tirsdag den 25. december 2012

Julegave fra Kommunen

Jeg har nu samvær med min børn 1 time hver tredjie uge. Jeg må ring til dem en kvarter.

Børnene blev flyttet få dage før Jul til en opholdssted for den yngste og plejefamilie for den ældste. Begge børn var "planlagt" flyttet inden jeg fik afgørelsen, udenom Børn og Udvalg mødet eller mødet var reelt overflødig da alle beslutninger var truffet ...

Børnene holdt ikke Jul sammen. Det skærer i mit hjerte, men sådan er det at være anbragt. Plejefamilien har deres Jul, samme gælder for Opholdsstedet. Børnene er skilt og sådan blev det.

- jeg ved intet om deres "nye hjem" osv.

- jeg ved intet om deres holdning eller reaktion til at de blev flyttet, og det inden Jul.

- opholdsstedet fortæller den yngste skal være "der", men barnet fortæller han er forberedet at han igen skal flytte og at de andre børn er flere år ældre end ham?? Så fortæller storsøsteren at han skulle bo i Nyborg og han fortæller noget om Vejle. Det kommer da ikke at være let at fidne tid til samvær så mellem børnene.

- begge børn går ikke til deres fritidsaktiviteter mere, i øvrigt mente kommunen de ikke havde noget! Det er trist for den yngste som tager lang tid til at falde i og har svært ved at ramme voksne som forstår ham.

- begge børn har ikke haft mulighed for at se deres netværk, dog har den yngste haft besøg på en time af hans støtteperson (siden 23. oktober) og den ældste håber jeg får lov til at se hendes veninder igen samt at få den bisidder hun vælger.

Jeg har ikke fået "noget" at vide om min børn længe, min mail mandagen inden Jul blev ikke "besvaret" (skrev idet jeg skulle i Børn og Unge udvalg den dag ) og ugen efter overlappede min ringetider med Jul. Siger jeg noget opfattes det som jeg ikke samarbejder og bliver jeg ked af det er jeg aggresiv. Så det er sådan det fungere. Jeg aner ikke hvad børnene ved og ikke ved om deres situation. Og det er svært at sige farvel hvor man finder ud af den ene ikke vidst vi ikke skulle ses i 3 uger!

Kommunen svarer mig kun den "sidste fredag" om måneden. Hvad jeg får af svar er det socialrådgiveren mener hun skal svare på. Ellers får jeg ingen informationer, andet end jeg rykker for breve jeg bør have ellers hvis ankestyrelsen gøre opmærksom på det. Det eneste jeg har krav på er et støtteperson jvf. §54 som skal guide mig til at acceptere alt, samarbejde med Opholdstedet, Plejefamilien og Kommunen og forberede mig til møder.

Jeg er tilbudt en §140 handleplan og den er sær: Aktivering eller Misbrugsbehandling. Nu er det sådan at jeg hverken drikker, bruger narko eller tager medicin andet end panodil eller antibiotika. Hertil forældrekurses - men det er vel overflødig når man ikke er forældre mere? Og hvad skal jeg trænes i - andres opfattelse af min børn uden at se børnene? En time hver tredjie uge kan næppe være noget som kan sidestilles med at være "mor". Måske skal jeg lære at være forældre uden børn?

Hvordan alt dette er i børnenes tarv er kun det Social Myndigheder som kan svare på. Jeg er ved at få en forståelse for hvorfor tidligere anbragte er som de bliver.

Hvad Jesper Juul vil sige til sådanne forhold og om det skaber Kompetente Børn samt familier er noget af en interesant spørgsmål. Hvad Bowlby vil sige er at børnene har ingen sikke Base, vel og mærke for os som ved at Bowlby henviser til en "sikker base" i from af en stabil person igennem børnenes barndom og ikke som mange tror et "hjem eller fast bopæl". Stern, ja han er jo fortaler for at børn har mange omsorgspersoner - men jeg tror nok ikke lige han har ment så mange og med forhold som disse!

Opholdstedet og Plejefamiler er trænet i at børn falder bedst til hvis de ikke har kontakt med deres familie. I vores tilfælde som indvandre har min børn ingen familie og deres netværk er ikke inkluderet i lovgivningen. Hertil er der en venskabelig forhold mellem overvågerne og de andre - så det hjælper just ikek på at blive hørt eller set.

Uanset hvor dårlig en mor jeg er, så bør man tage udgangspunkt i "Barnets Tarv" og vurderer derudfra. Jeg kan ikke forstå at alle vurderinger ender på det samme når jeg sammenligne med andre familier:

 - ingen eller næsten ingen samvær.
- altid grundet forældrefejl, frem for barnets egne ønsker.

Jeg mener at børn kun har gavn af at se dårlige, syge osv. forældrer under forudsigelige rammer og ofte nok at der kan være en relation mellem partere. En time om ugen hver tredjie uge ... det er da på en måde som om at se frisøren eller naboen ... og den relation man får der er næppe det som der er mellem "forældrer og børn".

Jeg ikke forstå denne "metode" og "hvordan det gavner" og udefra min børns personligheder tror jeg det skader dem. Men vi må anerkende det, acceptere dette og leve med vores nye fremtid - ellers samarbejder jeg/vi ikke - børnene overlever så længe, men der er tegn på problemer f. eks. vægtøgning, usikkerhed, huller i huden, grædebilitet, benægtelse.

Nu ser jeg frem til at må se dem en time om to dage, og ring til den ene en kvarter på torsdag og den anden en kvarter på lørdag.

Sådan er vores hverdag nu:

Fra at være 100% enlig mor som kæmper for handicaphjælp, og forståelse til dette - til INTET andet end håb på at nogen husker at spørge om min synspunkter.

Omvæltningen er stor! Og rapporter som er stik modsat det vi kender igennem årene ... det er en oplevelse som jeg ikke kan "sætte ord på".  Men alt går efter planen udefra andres historier som er i avisen hist og pist.

Aviserne er ikke glad for at skrive om "forholdene"! Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet at havne i sådan en situation og samtidig med at jeg kaldes "uden indsigt" - det er entop min indsigt som gjor at jeg reagere ... og misforstås grusomt.

Ingen kan hjælp os nu. Vores fortid er omskrevet vores fremtid tager kommunalt form.

Her er en far og en mor som ved hvad jeg har oplevet inden "alt dette" - dog har mit barn også en handicap oveni. Han er ordblind og har først nu begyndt at læse med massiv træning ... og kun dermed ikke tilegne sig den viden som afspejles i en WISC test men jvf. Ravens og CHIPS, samt tidligere WPPSI viser det han har en potentiale ... for ikke at nævne skolepapirene. Det kan kun en meget dygtig fagperson få frem.

Se, film som har elementer af vores histori her, dog minus selve læsehandicap:

http://www.youtube.com/watch?v=s2SeFYraTC4

eller en andet på engelsk som forklar det fra en anden vinkel, for andre børn

http://www.youtube.com/watch?v=T4-A6hEqRPA

Det er så svært at se disse film da jeg har samme histori fra vores børenhave dage, endda "havregryn uden sukker" var afprøvet. For ikke at nævne den evige kamp om "differentiering opad" og at det flere gange blev misforstået eller negliceret.

Og ovenikøbet den "træthed" og "afmagt" man som forældre får - ved at være helt færdig inden ... "Mentiqa var medicinen" ... eller var det nu det? Kommunen har ombestemt sig og mener nu at min børn ikke hører til der - trods tidligere psykolog raporter og evalueringer. Sært? Jeg må hellere være enig med Kommunen.

Jeg var brugt op da vi ankom dertil i anden omgang i 2010, trods at jeg var "opbrugt" så var vores børnesag lukket på bare et år senere! Begge min børn elskede skolen. Jeg har endda prøvet det her TO GANGE grundet Mentiqa Hadstens skoles konkurs! Meget betænkelig at vi nu slet ikke hører til ...

Ved begge forløb (2008/9 og 2010/11) konkluderede vi at drengens "manglende" læsning spændte ben - men udredning til dette tog flere år at få, nu er der gået lige så mange år uden at handleplanen er sat i værk. Ordblindediagnosen og IT hjælpemidler kom til i april 2010, men stoppede brat da vi flyttede i maj 2010.

Meget almindig at det sker, fortæller andre! Hjælpen er ofte utilgængeligt eller tilfædldige ved læseproblemer. At han er mega asynkron komplicerede ALT. Og at skoleforløbet har været vildt ... tja, prøv ikke at forstå det.

Og pigen var vurderet til at være ganske almindigt! Uden diagnoser, med en kendt langsom skrive output som ofte ses ved denne katagori børn. Begge gange som sød, rar, omtænksom og "godt på vej".

At jeg i dag står som anklaget for at værende nomademor, at have omsorgsvigtet, evt. psykisk sygdom eller misbrug og aggresiv ... er noget at en sag! Men prøv se om I kan se "noget" af forklaringen her, og være klar over jeg er "frustreret" af at ikke være forstået! Hertil er jeg ikke dansk og alle som kender mig ved at jeg snakker en del mere end jeg skriver og det med stor arm bevægelser!

Ole Kyed forklarer i filmen at nogen gange laver fejldiagnoser. Hvad har vi "gjort forkert" at vi kan alvorligt fejldiagnoses TO gange?? Både i 2007 og igen i 2012 ... for ikke at nævne alle mellemliggende år hvor vi var "kaste bolde" og "misforstået"? Suuuk, men det er da prøvet før - især med at anklages for at være indsigtsløs.

Ole siger at historien viser det når barnet ses "to til 4" år senere. Hvorfor skal vi igen være uden fagpersoner der kender børnene og igen vent 2 til 4 år når jeg ved der er mere til sagen? Hvad så, med vores forhisori? Vores er omskrevet så mange gange - hvad er konsekvenserne af flere omgange af det filmen fortæller om? Hvad skal der til for at Systemets tunge gang stopper op? Eller bare tager hensyn til erfariner fra hjemmet og skolen som var positivt?

2007 ... Drengen er umulig i børnehaven og begge børns særlige evner opdages
2008 ... Drengen erklæret året før som uundervisbart viser han er smadder dygtig, med mistanke om læsehandicap. Pigen ryster det sidste mobning af!
2009 ... Meget misforstået år, drengens handicap diagnosticeres: Svær læseproblemer med stor fremskridt af at være hjemmeundervist. Pigen overlever et år i skolen med eget læsestof uden differentiering efter behov. Begge mistænkes for svær omsorgsvigt, men inden forkerte aktører vælges flytter familien.
2010 ... Med "nye" aktører viser det sig at et kompetent dreng kommer frem "i rette rammer" med "rette fagpersoner" dog driller læsningen, men idet barnets adfærd prioriteres og at familien får ro blomster alle. Pigen har brug for en pause og finde en fodfæste - justere det gamle og det nye.
2011 ... Drengens læsningen bliver markandt et problem grundet klassetrin og mobning starter igen da andre opdager han ikke læser, hertil forlader "rette fagpersoner" med kendskab til specialen skolen. Drengens kompleksitet kan ikke håndteres og Pigens klasse præges af personale og elevskift.
2012 ... Hjemmeundervisningen resultere i at Pigen springer fra 8. direkte over i "Gymnasium", dermed skal hun ikke differentieres for mere. Gid vi tænkt over at sprænge over en klassetrin noget før!

Desværre er Hjemmeundervisningen og Forhistorien grobund for en undersøgelse som trækker ud. Familien presses yderlligere. Tidligere skole erfaringer og fagpersoners udtalelser nedprioriteres og overordnet elementer af at være udsatte opprioriteres, fremhøves. Alt præget af misforståelser og en omskrivning af vores fortid og hertil hørende fejloplysninger som genbruges trods at disse er erklæret ugyldige!

Tilsammen resulterer det i en "anbringelse for undersøgelse hvor en anbringelse ikke kan gennemføres".  Desværre helt uden indragelse af "fagpersoner der kender barnets forhistori og speciale" i en voldsom emotionelle situation, uden at familien indrages resultere alt dette i en kedelig sitaution hvor begge børn anbringes! Og moren stemples.

At 20 minutter i ankestyrelsen næppe kan løsne op for alt dette, at tildeling af en støtteperson efter 9 uger i Julen hvor ingen har tid hellere ikke kan, er ikke overraskende. At det forværre familiens sitaution og mindsker deres resourcer er ret logisk.

konkludere undersøgelsen at drengen er i en katagori som hedder: "Dette barn er præget af svær omsorgsvigt". Moren udsat barnet for omsorgsvigt og at presse barnet til at lære noget barnet ikke ville kunne magte - nemlig at læsning - og så er det mellem linier sagt Mentiqa skole. Ved at skrive at hans frustrationer er fordi han ikke kan leve op til det forventninger moren har til ham, at han er socialt svigtet fordi han ikke kom i skole og klub selv om han selv ville osv.

Barnet kan ikke "læse" moren og er dermed usikker: Jo, han læser min usikkerhed og kender mig ikke sådan! Jeg kan ikke skjule det jeg oplever udefra når vi er sammen. Barnet er meget følesom og siger tydeligt hvad der er i vejen, men lige så stille opfanger han hvad andre forventer og indordne sig. Og den måde undersøgelsen reelt rammer er vises her.

Det som tydeligst rammer mig i hjertet er at hans negative tanker beskrives i den første film og var engang væk, at disse er tilbage. Han fortæller han keder sig. Han efterlyser Lydbøger men vil ikke have dem på hans telefon som i øvrigt er belvet væk nu!

Og jeg bliver harm da vi havde en løsning som ingen i Kommunen vil høre på dengang! Eller retter sagt "afvist" da vi bare skulle blive hvor vi var. Og det trods flere fagpersoner som kendte barnets skrivelser. Hertil at drengens ønsker og drive for eventyr jvf. hans valg af personer til en "øde ø" test hvor moren erstattes med at han vil tage afsted med tre gode venner. Det er mærkeligt, som endligt jvf. hans alder bør moar være hans et og alle ...

Gad vide om Huckelberry Finn ville tage hans moar med på tømmerfløden, vel og mærke hvis han skulle vælge? Men jeg blev ikke spurgt om jeg kunne forklare noget ....

Pigen holder til det her. Hun prøver at tro på det bedste og at nogen vil høre på os - det har løst sig før! Skolen er hårdt, især med transport og en lillebror som afreagere uden at det takles. Hun overses, skolen stiller krav men hun opgiver ikke og vender situationen vha. hendes indre styrke. Hvorfor lytter ingen til hende? Hun er en særlig pige som formåer at smile endnu - hvor er jeg stolt af hendes indre styrke som viser sig nu.

Men der står INTET om vores historik, indragelse af fagpersoner og afslag fra Kommunen når vi henvendt os, manglende indsats jvf. hans handicap. Indragelsen af familien mangler på alle planer - men det afvejes med at vi ikke samarbejder.

Der står kun en del om "massiv svigt" ... dvs. symptomer på dette og ikke konkrete beviser andet end det socialrådgiveren vurderer og tror. Alt er som det skal være ... og ender med at jeg ikke er en del af mit børns fremtid, andet end en time "overvåget samvær" hver tredjie uge. En time hvor nogen siger "nu er der samvær med din børn" som om det er en "klinisk happening", hvor alt forventes at forgå med "bestemte roller". Uden at hele situation betragtes andet end det som forgår i den time ... under observation af udeforstående som fortæller de INTET ved, men kender både Opholdsstedet og Plejefamilien! Og som ved alt det vores socialrådgiver mener de skal vide - op ad bakke er ikke ordet.

Det "hygge" er ikke noget jeg kan forklare. Jeg gruer for det næste gange nu hvor at børnene begge ikke har set hinanden, vores sidste samvær var aflyst. Siden blev børnene flyttet fra sommerhuset hvor de lige var faldet til ro hos, og anbragt igen. Hver for sig, lige inden Jul med besked om de skal blive der et år uden at snak med mig om det eller andre de kender. Siger jeg noget forkert når jeg sikre mig at børnene ved hvornår vi ses igen? Eller skal de leve i et form for tomrum? Eller ved de hvornår vi ses igen?

Deres/vores/min reaktion når vi ses i enndu et nyt sted for os allesammen med det som lige har sket ville vise sig. Fra at vi lige havde vænnet os til sommerhuset, er den ene barn flyttet til et Opholdssted og den anden hos en Plejefamilie og samværet skal forgår i en lejlighed ude i byen et sted.

Sommerhuset var slemt nok grundet "opsætningen" hvor dem som anbringer min børn også skulle overvåge mig, uden at det måtte afsløres til børnene at det var "overvågerne" som anbringer dem. Sikke en slag når den mindste regner det setup ud. Når han regner ud at "nogen" som vælger en anbringelse af ham er det voksne han vælger at blive hos fordi han ikke orker "nye". Han er lige ved at se fidusen - så bliver han meget vred og skuffet - de glemmer at han ikke er en helt almindig 10 årige!

Allerede nu er jeg rædselsslagen hvordan det nye vil "læse os" og fortolke os. Men jeg kan ikke tale om det grundet helligedage og at alt er planlagt fra morgenstunden af den 27. dec. I øvrigt forstår ingen vores sensitivitet. Bare det med ikke at kunne ring til mit barn fordi andre glemt at oplyse en telefon nummer gjor ondt. Så det er bære eller briste den dag. Gad vide hvad de ved om forløbets intensitet? Sikkert intet ... det skulle nødeligt dramatiseres eller så ved de alt som kan bruges til en anbringelse? Hvem ved ... jeg skal bare samarbejde ...

At jeg så omskreves til at være den som udsætter barnet for krydspress, er agressiv osv. uden en jordisk chance for at en fagperson ser det situation fra alle sider er grum. Det oveni i omgivelser som ikke har kendskab til børn som min og i et situation som er ubeskriveligt stressende.

Hertil at være sammen med personer som fortolker alt som omsorgsvigt og ikke ser et eneste positiv ting er ubeskrivelig. Men alle værst er at Magtanvendelser mod min dreng fortolkes som nødvendige uden omtanke ... fra verbal, til let berøring, til holde ved skulderne, til fastholdelse indtil flere minutter ... drengen fortæller tydeligt fra starten af det er gjalt og han efterlyser dialogen, men misforstås ... nu snakker han selvmord og er passiv og virker glad "udenpå". Men der er uro, hudkradset til blods, træthed ...

Konsekvenserne af at børnene blev fjernet, blev isoleret fra alt de kender og med i starten ulovligt overvåget samvær uden "krisehjælp" eller andet "støtte"eller "vejledning" eller "indragelse" - i en situation hvor en forældre i forvejen er presset til hårspidserne er så en anbringelse bære vores histori præg af. Desværre fortolkes min reaktion "abnormal" og stedfaster beslutningerne, og forværre situationen. Det er vildt at tænke at sådan forgår det her, ingen tager et ansvar og siger "nok er nok". Fødselsdage og Jul lærer man at disse skal tigges om længe nok i forvejen til at kunne klage ... vildt, ikke?

Og det hvor den ene af børnene endeligt er på det rette hylde efter et sej forløb hvor hverken socialrådgiveren, OOU eller andre ville lytte, men alle bestemmer ... også med en ny vurdering ... uden fagpersoner fra tidligere ... en vurdering som er så markandt forskelligt fra før ... uden at nogen stiller spørgsmål over hvordan tingene er så forskelligt er "uforståeligt" og dybt bekymrende at børnene har taget så stor skade af forløbet.

Ingen ser eller høre os som familie.

Kommunen og observatøre pg børnepassere styrer dette forløb - spørger jeg om noget henvises der til en socailrådgiver, glemmes noget er det også hende! Jeg kan ikke forsvare "os" grundet jeg er midt i det hele.

Advokaten gøre det han kan, med måneder som flyver afsted. Og det er som om det er en fast procedure hvor alt bare glider videre ... med visse ord, sætnigner som stedfaster det hele.

Fagpersoner står og ser på og er ligeså "overrasket" som vi er, uden handlemuligheder. Det fedeste er at alle siger de må ikke kom i nærheden af børnene eller sagen. Hvad lovhimmel har alle for at nægte dette, og ydermere hvorfor er f. eks egen læge ikke aktiv når han kender børnene? Og jeg samabejder jo ikke ... mmm ... ja det gøre jeg vel ikke når jeg beder om det Kommunen ikke kan se er nødvendigt f.  eks læseklassen.

Sådan er det når møllen går igang. Et mangeårige forløb hvor ingen ser på om det reelt virker - eller om vi har prøvet noget af det før for at skræddersy et løsning til vores behov! Vi skal ind i det som eksister ...

Jeg gruer for "når" min nu passivgjort drengs resourcer er opbrugt. Og når han igen skal flyttes, omendt starte i skole. Og flyttes så hans søster ikke har resourcerne til at besøge ham da hendes dage er lang nu.

Jeg gruer hvis det mangler som er opstået jvf. min piges skolegang grundet dette situation, og når hendes reaktion hitter for alvor måske gøre at hun ikke kan fortsætte - bare hun er sej nok, går det nok.

At jeg er totalt ude af balance og stresset er ikke noget at sige til: At være meget følesomme har både fordele og ulemper! Og det vi lige har været igennem er en form for "kidnapping" hvor børnene er "gidslerne" hvis man ser på stress i situationen.

Det måde er i hvert tilfælde ikke nænsomme eller skånsomt. der er ting som jeg ikke kan fordøje ... og hvis det er ret almindig så er jeg dybt rystet at "samfundet" tillader det via Poltikerne.

Sådan kan nye faglige vurderinger ramme, og det tager jvf. tidligere erfaringer flere år at udrede. Dog var dette dengang med børnene trygge herhjemme, hvor de blev anerkendt med deres styrke og svagheder på en helt naturlig måde. Den tid er slut. Nu er vi i et nyt situation.

Jeg må håbe at børnene er stærk nok, at de holder til og at der er nogen som gennemskuer at vores histori handler om noget meget andet end "omsorgsvigt". Det er kompleks sag og velbeskrevet afhængig af læserens forkundskaber. Ikke alle forstår min holdnigner da vi ikke er som flest - og ikke havde det helt godt i børnehaver og skoler, men alle ved der skete "Noget".

Så jeg har fuld forståelse for det forældre som intet forstår af at en skolegang kan være sådan, men ærligtalt I ved alle børn sendes til specialklasser ude af syne. Alle ved der sker ting og sager, men så længe det ikke er deres børn ...

Hertil må jeg igen bede om forståelse for alle af os velsignet med det som ḱaldes "børn med særlige forudsætninger" og især den lille gruppe af dem som kaldes dobbelt exceptionelt. Jer som ikke kan se min børn men henviser til at vores børn er forskellige ergo derfor har vi brug for profesionelle der kender det vi taler om.

Herudover har vi ikke det samme baggrund (kulturelt, økonomisk, arbejdsmæssigt) og ingen kan vide hvad en ubehandlet handicap gore ved en familie som vores (asynkronitet, ordblindhed, skoletrauma) Hertil har vores vej igennem systemet været meget belastende ....

Vi er alle enig om at det er til tider "anstrængende" med børn som ikke er som alle andre, selv for det bedst forældre i flokken. Og vi kender da til at være fejlfortolket, eller presset til uhensigtsmæssigheder. 



Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.