tirsdag den 25. juni 2013

Tilsynsmyndighedernes opgaver


Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med tilsynsmyndighedernes opgaver bl.a. påpeget:

Jeg venter - ingen reaktion endnu - hvad skriver Ombudsmanden dog? Hvis jeg var særlig pinefuld ville jeg ligge alle telefonssamtalerne ud hvor jeg søger hjælp, taler med andre i andre i privat organisationer, uddannelsesstederne osv. Men kort og godt:

Der er ingen som har ansvaret, udover Kommunen!

Jeg har både vidst dette i mange år, og har ikke en løsning andet end at det koster milliarder - og børnene mistrives - alle børn dem som ser på, udsatte og handicappede.

Derfor har jeg aktivt skrevet når jeg fik mulighed for det - men ikke engang der kunne jeg besvares. Se, ingen har svaret mig, derfor har ingen ansvaret. At jeg senere ser at handlingerne ikke er andet end at flere påpeger at det svigtende part skal tage sig af opgaven - så er jeg chokeret. Men sådan er det nu om dage - ingen tør at sætte ord på det.


Det er decideret PINLIGT at voksne mennesker prædiker en ting, men tillader det modsatte, gentagende gange. Især med Magtanvendelser - sådan noget må ikke retfærdiggøres.

Hvad skete der lige? Er svineriet så pusfyldte at alle er blevet bang for at sige stop - tænk hvis nogen skal stå og tage ansvaret? Ansvaret som faktisk falder på den svageste? Jamen, så tager jeg den! Vi kan ikke tabe mere end vores familie har tabt, sagen er derude hvor alle brandslukker uden held. Kilden skal afsløres.

Folketinget, Kommunen, Myndighedsudøvere og Samfundet svigter Anbragte børn ved alle instanser. Både det offentlige og i det private. Mange ved det, men så længe at flere har tiltro til at det ikke sker ændres intet. Husk at børnene ikke ved at ting kan være anderledes og affinder sig i meget - indtil de en dag ser at det som prædikes ikke er det som reelt praktiseres - kun få børn er stærk nok til at komme igennem sådan noget alene.

Jo, der er "lovgivning og regler" men når Systemet er så brydt sammen at:

Kommunerne ikke forstår at de skal ændrer deres praksis og rette ind efter det Ankestyrelsen og Nævnet siger så er Ombudsmandens ord lige så "nytteløs".

Folketinget har grundet deres tillid og tiltro til Kommunerne ændrede reglerne, lavede anbefalingerne, alt i god mening:

Folketinget har været advaret: At præcis som de selv skotter så vil enhver menneske ikke tage et ansvar for deres fejl. Slet ikke Kommunerne. Derfor får Folketinget mere og mere travlt.

Det gælder ALLE partier - ikke en eneste kan sige sig fri for det. Men hvis det skal forstås så er det lettere fra min perspektiv! Jeg står jo midt i det og oplever fejl - fejl jeg selv havde påpeget inden vi kom i klemme. Surrealistisk, ikke?

Se, anbringelses området er præget af Humanisme styret af Uvidenhed. Involverede ved simpelthen ikke bedre, derfor vælges disse løsninger i god tro. Ellers var der ingen grumme sager.

- Jeg ser at Samrådenes tid er brugt på eksplosive papirmængder. Det som slår mig er at spørgsmålene skal stilles vejledende således at svaret ikke er truende men således at den ansvarlige politiker vågner i processen. Men det er der ikke tid til - sådan har vi gjort alt for længe - det vi taler magtanvendelser som har været brugt i 30 år men som alle hører om i disse dage.

- Jeg ønsker at Samrådene reelt havde cases. Ikke kun dem leveret af Kommunerne, Opholdsstederne og Institutionerne, men også cases leveret som belyser sagernes faktuelle forhold. Opvågningen vil være noget mere brat, men så vil et problem hvor magtanvendelserne har skadet børn i 30 år være fortid. Ikke kun Mediernes sensations sager uden løsninger.

Fastholdelser, isolation, trusler og råb gøres af plejepersonale fordi de mener at de har ret i deres vurderinger. Det tillades af deres ledelse - på stedet, i kommunen og ledelsen er i den sidste ende Folketinget. Men Folketinget er afhængigt af Cases. Disse får Folketinget igennem medierne nu om dage - surt sjov, men hvorfor er det blevet sådan?

Her taler jeg ikke om et person som begår et fejl - men om mennesker som gentagende gange råber, fastholder, skubber og som udmærket ved at hvis de fanges i det så er dagene talte - jeg taler hellere ikke om mennesker som handler forkert i en presset situation. Sådanne personer "smutter bare videre", som regel i tide og lader korthuset vælte på uskyldige. De fortsætter deres "gerninger" helt uhindret og er svært at spotte - men de er der, gang på gang - vildt, ikke? Men inden da er der en række kendetegn.

Det er også alle organisationer som uddeler selvros i medierne dagligt - imens disse fagpersoner afviser børn uden at råbe højt om forholdene - eller råber når bålet brænder og så forsvinder de igen. De er også medskyldige. Igen, kan de ikke gives et ansvar når de selv tror de levere et indsats.

Henvisninger som "vi tager ikke imod sager om anbragte", "vi sikre kun børn i udlandet", "det er kommunens opgave", "har du prøvet at kontakte", "vi kan ikke gøre noget" er alle sætninger hvor vi ikke kun i fællesskab groft svigter børnene, men vi svigter også hinanden. Regningen betaler vi alle i den sidste ende.

Ikke fordi det er vores intention at svigte, men fordi ingen ved hvad der skal gøres når vi er kulturelt opdraget til at dette problem er talt om og dermed er alt i orden.
Det er Kommunen som godkender, Kommunen som anbringer og Kommunen som føre tilsyn - hvad nu HVIS kommunen har lig i lasten? Nej, det er vist for paranoid ... og så findes der efterhånden grove sager:
Bækholmskolesagen, Amysagen, Kiarasagen, Rasmussagen, Papesagen, Mernsagen, Schubertsmindesagen, Solhavensagen, Elvekjærsagen, Esbjergsagen, Tøndersagen,  ...  og mange flere. Kendetegnene var at mange havde i flere år påpeget eller råbt om problemerne. Børnene fortæller det samme: Ingen gjorde noget, ingen lyttede. Ingen reagerede!
Og trods disse afsløringer er systemet præcis som det var før! Tilsynet er dog flyttet og reglerne er indskærpet men INTET er reelt ændret. Sagerne kommer ikke frem - se arbejdsgangene er stadigvæk som før.

Oki, der er mere opmærksomhed på hvad er tilladt og ikke tilladt men når det kommer til stykket så handler de ansvarlige præcis som de altid har gjort, de slap jo før, og taler mere om at de ved hvad er tilladt. De kender spillereglerne:

Vi overholder alle gældende regler. Det dokumentere vi bare. Livet går videre.

Arbejdsmetoderne er det samme, Kommunerne accepterer forholdende - faktisk vil jeg med vores histori sige: Kommunerne skaber forholdene og betaler glædeligt. Folketinget er på sommerferie og efter valgrokaden slipper en del for denne ubehagelige område. Alt er som før, som det var i 2005.

Nye Politiker kommer til og efter noget tid indser de det som jeg skrev og glæder sig til at kunne give slip på området. Andre oplever at acceptere forhold som de selv kæmpede imod. Der er ikke andet for som ting er nu! Ingen kan bekæmpe det her alene.

Når der er fejl i 70-80% af sagerne, så står stor komplekse sager ikke en chance. Derfor vidste jeg at en anbringelse i vores sag nok ikke kan undgås - helt tilbage i 2011. Når 4 Ikea poser koges ned til 2 A4 mapper af Kommunen og Ankestyrelsen mod en mor - uden advokathjælp andet end til knude punkterne - så er vores retssikkerhed ikke eksisterende. Når børnesagkyndige ikke tør sige fra så bliver det kun værre for børnene.

Folketinget har vidst siden før 2009s undersøgelser  at anbragte ofte har funktionsnedsættelser. Men i anbringelsessager vurderes børns funktionsniveau med henvisningen til forældrenes funktionsniveau. Forældre evne undersøgelser og udredninger af børnene som er betalt af Kommunerne fremhæver Kommunens synspunkter - det er især grumt i sager hvor Kommunerne tager sig retten til at ekskludere forældrene. Afviser forældrene sådan en sær behandling så er hele systemet imod forældrene. Men når forældrene handlinger vurderes uden at være set sammen med barnet, men jvf. andres påstande og stedfastes igennem børnesagkyndige bør det ses efter!

Hertil kender ALLE til problematikkerne jvf. magtanvendelserne, ulovlige anbringelser, og decideret til at familier bryder sammen eller lever i fattigdom som følge af en kompleks sag. Alligevel er alle indsatser møntet på familiebehandling - der er ikke en eneste "behandling" som decideret har opgaven til at rette på Kommunerne. Værre er at ingen kan få en "behandling" hvis det er for noget som "skete" udenfor hjemmet. Faktisk er det sådan at der er kun "anbefalinger at hente" og behandlingen afgøres udefra om den vil afsløre Institutionssvigt.

Anbefalingerne forenkler området pga. press. Klagesystemet er nået dertil at den gentagende gange forklar reglerne! Børn anbringes på stribe når Kommunen dokumenterer at forældrene ikke samarbejder, men kan Kommunen også dokumentere at "samarbejdet" ikke blot var et "protest mod fejlbehandling"? 
Og når Kommunen selv vælger eksperterne er sagen reelt lukket. Når dette sker udefra at alle har en tiltro til at Kommunen vælger passende eksperter og sagen er forenklet således at redegørelserne passer med Kommunens udsagn ser ingen problemerne. Andet den forældre som stadigvæk protestere ... aah, de modabrejder nu.
Retssystemet og dommere aner ikke noget om handicap, funktionsnedsættelser eller pleje. De vurderer skyldt udefra personens opførelse. Og se dog de forældrer der, de protestere bare som alle skyldige.

I sådanne sager eksister der ingen handleplaner, evalueringer andet end i redegørelserne skrevet af Kommunerne. Her er hullet og beviserne - Kommunen og Opholdssteder misbruger reelt deres mulighed for at skrive alt i en redegørelse - og udlader sagens gang - ingen ser efter. Borgere høres sjælden, og hvis de er heldige at finde frem til disse redegørelser skal så skal de selv betale for at modbevise Kommunens påstande. At skaffe akterne tager ofte 6 måneder ad gangen. Til den tid er sagen slut.

Tilsynet, Nævnet eller Ankestyrelsen er hurtig til at fastholde klagefristerne er overskredet - de er ikke så villig til at inddrømme at de ikke læst journalerne, stillede spørgsmål eller glemt oplysningerne fra dem som de skal beskytte. Journalerne fremstår eksemplarisk det sagte og skrev Kommunen og sådan så det også ud ... 

Kommunens redegørelse gav noget mere mening end Borgerens vrøvlet historie. Ingen overvejer at Kommunen er erfaren og klienten ikke kender spillereglerne. Absolut ingen tager notits af at Kommunen reelt havde fået flere løftede pegefinger i en sag uden at ændre kurs eller inddrage eksperter eller at Kommunen kan finde på at fravælge eksperter de selv betalt uden at nævne det.

Forældrene fortæller at barnet mistrives, barnet siger det selv. Mange observere barnets mistrivsel. Folk alliere sig jvf. lønningsposen. Så enkelt er det.

Det acceptere vi bare. Alle mener så meget. Alt er i journalen, skrevet af Kommunen. Redegøreslerne giver jo mening. Og Kommunen er der for at hjælpe.

Jeg ved også at 5-8% af ALLE danske børn er i et anbringelse på et eller andet tidspunkt i deres liv, nogle hele livet. Det taler vi bare ikke om. Det er tabulagt.


Vi siger at vi ikke svigter dem, men ... HVORDAN kan vi være sikker? Medierne tager kun en sag ind i mellem.

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.