lørdag den 25. oktober 2014

Om prøvelse i sager om anbringelse af børn. Af Hanne Ziebe, advokat #dkPol @manusareen #odense #holstebro #midtjylland


Om prøvelse i sager om anbringelse af børn.

Praksis på anbringelsesområdet: 

En dommer i en kommune i det sydlige Jylland sagde for nyligt under et møde i kommunens børn- og ungeudvalg følgende: ”Det er meget utilfredsstillende, at advokaten og vi andre ikke har fået sagens akter. Men nu vil vi kraftigt henstille til, at kommunen husker at fremsende sagsakterne til næste møde, når sagen skal genbehandles om to år”. Med disse ord, blev den lille dreng tvangsanbragt i to år.

Af øvrige eksempler fra min praksis fra september måned i 2014:

Holstebro Kommune valgte at anbringe nogle børn, først i forhold til moderen, og en måned senere kunne faderen komme ind og få prøvet hans sag. Her blev det besluttet, at børnene også skulle anbringes i forhold til ham.
Faderens sag var således reelt afgjort en måned inden, han kom til mødet og havde ikke en oplevelse af, at han kunne få prøvet sin sag, der var jo truffet beslutning om anbringelse af børnene under moderens sag. I denne sag var man på denne måde kommet til at anbringe forældrene i stedet for børnene, og sagen har nu to genbehandlingsfrister i forhold til børnene.

I Odense kommune blev det ikke anset for et problem, at et byrådsmedlem, der skulle godkende en beslutning om anbringelse af et barn, havde en endog en meget klar holdning til moderen.

Efter at moderen var afhørt på mødet, og advokaterne var kommet med deres afsluttende bemærkninger, rejste byrådsmedlemmet sig op og sagde henvendt til min klient: ”Jeg er godt nok træt af dig”. Han henviste videre til en lang række telefonsamtaler og en e-mail korrespondance, som han igennem længere tid forud for mødet havde haft med moderen. Efter et par minutters enetale blev han stoppet af dommeren. Moderen blev derpå til et venterum, så udvalget kunne træffe beslutning. Dommeren meddelte kort efter, at udvalget enstemmigt havde besluttet at tvangsfjerne barnet. Moderen havde ikke en oplevelse af at have fået en retfærdig prøvelse af anbringelsen af hendes søn. For det første fordi et af udvalgets stemmeberettigede medlemmer åbenlyst havde tilkendegivet, at han ikke kunne lide min klient. For det andet fordi han tog det sidste ord i sagen og procederede mod min klient og således fik en platform til at påvirke de øvrige medlemmer. Dommeren afviste at det pågældende var inhabil under sagen.

Den sidste sag jeg vil nævne, er en sag fra en midtjysk kommune. Her har et ung par kæmpet for at komme i kontakt med kommune, for at få kommunen til at aflevere deres børn tilbage. Kommunen fik godkendelse til at anbringe børnene i et år, og det år er nu gået. Der er ikke truffet nogle afgørelser eller aftaler, der kan lovliggøre anbringelsen af børnene. Forældrene har fået at vide, at sagsbehandleren har været på ferie, og at kommunen vil se på sagen engang i november.

Dette er alene afgørelser fra min kalender i september måned. Jeg mener dog, at ovenstående giver et ganske godt billede af, hvordan forholdene generelt ser ud på anbringelsesområdet i Danmark

Afskaffelse af ankeadgang

I juni 2014 vedtog folketinget lov nr. 737 om ændring af bl. a. retsplejeloven og serviceloven. Baggrunden var en ”modernisering og effektivisering af sagsbehandlingen ved domstolene”. Dette skulle blandt andet gennemføres ved at begrænse retten til at anke.

Krav under 20.000 kr. og sager, der ikke ser ud til at kunne vindes, skulle afskæres fra retten til at anke. Folketinget fandt, at sager om tvangsfjernelse af borgernes børn skulle henregnes blandt disse bagatelsager, hvor retten til at anke blev ophævet, således at anke fremover kun kan ske under ganske særlige omstændigheder og med procesbevillingsnævnets tilladelse.

Ovennævnte skal ses i sammenhæng med, at danske domstole sammenlignet med domstolene i andre europæiske lande er blandt de mest skrabede. Domstolsstyrelsen har i ”Status af Domstolsreformen” fra april 2009 fremlagt statistik, som viser, at danske domstole allerede dengang hurtigst kunne afsige flest afgørelser for færrest penge med færrest dommere i forhold til de øvrige nordiske lande.

Folketinget kunne i stedet have valgt at ansætte flere dommere i Landsretterne, hvis det blot var sagsbehandlingstiderne, der skulle reduceres.

Da Karen Hækkerup fremsatte forslaget til ovennævnte lov, blev dette ligeledes begrundet med, at det var meget få afgørelser, der blev ændret i Landsretten.
Ministeren henviste til, at det kun var 2% af tvangsfjernelsessagerne, der blev omgjort af landsretterne. Af samme lovforarbejder fremgår det nærmere, at det er mellem 4,3 og 2,1 procent af sagerne, der omgøres af landsretten. I 2013 blev 10 af de sager, der blev anket til landsretten, ændret af landsretten, en ankemulighed der fremover afskæres.

Retspraksis
De lave omgørelsesprocenter skyldes ikke nødvendigvis, at sagerne ikke burde være anket. Årsagen kan meget vel være, at sagerne – efter min opfattelse – hidtil har fået en meget summarisk og overfladisk behandling både ved de administrative myndigheder og domstolene:

I en dom fra Østre Landsret (afd. 6. B-1718-09) anmodede en advokat om, at der skulle afsættes 4 timer til sagen, som vedrørte tvangsfjernelse af et barn. Han ville blandt andet afhøre det anbragte barn. Derudover ønskede han enten en afhøring af sagsbehandleren eller en skriftlig redegørelse fra denne.
Dette protesterede Kammeradvokaten imod.

Landsretten bemærkede hertil, at ”sædvanlig tidsforbrug i tvangsfjernelsessager er 1½ timer, hvorfor en berammelse på 2½ time må anses for fuldt tilstrækkeligt.”

Det blev bestemt, at barnet ikke skulle afgive forklaring. Landsretten begrundende dette med, at ”domstolene foretager en legalitetsprøvelse af Ankestyrelsens afgørelse”. Landsretten afskar også advokatens øvrige begæringer om bevisførelse. Landsretten udtalte herom: ”Der er ikke fremkommet oplysninger, som giver retten grundlag for at indkalde vidner eller indhente en erklæring fra den pågældende”.

Denne afgørelse har fået præcedens i dansk ret. Derfor bliver der i praksis, aldrig ført vidner i børnefjernelsessager, og sagerne køres oftest igennem ved domstolene på omkring 1 time. Dette hænger sammen med, at domstolene alene foretager en ”legalitetsprøvelse” og således ikke tager stilling til, om tvangsfjernelsen overhovedet er rimelig.

En legalitetsprøvelse er en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens kompetence mv. Der bliver således ikke ved retten taget stilling til, om det er hensigtsmæssigt eller bedst for barnet, at barnet skal være tvangsanbragt. En advokat der skal procedere i en anbringelsessag, skal altså ikke sige, at det er bedre, at barnet kommer hjem, fordi.... Her skal i stedet blot procederes på, at kommunen ikke har hjemmel til anbringelsen. Domstolsprøvelsen bliver af de anførte grunde oftest irrelevant, idet der reelt ikke sker en prøvelse ved domstolene af, hvorvidt tvangsfjernelsen er hensigtsmæssig eller ikke.

Betragtningerne ovenfor kan virke meget teoretiske. Det har imidlertid meget stor betydning, om det i anbringelsessager kun kan prøves, om dommeren er dommer, og loven er ”lovlig”, eller om der i stedet prøves, om sagsbehandleren har truffet en fornuftig og god beslutning. Det er disse forhold, som fører til, at dommeren i Landsretsafgørelsen citeret ovenfor ikke finder det er nødvendig, at der skal foretages afhøringer af barnet eller af sagsbehandleren – dommeren skal kun undersøge om Ankestyrelsen har truffet en legal beslutning.

Prøvelsesadgangen i anbringelsessager

Landsretsafgørelsen omtalt ovenfor har - desværre – påvirket behandlingen af børnefjernelsessager i alle instanser i anbringelsessager:

Når kommunerne vil anbringe et barn, er det kommunen, der træffer afgørelsen. Hvis borgerne ikke er enige i denne beslutning, skal sagen forelægges for Børn og Unge-udvalget. Her er det nogle medlemmer fra byrådet, der får sagen præsenteret, og som skal godkende beslutningen.

I børnefjernelsessager har borgeren ligesom i andre sager ved offentlige myndigheder lov til at tage en advokat med til møder ved kommunen og ankestyrelsen. Ankestyrelsen har de senere år nægtet at aftale tidspunktet for møder med borgeren eller dennes advokat. Møderne gennemføres uden hensyn til, om borgeren eller dennes advokat har mulighed for at være til stede. Er borgeren – eller advokaten – forhindret i at møde for eksempel på grund af sygdom, eller berammelse af andre møder, gennemføres mødet alligevel. Denne usædvanlige praksis følges ikke af andre myndigheder som for eksempel SKAT eller domstolene, hvor møder aftales med borgerens advokat. Praksis udhuler princippet om frit advokatvalg, der gælder de fleste steder i verden, idet borgere i børnefjernelsessager tvinges til at vælge en advokat, der har så god plads i sin kalender, at advokaten med et meget kort varsel kan indtræde i sagen. Praksis med ikke at beramme med advokaterne, bliver i stort omfang ligeledes også fulgt i børn- og ungeudvalgene. Da kommunerne i stigende grad pålægger borgerne selv at betale for advokatens rejse, og da de færreste forældre til tvangsfjernede børn har mulighed for selv at betale advokatens rejse, indsnævres advokatvalget yderligere.

Under sagens forberedelse ved kommunen eller ankestyrelsen fremsendes sagens akter normalt så sent til borgerens advokat, at advokaten i praksis ikke får mulighed for at begære yderligere undersøgelser eller yderligere oplysninger for eksempel fra kommunen. Advokaten har ikke mulighed for at indkalde vidner til mødet og forældrenes advokat har ikke mulighed for at stille barnet spørgsmål. De sagsakter der tilgår sagen, er de akter kommunen vælger at fremlægge for udvalget. Der er således ikke tale om samtlige sagsakter. Det er flere gange set, at kommuner får udarbejdet psykolograpporter på baggrund af sagsakter, som forvaltningen egenhændigt sender til en psykolog. Denne psykolog har ingen kontakt til forældrene, og forældrene informeres ikke før rapporten fremlægges op til mødet. Psykolograpporter er i høj grad bestemmende for, om et barn skal anbringes eller hjemgives.

Ankestyrelsens prøvelse af beslutningen om anbringelse af børn, om afbrydelse af kontakt mellem forældre og børn eller beslutningen om at forsøg på hjemgivelse (videreførte anbringelser) konstatere jævnligt alvorlige fejl i kommunernes afgørelser. I september 2014 har Ankestyrelsen offentliggjort en rapport, som viser, at loven ikke blev overholdt i 39% af en række sager behandlet ved kommunerne, som Ankestyrelsen havde undersøgt, enkelte kommuner har haft fejlprocenter på over 80. Ankestyrelsen nøjes sædvanligvis med at rejse kritik men en sådanne medfører kritik men ikke ugyldighed af afgørelsen. Opretholdelse af anbringelse videreføres på trods af ofte meget alvorlige fejl.

Hvis borgerne ønsker at gå videre med sagen, skal den indbringes for byretten. Det er mit indtryk, at der er stor forskel på, i hvilket omfang der foretages en fuldstændig prøvelse eller alene en legalitetsprøvelse ved byretterne. Under alle omstændigheder vil Byrettens afgørelse fremover normalt ikke kunne ankes.

Det store ansvar

På den ene side er det vigtigt at beskytte børn mod overgreb fra forældre, der ikke kan tage vare på børnene. På den anden side er det mindst lige så vigtigt ikke at anbringe børn, uden der er god grund til dette. SFI har i flere undersøgelser påvist, at en anbringelse ikke er løsningen på et problem, kun starten på det. Anbragte børn har som voksne, en dårligere skoleuddannelse, flere psykiske problemer og mindre kontakt til deres familier end personer, der ikke har været anbragt uden for hjemmet i deres barndom. Det kræver i det hele taget en rigtig god psyke at tåle at blive anbragt.

Retsgarantier er en sikring for at vi træffer den rigtige afgørelse. Det kan være dyrt at få prøvet en sag i flere instanser. Det kan være besværligt at høre dem der har en anden mening. Der kan være tidskrævende at få en sag oplyst, så alle aspekter kommer frem. Men en så stor beslutning, som det er at tage et barn væk fra dets familie og placere det i kommunalt regi, vil, hvis vi træffer en forkert beslutning, komme til at koste meget mere.

Derfor mener jeg, at det er særdeles kritisk, at samtidig med, at man accepterer en meget høj fejlprocent i anbringelsessager vælger at begrænse prøvelsesretten indenfor anbringelsesområdet.

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.