, fordi der er stor bekymring for børnene. 
For det andet skal der være en begrundet mistanke om, at der sker ting i barnets hjem, som er til alvorlig skade for barnet. 
For det tredje skal forældrene have nægtet at samarbejde og modarbejdet en vurdering af barnet eller den unges behov for støtte. 

Hvordan sikre ministeren at en Kommune ikke misbruger §64 for at kan få adgang til en borgers hjem uden bisiddere eller andre vidner og dermed skrive det som passer kommunen? Hvordan kan en borger få hjælp til at aflevere båndoptagelser af sådanne møder hvor kommunen angriber forældrene foran børnene? Hvordan kan et barn sikres adgang til en bisidder når kommunen nægter at lave aftaler sådan at bisidderen inkluderes, eller aflyser aftaler hvor kommunen er klar over en bisidder deltager? Vel og mærke aftaler som tog uger at få bragt i stand grundet at Kommunen nægter at kommunikere direkte med en bisidder som vel og mærke ofte har et fast arbejde, og som er valgt af barnet.

En borger har ikke ressourcer til at rentskrive disse optagelser, og det er umuligt at få vedlagt kommentar i en sag. Og desværre har jeg set at når sagen kommer i Børn og Unge Udvalget bruges dele af sagen som bilag, uden at vedlligger reslutetet af den bilag, hertil forbeholder kommunen sig retten til at belyse sagen fra Kommunens perspektiv - en borger får som oftest sagen en uge før, og ofte er det ikke det samme §50 som en tidligere høring omhandlet. Bilag er ej tilgængeligt til det sidste øjeblik og nu om dagen kan en §50 til to børn fylde 100 sider uden at barnets udredninger osv. er del af sagen. Hertil er alle referater dem som Kommunen selv vælger - uden forældrenes kommentar. Og alt observationer jvf. §63 laves af to medarbejdere af Kommunen - men hvem vil høre forældrenes "version"?

Hvad er kriteriene for at "forældrene have nægtet samarbejde og modarbejdet en vurdering af barnets behov for støtte"

 - må Kommunen fravælge lærer, psykologer og læger som tager barnets parti - vel og mærke der hvor kommunen er uenig i deres udlægning? Hvordan er forældrene stillet hvis Kommunen nægter at inkludere fagfolk som støtter forældrenes version af sagen? 
- hvordan sikres "ensartet" retningslinier sådan at personlige holdninger ikke styrer fagligheden?

Betyder det så at §64 kan anvendes for at se forældrene uden fagpersoner og eller bisidder som familierne selv vælger? ... og dermed dokumentere nok til at en §51 kan udføres i livet? Må Kommunen bruger "fuldbyrdelse" af besøget skal finde sted vha. §63 hvis familien ikke omgående medvirker dvs. true en familie med uventet besøg i nattens ly? Set i lys af at Kommunen selv vælger at aflyse besøg, inden? Hvad er det psykiske påvirkning af dette i sager hvor Kommunen har bruget 1-3 år på at samle ind til en §50, grundet sjusk og hvor familierne så frygter for at få uventet besøg de hverken kan sige til eller fra overfor?

HVordan sikres det at familier som ikke kan læse lovens §§ har en chance for at forstå deres rettigheder, når en socialrådgiver ikek vil, kan eller øsnker at oplyse herom?

Jeg håber at Kommunen snart er forpligtet til at få underskrifter af forældrene i std formuleringer jvf. §50 undersøgelser dvs. at der er møder som skal afholdes og at der ligger klar og tydelige retningslinier for en plan vedr. besøg osv. Sådan at kommuner ikke kan bruge flere år på en families udredning. Dette kan med fordel ske elektronisk for at kan ministeren få rå data og tage stikprøver om Kommunerne overholder tidsfristerne.

Jeg vil forslår at forældrene får akterne løbende og det stilles til rådighed både på papir eller elektronisk, så Kommunen ikke kan skrive notater om inden møder mm. Det skal være lovpligtige for Kommunen at udlevere vejledning og pjecer som forklarer deres paragraffer, undersøgelser og forældrenes rettigheder. Hertil at der afsættes en person som kan hjælpe forældrene med deres kommentar ift. Kommunen vælger at skrive - det vil give forældrene en lidt bedre position jvf. sagens belysning.

Og til slut at hvis en kommune ikke vil/kan besvare en ansøgningen om hjælp at den kan sendes til socialnævnet uden en afgørelse - ofte misbruger Kommunen og undlader at besvare en borger for at undlade hjælp. I vores tilfælde ca. 6 måneder efter jeg klaget over både trusler om at Kommunen vil anvende §63, samt en iværksættelse af en §50 uden Fagpersoner som kender min familie. Resultet blev grundet at Kommunen skrev "vi kan ikke besvare dig pt" at Kommunen gav sig selv ret til at vurdere vi ikke samarbejder, mod at undlade journalnotater om sagens faktuelle fremgangsmåde.

http://2e-giftedogdiagnose.blogspot.dk/2012_06_01_archive.html er min trussel om §63 af min Kommune

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.