torsdag den 20. juni 2013

Kære Ministrer ... Antorini, Hækkerup og Krag!

Jeg skriver til Undervisnings, Social, og Sundhedsministrene på vegne af min børn. Jeg skriver på vegne af min søn som en fredag morgen i 2009 sagte noget jeg skrev ned:
"Moar, du fandt en skole der god gad at have mig - jeg ved du finder en skole som vil have os alle sammen".

Min datter sagte ikke noget, hun var lidt ældre: Et "ufrivillig" skoleskift fra en særlig skole som hendes klasse elskede. Jeg vidste at vi starter forfra, men troede at vi vil få mere forståelse nu hvor vi kunne fremvise at skoleproblematikken havde en løsning, trods at det var "atypisk".
  Jeg tog grueligt fejl i 2009/10.

Da jeg født min datter i 1997 og min dreng i 2002 havde jeg ingen anelse om at jeg en dag vil ende op med at gå imod strømmen. Jeg troede ikke jeg ville være "one og those parents". En Forældre som beskriver at deres børn er "særlig" og at der skal tages særlige hensyn. Jeg var lige så mainstream som alle andre - med en uddannelse, arbejde og børn i institution som alle andre. Vi have en ganske almindelig hverdag, bortset fra at jeg havde skifteholdsarbejde - efterlod mig drænet da hverken børnehaven, vuggestuen eller mit arbejdsplads tog hensyn til at jeg var enlig mor uden pasning.

Jeg havde ingen anelse at vi nogensinde ville skulle bruge andet end et ganske almindelig skole til min børn - jeg forstillede mig at min børn skulle afslutte deres skolegang på det samme Friskole hvor jeg som Au Pair hentede og bragt min værtsfamilies børn til, stedet hvor min datter startede hendes skolegang og hvor min dreng havde et plads, grundet hendes. Jeg kendte ikke engang folk med børn som havde handicap eller problemer.

Se, jeg anede ikke engang der var forskel mellem en Friskole og en Folkeskole. Det "klasse skænderi" som avisen påpeger i dag var jeg ubevidst om. Jeg var trods alt lige ankommet til Danmark, havde mit hyr med at få styr på sproget, jobbet og kulturen. Således havde jeg det erfaringer som jeg nu havde været udsat for, lige på det tidspunkt. Dermed havde det simpel perspektiv på min barns fremtidig skolegang. På samme måde som flest, især dem uden børn. Som mange andre vidste jeg hellere ikke at der er forskel på alm. børn og børn med funktionsnedsættelser.

I dag er jeg stumslået over det udvikling som jeg har været igennem. Jeg havde bestemt ikke regnet med at jeg 15 år senere ville have et kendskab til Folkeskoleloven, Socialloven og Sundhedsloven (og gruer for at ejg nok også selv skal lære arbejdsmarketsloven at kende) Et kendskab som ligger noget udover det andre mennesker har, og trods det ender i klemme i netop noget som skal løses i samspil mellem flere Ministerier, hvor systemets opbygning helst ser "at en område løser en opgave, en ting ad gangen".

Bekendtgørelsen af 1. august 2012 viser at Undervisningsministeren og Socialministeren på samme måde som mig har indset jvf. Bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder at i særlige tilfælde så er det nødvendige at opgaverne løses på tværs af Ministerierne. Her mener jeg i samspil mellem Undervisnings og Socialministeriet.

I dag, vel og mærke 3 år efter hans udredning, 2 år efter lærene bankede på bordet og 7 år efter det cirkus startede med et barn som formendeligt havde ADHD udefra en pædagogs diagnose kom en hel ny skoleleder og lærer forbi. De skjulte skolevold i samarbejde med Kommunen - sjovt nok kunne de det hele gennemføres uden at se barnets skolepapir! Sikke en Dialogtvnag samt vurderingsgrundlag vi oplevede - og den dag i dag ved jeg udtalelser af fagpersoner som fulder max. 40 sider, af mennesker som kendt barnet, kunne rumme og håndtere barnet er forsvundet i et kaos af det som svare til 7 ikea poser akter produceret af Kommunens medarbejdere. Akter som KUN havde fokus på §50 og 51 og aldrig resulterede i handleplaner ... ja, desværre det er tilstanden I Kommunerne. Og vi erfaret 3 Kommuner!

Som Ankestyrelsen skriver til kommunen, knap 4 måneder efter mit barns anbringelse og jeg selv skrev til kommunen ca. 4 måneder forinden. Dvs. nu stået barnet 8 måener uden noget form for skolegan (og et år hjemmeundervist inden hvor barnet lært at læse, det formået han ikke i skolen grundet manglende special undervisningen siden problemet belv spottet 5 år forinden)






Men her er vi jo i dag i 2013, ca. 7 år siden jeg opdagede at min dreng mistrives i børnehaven, igen står i et situation hvor kommunen vælger løsningen - uden vores samtykke eller uden at overveje vores løsningsforslag er fremgangsmåden. På trods af at loven beskriver børn højst må være uden skolegang i 15 dage nået han at stå uden undervisningen i 8 måneder, han fik ikke engang en lydbog. Og jeg undervist ham af nød et helt år forud for dette! Imens Kommunen ikke vil udrede ham, men brugt deres tid på at anbringe og beskrive os som social udsatte - se, jeg blev endda truende, aggresiv og voldelig på tværs af sektorer, alle som samarbejdet ... uden at nogen undersøgt båndoptagelserne eller om den tæm magtmisbruger ... jeg holdt min børn udenfor indtil Kommunen fjernede dem uvarslet okt 2012. Og derfra blev vi druknet i sagsakter - jeg havde ingen chance - Kommunen overmandede os.


 12 cm akter er bare det som vi fik i dag ... og der er et stak mere ved posthuset. Og den er vist dobbelt så stor når postbudet ikke gider at tage den med har erfaring med. Det er så det jeg fik den her Juni måned. Men sjovt nok fik vi ikke vores akter inden lovpligtige høringer, til børn og unge møder eller i byretten. Se, jeg så slet ikke det jeg blev dømt på. Jeg kunne selv sidde med 7 ikea poser papir og forsinkede aktindsigter - og set i bagspejlet uden en jordisk chance i at modsvare sagen.

Sidste måned fik jeg ikke 2 A4 mapper inden byretssagen ved fejl ... men jeg synes selv jeg har rigeligt at læse. Kommentartil sagen er ikke noteret - og lige nu skal jeg lige holde styr på 5 klager ...  samt overveje hvordan jeg belyser det som kommunens anden aktør udsat os for! Det er håbløs.

At vi lige i 2011 kom i det samme situation som i 2009 havde jeg ikke forudset, endnu mindre at jeg vi som familie omklassificeres til at værende "Socialt Udsatte" hvor jeg er mor med to ufrivillig anbragte børn og sagsakter som vokser med to A4 mapper hver gang jeg ser sagen, nogle gange om året her i år er ubegribeligt. Og som det sker forsvinder vi - nu er vi "en stereotype" som udløser massiv tilskud ... og hvor vi er stemplet, afskrevet og usynlige.

Problemet har været løst undervejs, det gange jeg fik lov at bestemme inden Kommunen ikke kan følge med. Flere gange f. eks i 2006, 2008, 2010 hvor det startede med at han er asynkron udviklet grundet hans høj begavelse, og efter hvert periode af uro kom der noget nyt til f. eks mistanken om ordblindhed i 2008, som blev først udredt i 2010. Og så hvor der også blev nævnt mistanke om trauma i 2010 - se, Kommunen skriver ikke når voksne fejler i instituionen - det slags sker kun i hjemmet. Alt nydeligt sammenfattet i 2010 i et vurdering lavet af en skole vi havde ansøgt betaling til, og fik! Med stor succes.

Sagens fokus i ulige år har været udefra den person som var hans "primær kontaktperson" eller den person som havde sagen.Som forældre er det forventet at jeg ikke siger noget - og min opgave er at anerkende alt som andre vælger og sørge for at det fungerer.

Hans søster blev indraget grundet ændringer fra Ministeriet som krævede at hele familien blev undersøgt, hver gang! Det havde sit omkostninger for hende og mig. Gang på gang skulle hun "observeres", skrives om og kom til samtaler - hørte nogen det hun sagte? Nej. Til slut blev hun i den grad en sag - i psykoterapi for at acceptere hendes anbringelse og for at behandles for noget som "opstået" efter at hun blev kidnappet på vej hjem fra hendes skole. Trods at være 15 år gammel, at passe sit skole så skal enhver mistanke undersøges. Kommunen planlagte det nøje og umenneskeligt. http://2e-giftedogdiagnose.blogspot.dk/2012/09/ankestyrelsen-ringer-til-kommunen-men.html Nej de kidnappede hende - smed hende fuldstændigt uvarslet i et sommerhus med flest ufaglærte siden den dag har alle andre skrevet det de mener - hendes ord er skrevet ind i mellem og ignoreret. Det er for hendes eget bedste at socialrådgiveren bekræftes og bestemmer.

Heldigvis er hun i en god skole, en skole som ser hendes behov og som handler derefter - trods flere afdelinger i kommunen som vurderede hendes skolebehov til at være det modsatte klare hun sig i 2g. Mærkværdigt uden at se hende, eller tale med hendes lærer, eller anerkende vores ansøgning om anden aktør.

Jeg kun jo ikke undervise sagt de i aug 2012, og bekræfter gudhjælpemig hinanden i løbende trods test og klokkeklar beviser! Hendes fortid forsivnder nu i notater fra en plejemor, konsulent og socialrådgiver. Men mystisk er hendes psykolog rapport, med mystiske oplysninger ... som ikke er set før i sagen. Trods fuld aktindsigt? Dikteret af Kommunen ... som ikke vil anvende det fagpersoner som kendte hende i 1½ år.

Og så er der min Jobcentersag som er en kapitel for sig - se, kommunen skal jo samarbejde på tværs af afdelinger. Hvordan jeg blev beskrevet usamarbejdsvillig jvf. jobcentret ifm. PSYKIATRISKE udredninger bestilt direkte af Børn og Unge afdelingen helt uden min viden er lidt af en gåde jeg ikke helt har løst.

Imens kæmpede med sygdom, sygehusbesøg hvor min fysisk sygdom blev oversat til "hypokonderi" og "psykiske problemer" af Børn og Unge afdelingen som af ukendte årsager fik min lægejournaler VIA jobcentret er et helt anden histori. Se, jobcentret påstår nu jeg ikke gav dem besked? At kommunen vil bestille udredninger som min egenlæge slet intet behov for selv at bestille, og redegjorde for er endnu mere mystisk.

Hvad skulle jeg til en psykiater for - siden hvornår er det at børn og unge beder Jobcentret om at få en borger udredt af en Psykiater - helt uden at informere mig, mens de samtidig skriver jeg ikke samarbejder? Tavshedspligt har vist ingen grænser i visse sager?

Altsammen fra alle mulige som danner et bestemt billede og bekræfter min manglende forældre evner. Evner konkret vurderet i en tvangsudredning af børnene, hvor min handlinger er beskrevet af psykologer som jeg slet ikke havde set ... hvordan min reelle uddannelse, blodtransfusioner og operationer undlades fremmer ikke helt forståelsen i sagen. Sjovt når jobcentret lige havde givet mig 100% medhold i min klage - lige inden de en uge senere skulle fjerne min børn, men som lykkedes et måned efter ... bare sygt at min egen læges udsagn tydligvis var "bestilt" ... brevet har et gummistempel og dato på så der kan ikke tages fejl af sagens udsagn.

At alt hvor jeg reelt beskrives som at kan noget fjernes af sagen er tragisk. Og mere grotesk er de siger jeg havde ikke oplyst dem - nå, men emails har jeg da! Sjovt at Kommunens jobcenter siden den opgør ikke vil Kommunikere med mig på mail?

Nå men tilbage til min børn:

Nu hvor sagen er "her" så er det sådan at vi reelt ikke får gavn af Bekendtgørelsen af 1. august 2012 fordi at "Arbejdsprocesserne" trods Ministeriets stort arbejde tager flere år at indføre er sørgeligt. Det belyser vores sag.

Kommunerne, Socialnævnet, Klagenævnet og Ankestyrelsen skal først indse at denne bekendtgørelse stiller nye krav - krav om at børnenes uddannelse skal prioriteres, inden børn flytter er faktisk noget jeg opdagede i 2008, efter vi hellere ikke fik gavn af Klagenævnets afgørelse i vores sag, men som jeg forstår i dag. At der allerede i 2008 lå en klokkeklar handleplan og redegørelse er også noget som på mystiskvis aldrig blev til noget.

Vores sag påpeger netop at på trods af lovgivningen så træffes der uhensigtsmæssige valg - valg som ikke engang en klokkeklar bekendtgørelse med tilhørende vejledning kan ændre på. Valg hvor Klagenævnet tilsidesættes og hvor selv senere Principafgørelse ikke kan ændre kursen på en sagsgang. Sagens kompleksitet øges, sagen strækker sig over flere år, uden at resultaterne af undersøgelserne indføres - med mindre man lige falder i gode hænder. Og dette trods klare lovgivning, jvf. overholdelse af udredningstider og udarbejdelser af handleplaner.

Det er her problemerne ligger hos flere familier som ansøger om hjælp - løsningen er at se på hvordan nogle får hjælp og andre ikke får hjælp. Og, hvordan kommunerne retter en sag op inden den kommer i et Klageinstans - mod familiernes uerfaren forsøg på at klage.


Alle historier har vel et begyndelse, sådan en har vores også. Præcis hvornår eller hvordan vores startede er ikke så vigtigt. Hellere ikke detaljerne som fremhæves når sagen fylder 4 Ikea poser - så kan en sag jo være hvad som helst læseren ønsker sig. Hvordan sagen hver gang tilspidser kan være interessante, men det fremskynder ikke løsningen.

Pointen er at vi "ufrivilligt" koster millioner uden at få det bedre. At jeg i dag er insolvent, uden det engang ret stor pensionsopsparing jeg hvade og stadigvæk uden energi til at klage over et massiv sygehusfejl.

Penge som kan gavne flere, men som i vores tilfælde bruges til at skabe massive udgifter fordi Kommunen skal justere sagen til at opfylde den kasetænkning de fra starten af! Uden at nogen ved hvor de skal gribe ind - og det indgreb der er vurderes som i skønneste orden. Jeg kender ingen som er så utilfreds som vi er - hvordan kan det være at KUN Kommunen smiler?

Men, sørgeligt er det at den som griber ind får også ansvaret for at rydde op. Så vi kastes rundt indtil socialrådgiveren arkivere hendes fejl og griner. Hun vandt jo slaget - og får ros fra chefen. Vores sag er ikke populær, og slet ikke rart at være en del af - men det kaos kan ikke skjules. Og hvor der er åbenlys kaos er der også mange fejl - fejl som ikke kan forklares med "moren er umulig at samarbejde med".

Det som jeg vil samle op med denne indlæg her er det totalt kaotisk forløb er hvordan kampen mellem "faglighed", "holdninger" og decideret "uvidenhed" blev endnu et "ulykkelig sag". Jeg har intet at tabe, systemet har talt og min børn er fanget i anbringelsesområdet som har helt sit eget gang. Børn løslades ikke i "krisetider".

Løsninger som:

- det rette fagpersoner kunne havde håndteret sagen på min vegne: Se, havde vi haft mulighed for at hidkalde et "Task Force" i tide, for den del kommunen ikke havde eksperter til så var sagen meget forenklet.
- hvis jeg som borger reelt havde en indflydelse i beslutningsprocessen omkring valg af fagpersoner og løsninger i sagen - så var der ingen samarbejdsproblemer, men kommunen vælger jo det de plejer.

Når Ankestyrelsen stedfaster kommunens version af at jeg ikke samarbejder jvf. mindre indgribende foranstaltninger uden at beskrive hvad disse foranstaltninger reelt var, og hvad jeg nægtede så mangler sagen væsentlige punkter. At jeg kan dokumentere vi blev modarbejdet, og jeg ikke fik det tilbud kommunen erklærede jeg nægtede er vildt. At skoleskift fremhæves uden at "årsagerne" forklares er lidt af et fallit erklæring i vores sag. Vi ansøgt jo kommunen om flyttehjælp, vi fandt jo skolen inden vi flyttede og vi valgt vores bolig udefra det skoletilbud som vi i 2008 fandt, som Familiehuset forslået! At det blev til 3 skift - ja, det er bestemt ikke valg jeg traf men valg som kommunen tvang mig til. Sagen skal nærlæses for at finde min ansøgninger/mails disse har det med at forsvinde.

En socialrådgiver er reelt en koordinator - og vi bevæger os langsomt til at en borger får flere socialrådgivere med speciale i hver sit område. Problemet er det stiller krav til at enkelte socialrådgivere - de skal kunne se en sag fra flere perspektiver og vælge om de vil prioritere uddannelses-, social- eller sundhedsområdet for en borger. Når en sag omhandler flere borger, og samspillet i et familie så er det desværre socialrådgiverens erfaringsgrundlag som afgøre sagens kerne.

Kommunens vurderinger kan kun gøres udefra det perspektiv de nu engang har. Og her er det arbejdsprocessor som Ministrene forskriver en vigtig del af kommunernes opgaver - hvis kommunens medarbejdere indser og forstår at ændringer og bekendtgørelser laves for at forenkle deres arbejdsgang. Her er §68b et udmærket eksempel - og i vores sag kan man se hvordan jeg reelt brugt bestemmelserne inden det var en idé - allerede fra 2008 af! Jeg har det med at være forud for min tid.

Helt tilbage i 2007 fik jeg et afslag fra at være medlem ved et Frivillig organisation. Nu er det at vi indføre at flere frivilige organisationer skal løse opgaver for kommunerne, så derfor fremhæver jeg lige denne i dag. Dette afslag blev til:
"På baggrund af dine tidligere henvendelser til foreningen, hvor din anmodninger om medlemskab ikke blev imødekommet, bragte koordinatoren og den adresse-ansvarlige din seneste henvendelse videre til behandling i bestyrelsen, der herefter har besluttet, at vi fortsat ikke kan tilbyde dig medlemskab af Gifted Children uagtet, at din datter er højt begavet"
Det som den person ikke vidste, og som jeg overså, var at vi havde fået medlemskab, men et misforståelse sat en kædereaktion i gang. Hvad gjorde ledelsen så? Præcis som i alle andre systemer er processen det samme - ledelsen fandt en hurtig løsning - ingen undersøgt noget! Jeg påpegede problemet og handlingen blev at vedtægterne lynhurtigt fik en  "justering". Således at afslag tillades fremover, sålænge der er en "vurdering" og "et begrundelse", de kan da ikke have socialsager indenfor!

Vores afslag var begrundet med at:
De oplysninger, der i forbindelse med dine screeninger, er kommet frem om dit hidtidige samarbejde med såvel institutioner som myndigheder, er ikke en samarbejdsform som foreningen kan stå inde for.

Hverken foreningen eller andre forstået mekanismen bag det beslutning som var truffet, vigtigst for alle var at sagen var afsluttet. Ingen ser os igen, eller vurderer om beslutningen var det rette. 

Vi havde mere brug for hjælp end vi kunne bidrage, derfor søgt vi om medlemskab og fandt afslaget uforståeligt. Denne afslag havde reelt intet at gøre med "vores virkelighed", men var givet udefra "screenerens" forestillinger, holdninger og fokus på netop det tidspunkt.  Screeneren havde ingen indsigt i at børn "kan misforstås", da personen selv fik oprettet et "specialklasse" til flere børn som netop var misforstået. Vi fik lige det modsatte tilbud - et skræmmende sag, hvor jeg ike havde forhandlingsredskaberne da jeg ikke vidste nok om metoderne.

Sådan er niveauet af hvad kommunerne begriber om Gifted Children meget forskelligt. Mange kommuner aner ikke noget. Således at der hver dag er familier som denne mor og mig. Nogle får mere end hvad Undervisningsministeren forskriver, andre får enten en omvej via forskrifter fra Socialministeren eller Sundhedsministeren. Her opstår der ofte kæmpe sager - og nogle ender som ulykkelige sager. Værst for børn som misforstås eller fejldiagnosticerendes og endnu værre for børn som fejlbehandles.

Den foreningen er i dag ret stor, ret kendt og har deres ekspertise klar "hvis og når" spørgsmål om Gifted Children skal besvares. Det skal de have ros for og gøre et ihærdig stykke arbejde, men vi må ikke glem at der er mange andre - især børn som pga. fejlforløb ikke anerkendes. Hertil er der ildsjæle som virkeligt yder et massivt indsats.

Præcis på samme måde som Ministrene fylder et plads på Christiansborg, arbejder foreningenerne for det de tror på, på den måde som fungere for dem. Medlemmerne har tillid til det beslutninger som ledelsen træffer og går ud fra at vedtægterne overholdes. Sådan forgår det også når kommunernes medarbejdere træffer afgørelser, afgørelser som ledelsen i kommunen har pligt til at overse. Med et kalgenævn som det sidste instans. Sådan arbejder jeg også for det jeg tror på, og gøre det udefra min børns behov - jeg kender dem bedst!

I januar i år var jeg igen så heldig at få et endnu et afslag. Igennem årene har jeg godt nok fået mange afslag, men det skal siges jeg har også fået mentorer som coacher og giver mod. Denne gang var afslaget fra Ordblindeforeningen:
Jeg kan desværre ikke hjælpe dig i forhold til xxx undervisning, så længe han er anbragt. Hvis denne situation ændrer sig, vil jeg meget gerne gå ind i sagen og rådgive dig, for jeg mener han har stort behov for den rette undervisning. Men i den nuværende situation er der ikke noget jeg kan gøre. 
Et udsat barn er ikke mindre ordblind af at blive anbragt - tværtimod har disse børn en funktionsnedsættelse som giver flere og større problemer med adfærd, og indlæringen end ved andre udsatte børn. Det står beskrevet i flere rapport fra 2010 om udsatte børns uddannelse, rapporter som var grundlaget for at der i dag afsættes 221 millioner kroner til udsatte børn og unges uddannelse. Det sikre desværre ikke at disse børn får en særlig ordblind undervisningen - faktisk er intet ændret - for ikke engang almindige børn har adgang til ordblindeklasser! Se, eleven får kun et plads i en ordblinde klasse hvis der er en ledig plads jvf. et samrådsspørgsmål som blev besvaret sidste sommer. Avisartiklerne er mange som belyser dette. Problemerne er det samme som for 20 år siden, for 5 år siden og i dag! http://ucsj.dk/fileadmin/user_upload/cfu/Materialer_fra_tidl._kurser/10-11-11-2011_Dysleksi__ordblindhed_eller_laesevanskeligheder.pdf og http://www.b.dk/viden/udsatte-boern-er-daarligere-rustet-til-videre-uddannelse og http://2e-giftedogdiagnose.blogspot.dk/2013/06/svrt-ordblinde-kmper-med-depression.html

På samme måde er det beskrevet af flere avisartikler at højt begavede børn stemples som adfærdsvanskelige, diagnosticeres og mistrives så grusomt at nogle ender i specialklasser med "stor faglige mangler". Det var jo grundlaget for vores skoletilbud i 2008 og 2010. Et tilbud Odense Kommune betalt for indtil 2011. Flere avisartikler fra 2005 osv. beskrever at disse børn findes i heldagskoler, bliver diagnosticeret osv. http://www.folkeskolen.dk/50000/kloge-boern-stemples-som-udviklingsstaekkede

I det samme år beskrev Talentrapporten (Talentudvikling, evaluering og strategi af Arbejdsgruppen til talentudvikling i uddannelsessystemet)
at der mangler således stadig didaktiske principper, som kunne føre til konkrete metoder og strategier for undervisning af denne gruppe. Der er dog grund til særligt at bemærke det arbejde, der i det seneste tiår er gjort i forhold til særligt begavede elever, ofte institutionaliseret i få særlige skoler som Mentiqa-skolerne i Ålborg og Odense eller Athene-skolen i Søborg.


Også at disse børn findes blandt anbragte børn:
Det er samtidig vigtig at holde sig for øje, at talenterne ikke blot
er de indlysende dygtige eller begavede, der kan være lette at
identificere, men også findes blandt de skoletrætte og utilpassede
børn og unge.


I vores sag skrev Ankestyreslen skrev overfaldisk at:

Vurderingen lyder på at der en en åbenbar risiko for at børenes sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling og adfærds- eller tilpasningsproblemer hos dem.

Årsagen er at det ikke har været muligt for din mor at samarbejde med kommunen om mindre indgribende foranstaltninger.
Kommunen, ankestyrelsen og retten er opmærksomme på børnenes ønske at bo hjemme men vurderer, uanset deres holdninger at det er bedst for dem at være anbragt udenfor hjemmet.
Konklusionen er kommet frem af oplysninger som er skrevet af fagpersoner kommunen havde valgt på vores vegne i 2012.
Det vi var glad for, som kommunen betalt blev pludseligt nægtede og vores anmodninger blev kommenterede med "moren vil selv vælge psykolog allerede "et helt år forud" for afgørelsen for et tvangsundersøgelse. Ved at fravælge fagpersoner som lukkede vores sag i 2011, personer som vi anerkendt og trivedes med som kommunen sørme også selv betalt!
Se, jeg havde jo fundet disse fagpersoner selv i 2010. Kommunen havde betalt for opgavens løsning via et anden aktør fra maj 2010 til august 2012. Efter vi flyttede og havde fået hjælp at en kommunal specialpædagogisk konsulent, ansat ved kommunen.

Grundet struktur ændringer hos denne anden aktør i sommer af 2011 bedt vi om hjælp at bibeholde disse fagpersoner, personer som ikke længere var ansat ved det anden aktør, samt hjælp til at justere xxx tilbud grundet ordblindhed og hans socialbehov.

Kommunen vurderede, uden afgørelse, at jeg ikke samarbejder og skrev en redegørelse for deres valg, et helt år senere - det redegørelse blev anvendt af Ankestyrelsen som intet information fik vedr. at vi havde et forløb som kommunen nægtede at justere.Et forløb hvor min dreng kom til skade og hvor det faktuelle årsag til vores skolestop er skjult i sagens kompleksitet - et skolestop vurderes som manglende samarbejde.

Jeg ansøgt flere gange at det ovennævnte fagpersoner inkluderes i sagen, men fik aldrig et afgørelse. Det faktum forsvandt også i sagen. Redegørelsen blev skrevet lige inden kommunen anbringer min børn akut i oktober 2012, kulminere med at jeg blev akut syg, og vi skulle flyt pga. en dødsfald og måden vores lejekontrakt var skrevet. Der skete alt for meget at jeg som en person kun modsvare et fuld modsvar og angreb fra socialrådgiveren.


Vores bisidder noterede at vi have massive samarbejdsproblemer, jeg klagede til Ankestyrelsen som faktisk forlagt sagen siden juni 2012. Hvor kommunen fik travlt med at redegøre og jeg fik 2500siders akter som jeg den dag i dag ikke har nået at læse.

I oktober blev begge børn akut anbragt til en udredning, som Ankestyrelsen vurderede i december - men hvor der i vurderingen ikke blev lagt vægt på hvilke fagpersoner kommunen vælger. Ugen efter anbragt kommunen børnene - som ankestyrelsen stedfastede 8 uger senere. Ingen forstået omfanget af magtanvendelserne og hvad der skete i det 8 uger ... vi begriber ikke selv det hele endnu. Kommunen mener det er en ordentlig fremgang og det er over 25 børn anbragt i 2012 af det samme mennesker.

Vores Principafgørelse jvf. vores sagsforløb af 2009/10 fik vi ca. 3 uger inden selve anbringelsen i 2012 Ting tager tid , men grundet det langsomme klageproces hvor kommunen dengang også valgt nye fagpersoner på vores vegne, hvor sagen blev næsten katastorfalt men end godt da jeg var heldig at kommunen ville indgå i et samarbejde svarede Ankestyrelsen 2 år senere at:
Det er kommunen der afgør, hvilke sagsoplysninger der skal indhentes.

Kommunen skal sikre, at der ved overdragelse af sagsforberedende opgaver som indsamling, systematisering og beskrivelse foretages en relevant efterprøvelse af den udførte opgave i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. 
Kommunen har det endelige ansvar for, at en sag er tilstrækkeligt belyst førend der træffes en afgørelse. 

Se, ankestyrelsen forholder sig om kommunen kan bruge en anden aktør i en børnesag - men aldrig hvordan det skal vurderes "hvilke slags" aktør der skal bruges. Det valg er kommunens. Og i vores sag mener jeg at det er et vigtig pointe, fordi da vi havde fagpersoner som ahvde særlige kvalifikationer blev vores sag stabiliseret, og til sidst lukket. Lige efter disse rejser, kom uroen igen. Absolut alle faglige vurderinger og psykolograpporter i perioden mellem 2007 til 2012 blev med et tvangsundersøgelse fjernet af vores sag. Kan valget af en anden aktør ændrer udfaldet i en sag?





Ministrene givet kommunerne det mulighed at "undersøge" børn akut med begrundelse i at forældrene ikke samarbejder. Men hvad så med belysning af sagen? Hvordan er børnene sikret at udredningen også inkludere fagpersoner - psykiater, læger og andet sundhedspersonale?
Så er jeg jo tilbage til kernen i vores Principafgørelse!
Det som slå mig ydermere i byretten er det Ankestyrelsen som er vores modstander. Ankestyrelsen fremlægger sagen som de har forstået den udefra det forklaring de fik af kommunen. Det er som alt jeg afleveret forsvandt (psykolograpporter, skoleudtalelser, principafgørelsen) En sag hvor ankestyrelsen tillidsfuld anvender udvidelser af vores børnefaglige undersøgelser lavet af vores tidligere kommune, udevidet af vores nuværende kommune - på trods af at disse børnesagkyndige undersøgelser var ugyldig erklæret af Ankestyrelsen selv!





Når jeg ser på vores principafgørelse, en som opstået jvf. vores tidliger kommunes udredning. EN udredning som skete på præcis det samme måde som den i perioden sommerferien 2011 til oktober 2012, så overholder den hellere ikke følgende jvf. observationerne og psykolograporterne:
Hvilke opgaver kan ikke uddelegeres til en anden aktør:
En anden aktør må ikke udarbejde vurderinger, analyser eller indstillinger, der foregriber eller kan influere myndighedens afgørelse.
Dette er sagsbehandlingsopgaver så tæt forbundet med afgørelsesvirksomheden, at uddelegering kræver en klar lovhjemmel.
Kommunens forpligtelser ved uddelegering til en anden aktør:
Det er kommunens ansvar at sikre, at den anden aktør besidder de rette faglige kvalifikationer til at varetage opgaven, og at den anden aktør holder sig inden for den aftalte opgaveafgrænsning.
Opgavevaretagelsen bør afgrænses klart og tydeligt.
Det er endeligt kommunen ansvar at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes en endelig afgørelse.
Grundet langsomt sagsbehandling af min klage krydsede opgaverne sig. Principafgørelsen som stammer fra vores sag i 2010 havde ingen virkning på et gentagelse af det samme sagsgang i 2009/10 som igen blev gentaget i 2011/12. Jeg fik ikke en eneste afgørelse på et eneste anmodning om støttetimer i et klubtilbud, om læseklassen eller om skoleskift jvf. min søn. Vi blev tilbudt 2 dialogmøder hvor jeg ikke vil mødes med skolen pga. et ubehandlet førergrebsag. Ved min datters sag fik vi varslet en §50 undersøgelsen i december, varslet forældrepålæg i januar, varslet ungdomsafdelingen i februar, afslag på gymnasistart og vurderinger at hun ikke får undervisning jvf. det som tilbydes i Folkeskolen.  Hvordan kommunen kan påstå der var blevet udarbejdet 3 §50 undersøgelser i perioden ved jeg ikke, men det står i deres redegørelse.

At der fra april 2012 hvor jeg skriver til Ankestyrelsen den første gang, og hvor jeg klager den anden gang i juni bliver voldsomt optrappet i sagsbehandlingen frem for at sagen løses er trist at bemærke. Jeg var under indtryk at Ankestyrelsen ville se på "sagsbehandlingen" og hjælpe os med at få nogle fagperosner på sagen som kunne forhindre at kommunen bare fjerner børnene. Nu er skaden sket.

Jeg skriver det lige igen: Det som skete i 2009 gentog sig i 2011 - denne gang er resultatet at børnene er anbragt. Det er sagens kompleksitet i dag som skjuler det. Men, ser nogen efter ville de måske kunne ses at ro og valget af anden aktør, en som havde kendskab til det adfærds og indlæringsbehov børnene havde måske havde givet to meget forskellige udfald.

Det er endeligt kommunens ansvar at sikre, at den anden aktør besidder de rette faglige kvalifikationer, og at der foretages en klar og tydelig opgaveafgrænsning.

Jeg er afhænging af frivillige organisationer. Disse vælger deres medlemmer og har ikke ressourcer til at bistå i komplekse sager. Her er meningen at en borger kan bede VISO om hjælp. Men også her det  vigtigt at forstå, at jeg som borger, ikke bare kan forventer at VISO tager en sag, og at VISO hellere ikke kan "alt".

Men at VISO kan hvis kommunen ønsker hjælp rådgive i en sag. Vi har siden 2006 ønskede hjælp fra VISO, og andre aktører - VISO opretter ikke en sag med mindre kommunen hendvender sig, trods VISOs hjemmesides vejledning - og kommunen besvare ikke ansøgningerne om anden aktør. Så hvordan kommer en familie videre? Man kan ikke klage uden en afgørelse - og her får kommunen klart en fordel i sagsgangen.

I vores tilfælde vælger kommunen det anden aktør vi endeligt fik betalt af kommunen selv fra. De fungerede for os som familie - med børn der trivedes.

Det er bare skjult i sagen grundet det uhyr kompleksitet som opstået i sagen. Jeg fik aldrig en afgørelse for skolens betalingen og havde ikke præciseret at det var grundet skolelederens og hendes trænede og erfaren personale da jeg ansøgte om dækning af vores udgifter jvf. Folkeskoleloven

Derfor er vores sag ulykkelig - og derfor har min dreng siden 2011 ikke været del af en skoleklasse.

Hvad kommunens undskyldningen er at han ikke får det som hans tvangsudredning påpeger - ja, det forsvinder nok i et eller andet filurlig skrevet redegørelse - men jeg vil sige at det er det samme problematik som er årsagen til at vores elskede anden aktør blev valgt fra. Kommunen handler bare, og redegøre efterfølgende hvis problemer opstår.

Kommunen har hverken en plan eller strategi og i komplekse sager. I disse sager så kan ingen hjælpe barnet.
Det var jo lige det ordblindeforeningen indså - de er erfaren, nok! I den sidste ende ender disse sager på Sundhedsministerensbord. Børn som bliver ekstrem behandlingskrævende: Selvmordstruende, overvægtige eller endnu mere syg - hvor en dyr børnepsykiatrisk udredninger ofte ikke kommer til bunds i sådan en sag. Hvor børn ender med fejldiagnoser som med tiden stabiliseres.

Og i sager som disse, sager som strækker sig over 7 år har forældrene en hvis forældre evne for ellers var børn langt tidligere i forløbet faldet sammen. Når kommunen hæfter sig ved en forældre udredning så er det nok lidt sent i forløbet - især når de selv har afgjort at det var unødvendigt i 2011. Så forstår jeg ikke hvorfor den strengt taget er centrum i vores sag i 2012 - og grundlag for et vild og voldsom tvangsudredning.

Kan det være at kommunen mangler didaktiske principper, som kunne føre til konkrete metoder og strategier for undervisning af børn med særlige forudsætninger? Ja, helt bestemt. Især nå kommunen og Ankestyrelsen uden at henvende sig til fagpersoner hæfter sig ved psykologudtalelser som er lodret modsat det som tidligere er set i sagen - nå, vent disse var jo ikke gennemgået for alle glemt at vi havde dem. Grundlaget for vores principklage linker jer hertil ... nu må i nøjes med selve sagen ved Ankestyrelsen: http://ast.kommuneinformation.dk/principafgoerelser/aktuelle/aktive/2012/oktober/159-12.aspx

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.