fredag den 26. juli 2013

Virker anbringelser? #LOS #KL #UVM #dkPol?

http://www.los.dk/aktuelt/nyt-fra-los/debatindlaeg/100126-samfundets-udgifter-til-anbragte-born-pdf
(er LOS ikke liiiidt inhabil, de lever jo af området og levere hva?)


Ny bog: Indvandrerbørn bliver fastholdt i en problemforståelse

Vidende bog om integration udfordrer den socialpædagogiske indsats.

fakta

Politiken synes
Bandeoptøjer og kriminelle etniske unge er ofte i medierne. Billeder af brændende biler sidder på nethinden.
Vi får præsenteret den samme historie igen og igen om manglende social tilpasning, om forældre, der ikke deltager, om opdragelse, der ikke fungerer, om kvarterer, der udnævnes til ghettoer, og om indvandrerdrengenes elendige skoleforløb.
Alt sammen historier om en integration, der er stoppet ved indgangen til samfundet – og hvor grupper af børn og unge hænger fast i marginaliserede positioner.
Og det er ikke, fordi der ikke er forsøgt gjort noget.
Kæmpe socialpædagogisk indsats
Integrationsprojekter er sat i søen i forhold til børn i vuggestue, børnehave, skole og fritidsinstitutioner – hvor fokus både er den enkelte og hele familien.
Social tilpasning er klart et erklæret mål for et samfund, der også lægger stor vægt på inklusion, uddannelse og at kunne klare sig selv som selvforsørgende.
Altså en kæmpeudfordring for den socialpædagogiske indsats over for grupper af etniske børn og unge, som indimellem ser ud, som om de heller ikke ønsker at indgå i samfundet på lige fod med andre.
LÆS OGSÅImamerne skal også udfordres
Som om de ønsker at være i opposition.
Men er det et rigtigt billede? Er de måske i opposition, fordi det er en rolle, de også får tildelt af pædagogerne?
En selvforståelse som problembørn
Bogen om et fritidstilbud med det fiktive navn ’Baglandet’ fortæller en historie i den retning.
På grundlag af syv måneders feltarbejde med observationer, interview og børnenes egne fotos følger forskeren tæt det hverdagsliv, der udfolder sig mellem pædagoger, psykolog og socialrådgiver – og en gruppe 10-17-årige etniske drenge, der er kommet til landet som de migranter, de er, sammen med forældre på flugt eller på jagt efter bedre vilkår.
Drengene er mere eller mindre henvist til institutionen, fordi den almindelige SFO ikke kan rumme dem, og nogle af dem har en dom for kriminalitet hængende over hovedet.
Det rystende i bogens dybdeborende analyser er imidlertid, at institutionen er med til at fastholde drengene i en selvforståelse som problembørn og nogle, der alene er til besvær.
På trods af erklærede pædagogiske principper fungerer kulturen i institutionen langt hen ad vejen med en anden og skjult dagsorden.
Vil bevare sin værdighed
Bogens styrke er den minutiøse afdækning af de institutionelle paradokser, hvor børnene bliver fastholdt i en problemforståelse, selv om den officielle logik taler om at få dem ud af den.
Institutionen er både en ’skraldespand’ for kommunen og et bagland for udstødte.
Drengene skal lade sig opdrage og udvise positiv forandring, de skal lade sig normalisere. De skal ud af en skæv løbebane og have andre kammerater.
Pædagogerne selv er tilbøjelige til at overdrive problemerne for at få accept og anerkendelse fra forvaltningen: Se hvor godt vi gør det – eller hvor svært vi har det.
LÆS OGSÅNydansker? Jeg er da ikke ny i Danmark!
Mens drengene i deres fotos snarere ser sig selv som almindelige drenge med interesser som alle andre børn – også selv om de er perkere.
Drengene selv opbygger en identitet som ’perker’, et udtryk, de har overtaget – også 17-årige Ahmed, der hele tiden skal forsvare sig over for danskere.
Og han udvikler netop en sådan perkeridentitet, hvor han kan bevare sin værdighed.
Bidrag til reflektion
Bogen er gennemført i sin kombination af konkrete iagttagelser og en teoretisk tilgang, der siger, at vi forstår hverdagen og handler i den ud fra kategoriseringer: Vi stempler og sætter i bås.
Det sker i ’forhandlinger’ og ved at opbygge institutioner, der skaber afmagt og roller, som vi så søger tilflugt i. Det er en social konstruktion af identitet – og den fungerer ikke, selv om retorikken på overfladen ser smuk ud.
Er der løsninger på de institutionelle paradokser? Bogen peger på flere, en af dem er at synliggøre ambivalenserne og inddrage drengene selv i en formulering af andre scenarier for deres liv.
LÆS OGSÅVelkommen til klubben for eliteperkere
Derfor er det en klog, vidende og meget perspektivrig bog, som alle inden for feltet kan have stort udbytte af.
Den er ikke hele historien om integration af etniske børn og unge, det foregiver den heller ikke.
Men den er et bidrag til vores nødvendige refleksion over, hvorfor vi bliver ved med at se de brændende biler og høre om grupper af indvandrerdrenge, der regulært synes at melde sig ud af fællesskabet med os.




V vil tvangsfjerne flere indvandrerbørn

Alle børn af indvandrerforældre, der opdrages til at afsky det danske samfund, skal tvangsfjernes mener Venstres integrationsordfører, der bakkes op af Bertel Haarder. De kender dog ikke problemets omfang, og Kommunernes Landsforening afviser at flere tvangsfjernelser vil hjælpe.

Hvis børn opdrages til at hade det danske samfund, skal de tvangsfjernes.

Ifølge integrationsminister Bertel Haarder (V) gælder det allerede for børn af etniske danskere, mens der findes en udbredt berøringsangst over for børn af indvandrerforældre.

Den berøringsangst vil ministeren gerne af med, så selv om tvangsfjernelse af børn fra hjemmet er noget kommunerne tager sig af, støtter han integrationsordfører, Irene Simonsens, opfordring.

Ifølge Jyllands-Posten foreslår hun, at der gøres en større indsats for at tvangsfjerne børn af anden etnisk oprindelse end dansk, der opdrages til at hade Danmark.

»Det er svært at skride ind overfor holdninger, men hvis de holdninger fører til at børnene ikke for lov til at have almindelig elementær frihed som danske børn og bliver undertrykt på forskellig vis, jamen så skal der skrides ind fuldstændig, som hvis det var en dansk familie, der gjorde det«, siger Bertel Haarder til Radioavisen.

Drejer sig om få familier
Irene Simonsen har ikke noget overblik over, hvor mange børn, der bliver anti-danskere gennem deres barndom.

»Jeg tror ikke det drejer sig om ret mange - jeg har ikke noget konkret tal. Men der eksisterer en lille hård kerne af familier, der giver udtryk for at hade Danmark. Vi har forsøgt at nå dem med både gulerod og pisk, men de er uden for pædagogisk rækkevidde«, siger hun.

Men Kommunernes Landsforening tror ikke på, at Irene Simonsens forslag vil gavne integrationen.

»Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at det overhovedet hjælper«, siger Henrik Skovdal, børnekonsulent i KL, til Jyllands-Posten.

For få plejefamilier
Der er i alt anbragt 14.050 børn uden for deres hjem, de fleste af frivillighedens vej. Af dem er forholdsmæssigt få børn med invandrerbaggrund, og det skyldes i følge Skovdal kulturforskelle og mangel på plejefamilier.

Netop sidstnævnte ser socialdemokraterne, som det største problem.

»Vi må først forsøge ad frivillighedens vej - før vi skrider til tvangsfjernelse. Kommunerne er derfor nødt til at gøre en ekstra indsats, for der er i øjeblikket ikke nok plejefamilier med anden etnisk baggrund«, siger Anne-Marie Meldgaard, socialdemokraternes integrationsordfører.

Udgifter til anbragte børn løber løbsk

Uden en drastisk indsats vil udgifterne til anbragte børn og unge i 2010 overstige, hvad det koster at få alle børn i Danmark mellem et halvt og ni år passet ude
12. oktober 2002

Kommunernes Landsforening slår alarm over stigningen i udgifterne til socialt udsatte børn og unge. Fremskrivninger, som KL har lavet i samarbejde med bl.a. Finansministeriet, viser, at en fortsættelse af de seneste tre års vækst i anbringelser af børn og unge uden for hjemmet vil indebære, at udgifterne stiger med 200 pct. fra 2000 til 2010 og ender oppe over de 20 mia. kroner.
Det vil være mere end, hvad kommunerne betaler for at få samtlige danske børn passet i vuggestue, børnehave eller skolefritidsordning.
I år 2000 var 12.500 – svarende til ca. én pct. – af alle danske børn og unge anbragt uden for hjemmet.
»Børn og unge med særlige behov æder i mange kommuner det økonomiske råderum, hvis ikke man laver nogle alternative løsninger. Det er det kommunale udgiftsområde, der er steget mest i de senere år,« siger Henrik Skovdal, konsulent i KL.
Den voldsomme stigning i udgifterne skyldes bl.a., at der har været øget politisk fokus på udsatte børn og unge i de senere år. Men en række kommuner har erkendt, at trods en øget indsats for at bryde den negative sociale arv, vender de anbragte børn og unge ofte tilbage til deres tidligere miljøer. En rapport har desuden fastslået, at der ikke kan påvises sammenhæng mellem øgede udgifter til forebyggelse og faldende udgifter til anbringelser.
»Presset på kommunernes økonomi gør, at man er så trængt på det her område, at man er nødt til at kigge på, hvad man rent faktisk får for de penge, man bruger på anbringelser. Presset kommer til at skærpe den socialfaglige indsats,« forudser Henrik Skovdal. Som et eksempel på nye veje kommunerne kan gå, henviser han til Horsens Kommune, hvor byrådet har vedtaget en besparelse på syv mio. kr. over seks år på anbringelsesområdet.
Forudsætningen for besparelsen er en total omlægning af anbringelserne. 20 børn og unge er hjemkaldt fra de steder, de har været anbragt, og skal nu bo hjemme hos deres egne familier. En yderligere reduktion i antallet af anbringelser skal ske ved, at et nyt projekt skal reintegrere børn og unge i byens folkeskoler.
Landsforeningen af Opholdssteder (LOS) finder kommunernes fremskrivning af anbringelsesudgifterne uholdbare, bl.a. fordi den politiske fokus på området højst sandsynligt er vigende, og dermed også udbygningen af området. LOS frygter, at det vil betyde dårligere tilbud til udsatte børn og unge, hvis kommunerne i stigende omfang hjemtager børn og unge eller beholder dem i hjemkommunerne.

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.