søndag den 15. februar 2015

Folkehøring status på Menneskerettigheder i #Danmark#handical #skolechat #odense #aarhus #aalborg #københavn


http://menneskeret.dk/nyheder/danskerne-hoeres-menneskerettighederne

Er her nogen fra Odense som deltager i Aalborg, Århus eller Kbh?
Er der andre som ved hvad Amnesty laver / vil lave skriftelige indberetninger til denne høring - tænker det som Amnesty havde til årsmøde sidste år kan være en ide? Jeg kan ikke finde det referat lige nu, men der var gode aktuelle historier!
Problemet med denne høring er dem som skal høres har ikke selv ressourcerne til at aflevere deres synspunkter. Trods disse kan gøres skrifteligt per email senere eller til møderne. Faktisk ved flest ikke engang det sker ... udefra det handicap grupper og udsatte grupper jeg ser på nettet. Det er en langsommelig process og hvis vi ikke aflevere til februar eller som organisation til juni høres vi ikke i denne omgang. Jeg ser ikke meget aktivitet fra diverse handicap organisationer, eller foreninger som arbejder med disse sager eller kommer i kontakt med borger.

Læs mere om folkehøringerne og Danmarks eksamination her.


Har du ikke mulighed for at deltage i en folkehøring, kan du sende dine kommentarer til os på minmening@humanrights.dk senest 26. februar 2015.

Alle organisationer har mulighed for at sende en rapport til FN i forbindelse med Danmarks eksamination. Hvis man skriver på vegne af en enkelt organisation, må rapporten højst være fem sider. Hvis flere organisationer skriver sammen, kan rapporten være op til 10 sider. Deadline for de såkaldte parallelrapporter er 22. juni 2015, og de afleveres afleveres her. De nærmere retningslinjer for paralellrapporter kan læses her.

Endeligt lidt trist - for vi bruger f. eks isolation rask væk blandt udsatte børn. Og Kommuner udnytter huller i loven at det "er tilladt" på institutionerne der er privat eget mens præcis det samme ikke må bruges på sygehuse.

Værre er at vi skriver isolation anvendes ikke men borger fortæller jvf reporter hvordan de synes det er at være isoleret som del af en behandling / fængselsophold. Og så er det hverdagsfortællinger jvf alm akutte udrednigner af børn, sårbare børn.

Faktisk, fortalt den psykiater ved Amnesty's årsmøde hvordan han medicinere mennesker for at få dem igennem sådan noget - min etiske gener ryster endnu. Hvordan kan det være han medicinere et narkomisbruger, psykisksyg kriminel på den måde for at holde en isolationsdom ud? Og så en type behandling vi raportere der ikke anvendes da isolation ikke bruges i landet? Så, har kommuner en del enkeltmandsprojekter de betaler for - afslørede af dr.dk som drevet af plattenslager.
Isolation må kun anvendes til afrusning - og klart fortalt sagens fremstilling der om månedsvis af medicinering for at overleve tortur iværksat af en dommer? Er andre klar over hvad der forgår derude? Jeg tror ikke de er for så vil de ikke acceptere dette. Desværre ses det samme ved anbragte børn og asylbørnene. Kan vi tillade disse menneskers historier ikke når frem til denne høring? Eller VÆLGER vi at de ikke må høres?

Hvad med børn der får 60 dages sommerhus ophold (bemærk igen kun 14 dage er tilladt jvf magtanvendelses bekendtgørelser som skrevet på socialsyrelsens hjememside. Og kun hvis der er tale om "narkounger som skal afruses". Men der er flere sager hvor børn lander i isolation som vi reportere ikke bruges i landet) eller flere år på interne skoler hvor ganske alm. børn placeres uden kontakt til jævnaldrende, trods psykolog rapporter som beskriver barnet har en god udviklingspotentiale strander børn der?

Alt dette UDEN at Ankestyrelsen eller Kommunen reagere, eller først reagere efter gentagende ganges klager fra bekymrede personer. Og dette sker trods klare lovgivning som siger f. eks skolegang skal være på plads inden 14 dage - hvor klagen ingen virkning har jvf. barnets situation eller klagenævnet ikke opdager der er tale om ulovlig isolation eller tale om PPR svigt, fordi de er vandt til at se det som del af en anbringelse? Eller misinformeres fordi familierne ikke har adgang til akterne eller får så meget at de ikke kan følge med i sagen? Eller hvor familierne taber pusten og straffes ved at de stemples usamarbejdsvillige hver gang de klager?

Vel og mærke er en anbringelse ofte i led af børns behandling, helt uden lægelig supervision. Er sådanne anbringelser i heltaget LOVLIG? Ja, det er - men er det også metoder som er værdig for familier med handicappede børn?

Disse "professionelle pleje instanser" skulle få et barn integreret i samfundet. Aviserne beskriver at det sjælden eller aldrig lykkes og barnet senere "beskrives som en voksen der er problemet". Men for at fjerne fokus, tænker jeg om det "behandling" forældrene under tvang og via retten sanktioneres til har den virkning som tiltænkt? Eller er der mere eller mindre er eksperimentale behandlinger, udført af ufaglærte og pædagoger uden opsyn, uden mål eller evaluering andet vurderinger skrevet af ansvarlige som ikke engang ser barnet?

Jeg tænker hvor mange menneskerettigheds paragraffer brydes i disse sager, hvorfor menneskerettigheder ikke er del af disse sager og om staten kan tillade og må vælge "et barns behandling" udefra det kriterium "for barnets bedste" helt uden at forældrene har mulighed for at vælge anden aktør? Er kommunen inhabil hvis der er en tvist om hvilke aktør en familie ønsker? Hvordan sikrer vi både familien og kommunen i disse sager ... uden at stå med børnesager som beskrevet i avisen hvor opholdssteder og kommunen i årevis "fejlhåndtere" et barn. Det samme gælder for folkeskolerne. Er det rimeligt at børn, ekeltsager tager 2-3 år før en fejldiagnose tales åbent om, kan disse sager gentages uden at familiernes retssikkerhed er på plads? Hvem har ansvaret?
 


Fagpersoner i børnefaglige undersøgelser er "oftest" konsulenter. Konsulenter ansat af Kommunen - og værst af alt som havde et barns sag i flere år inden barnet blev anbragt. I realiteten ikke har de ikke det faglige kundskaber som psykologer og læger har, men en uvurderlig ekspertise. Men, ansætter kommunen konsulenter bevidst for at få ret? Hvad sker der i sager hvor en konsulent vælger løsninger og en familie påpeger det ikke fungerer? Hvordan er forældrene stillet i sager hvor Kommunen vælger eller fravælger fagpersoner - samtidig helt og aldeles belyser sagen uden at familierne har adgang til sagsakter, og værre uden at familier kan få barnet tilset af fagpersoner familierne selv vælger? Kan der opstå et problematisk situation hvor Kommunen bevidst, og trods gentagende advarsler, vælge fagpersoner som ikke har kendskab til specifikke målgrupper?  Kan, grundet at kommunen selv skriver sagen opstå situationer hvor familier med handicappede børn ender bevidst fejl behandlet?




Når 10 års behandling er gået har disse børn ingen de kan klage over. Som vi ser i sager ved ligestillingsnævnet. Sagerne tabes på stribe - både der og i landsretten. Behandlingerne ordineret af Kommunen, udredt af kommunen og ofte slet ikke beskrevet som nødvendigt af psykologer som havde sagen da sager startede - men hvor psykologen "oftest ulovlig" ordinere en anbringelse. Hvor ingen psykolog uvildig følger barnets udvikling?

Og nye psykologer ikke evaluerer barnet og om der i heltaget er tale om en rimelig behandling, de ser på et øjebliksbillede af det barns funktions niveau. Det er efterhånden almen at børn ses en time, behandles flere år og så vurderes og visiteres af socialrådgivere til videre behandling.

Ingen psykolog følger disse børn, dem som fra kommunen er sat på sagen ser ikke engang de børn de placerer men de skriver vurderinger og mange vurderinger. Foreninger til handicappede har ikke resourcer til at håndtere udsatte handicappede - men efterhånden beskriver f. eks autisme foreningen at deres medlemmer for en urimelig behandling. De er klar over deres egen medlemmer udsættes for anbringelser og det klar forskel der engang var mellem at være udsat og medlem af deres forening forsvinder. Flere foreninger observerer at de familier som kommer i klemme hverken drak, bruger narko eller lign - men f.eks som ordblinde foreningen skriver, de kan ikke vurderer sagerne med udsatte børn. Betyder det således at anbragte børn slet ingen handicap hjælp får? Hvad sker der så for handicappede børn der bor hjemme - ender de anbragt grundet nedskæringer? Hvor vil Kommunerne placere de Inklusionsbørn som ikke klarer deres alm. lokale skoler når alle specialklasser er lukket - hvem skal de ansætte til at passe på disse børn?

Profesionelle plejefamilier omtales - men hvis disse plejefamilier klager over det samme som forældrene i årevis har klaget over - hvordan vil vi så sikre børnene? Ligestillingsnævnet er lige så kedelig: Trods at det kan påvises at et barns skolegang ikke var optimalt så gives der ikke dispensation til handicappede ved højere instanser. Tænk, forældrene og aviser fortæller at de i mange år kæmper for ordblindehjælp, ikke får det nødvendige hjælp - trods at Ministerier i årevis påpeger at kommunen skal tage ansvaret så er deres børn livsvarigt dømt ude. http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1040&type=Afgoerelse Ordblindhed behandles trods mange års inklusion på samme måde som for 30 år siden. Nu er testen fornyet men problemet er faktisk at ingen sikrer disse børn faglig kvalificeret undervisningen og de får ikke hjælp senere. Vil du stå sådan hvis du havde en medfødt handicap?

Og socialrådgivere som ikke fastholder mål, handleplaner eller sikrer anbragte børn et værdig kontakt med omverden f. eks folkeskolen og alm. fritids aktiviteter er efterhånden en hverdagssyn. Det er nu efterhånden normal at børn placeres på tvindskoler hvor de afholder deres egene interne eksamener, oplympiader, motorcross mm i over 10 år indtil de er 23? Børn som selv VUC's D-linie ikke ønsker at tage imod?

Hvor disse børn efterlades hos kommunen igen uden at nogen har ansvaret for deres mangle på almen daglige færdigheder eller manglende skolegang. SFI beskriver problemerne ... faktisk helt siden 2003 for ordblinde ... uden at vi ser andet end den ene efter den anden avissag.



Vi skal huske der er tale om børn som anbringes som 10 årige - kan barnet selv tage ansvaret når de kun er 10? Hvor forældrene trods gældende lovgivning ikke har noget at sige hverken om barnets skolegang eller fritid begrundet i at barnet er anbragt eller når Kommunen vælger et upassende skoletilbud og klagen forsvinder i en klagegang som er ugennemskuelig og træg - oftest med forældrene som "årsagen" hver gang der er problemer. Men, det som ses oftere er at forældrene ikke må gøre opmærksomme på "problemerne" og at samvær og anbringelser bruges som "trussel" hhv udefra om barnet er anbragt eller i hjemmet. Værst er at opdage hvor ofte de stor sager er præget af decideret lovbrud. Både, det skjulte telefonisk samtale som "drejer" sagen men også klar brud på ganske klokkeklar lov og vejledninger dertil. Det er altid forældrenes ansvar - men er forældrene beslutningstagere? Nej, det er Kommunen. Forældrene skal "samarbejde". Men, hvad er det som lige sker når forældrene ovenikøbet risikere at deres børn anbringes ... hvis de ikke samarbejder?
Avisager fra autisme foreningen forklarer deres medlemmer får sanktionerne f.eks unge og forældrepålæg mens aviserne beskriver at kriminelle børn ikke får disse sanktioner. Det er et meget væsentlig problem som jeg siger det: Misbruger kommunerne disse sanktioner for at få forældre hvor børn har handicap til at samarbejde omkring tiltag, tiltag som oftest ikke bør gives under tvang?

Kan handicappede børn håndteres som kriminelle - og er det i heltaget mennesker værdig med forældre og unge pålæg hvor kriminelle børn sanktioneres uden at løse årsagen til deres problemer? Alt hvor en socialrådgiver egenrådig vælger fremgangsmåderne - ansætter og forsvarer hendes valg og værst af alt "dommer" forældrene ude af børns hverdag og liv.

Her tænker jeg om deres uddannelse er kompetencegivende og om de skelner i årsagerne vs virkning? Kan en socialrådgiver som mangler vider vælge uhensigtsmæssige løsninger og når det sker - hvad sker for disse børn?

Retssystemet opdager hellere ikke om der er tale om et person med stor handicap før alt for længe ind i et forløb når dialogen er baseret på at sanktioner adfærd.
Jeg tænker også om advokater kan/vil via høringen belyse der er stor problemer. Men det er svært for ikke mange ved det her sker - og meningen med sådan en høring er at befolkningen får en mulighed for at deres syn på f. eks inklusion, hjælp og støtte videregives. Disse mennesker har ikke ressourcerne at videregive deres historier således at disse belyser problemernes omfang. De kæmper i forvejen for overlevelse i et system hvor de mere eller mindre er gidsel af deres egen situation - som er en økonomisk gevindst for kommunerne og alle kommunens andre aktører mens de familier bliver mere og mere udsat ... som måles jvf dårlig helbred, manglende skolegang, manglende forsørgelses grundlag - alt i alt er udviklingen som kommunen år efter år påstår bør ske noget som hellere ikke ses. Tværtimod ses kun øjebliksbilleder - og det er tydeligt disse mennesker har brug for hjælp, og sagerne bliver dyrere og dyrere.

fredag den 13. februar 2015

Det vil også være min hypotese skriver psykologen #gifted #mentiqa #2ekids #friday13th

 







Kære Mor

Jeg har forsøgt at kontakte dig telefonisk i dag, så vi kan få drøftet forløbet af kompetenceundersøgelsen.

Jeg har også læst dine mails igennem igen - og udover nogle spørgsmål til forståelsen har jeg også en del andre spørgsmål omkring i forbindelse hermed. Men det må vi tage “in person”.

Og så har jeg læst journalakter igennem - herunder blandt også den psykologiske undersøgelse af drengen. Jeg kan fint følge dig i, at han er en dreng med særlige forudsætninger eller “gifted child” - Det vil også være min hypotese, men jeg mangler imidlertid nogle af de tests, som tidligere af taget af ham. Jeg kan se, at du et sted refererer til et Raven resultat. Ligger du inde med nogle af disse undersøgelser? I så fald vil jeg gerne have et kopi af disse.

Endelig skal jeg jo være med til nogle af jeres samvær - og det skal vi også have planlagt.

Så summa summarum - vi må tale sammen. Hvornår træffer jeg dig bedst?

Venlig hilsen god weekend





torsdag den 12. februar 2015

#Ordblind får medhold. Men bemærk IKKE hvilke specialklasse eller skole ... det er hullet!

http://www.tveast.dk/artikler/familien-marqvorsen-vi-haaber-holbaek-kommune-laerer-af-vores-sag Kommunen forklarer - men hold da op hvordan kan udviklingen være så langt bagud? Se filmen i bundet af den link!




Klagenævnet for Specialundervisning har givet en familie fra Vipperød medhold: Holbæk Kommune tog fejl i sag om skoletilbud til deres ordblinde datter.
Familien Marqvorsen forstå ikke, hvorfor der skulle en afgørelse fra et klagenævn til, før Holbæk Kommune indså, at Sara havde brug for et bedre skoletilbud.
Sara Maqvorsen er ordblind og trods hendes 14 år, læser hun som en elev i 3. klasse og staver som en i 2. klasse.
Alligevel har Holbæk Kommune og Kildevangen Skole i Vipperød ikke henvist hende til en specialklasse eller specialskole.
Men nu har Sara og hendes familie fået opbakning fra Klagenævnet for Specialundervisning - Holbæk Kommune burde have henvist Sara til et specialtilbud og ikke lade hende fortsætte i en almindelig folkeskoleklasse.
Nævn: Fagpersoner skal undervise Sara
- Jeg synes, det er fuldstændig unødvendigt, at det skal nå så langt ud, før der kommer en løsning, siger Sara Marqvorsens mor, Hanne Marqvorsen og fortsætter:
- Altså, der er kun en taber her, og det er Sara.
Nævnet skriver også, at Sara Maqvorsen er ordblind i en middelsvær grad, og at hun har brug for, at fagpersoner med kendskab til læse/stavevanskeligheder står for undervisningen af hende.
Efter et efterår, hvor Sara Marqvorsen virkelig ikke ville i skole og til sidst endte med at blive hjemme, er hun nu begyndt i 8. klasse på en efterskole for ordblinde i Skælskør.
Familien Marqvorsen ved endnu ikke, om Holbæk Kommune har tænkt sig at tilbyde hende et andet specialtilbud, eller om den mener, hun skal fortsætte på efterskolen.
- Der er jo stadig nogle år tilbage af Saras skolegang, så hvad planen er efter sommerferien, det ved vi ikke endnu, siger Hanne Marqvorsen.
Mor håber kommune lærer af fejlen
Hun er ked af, at hendes datter har haft så mange nederlag i folkeskolen i Vipperød uden at kommunen greb ind, men hun håber, afgørelsen kan få betydning for andre ordblinde børn.
-  jeg håber, der kommer en anden  praksis på området, og jeg håber, man begynder at lytte tild e børn, som virkelig siger fra og får ondt i maven, så man får sat ind, inden de mister modet, siger Hanne Marqvorsen.
Se, hvad Holbæk Kommune siger til afgørelsen fra Klagenævnet i indslaget

tirsdag den 3. februar 2015

Skak: Rokade for der kommer balade




I går havde vi vores sædvanlig samvær. Det er sat til 1½ time hver tredjie uge men heldigvis kom opholdsstedet 45 minutter før tid! Tænk at efter 2 år, 7 retssager nået de at give os 30 minutter mere hver 3. uge og så skete en lille mirakel i går: Sneen gav os 45 minutter ekstra!

Sært var det da manden fra opholdsstedet vil smide barnet af og skulle hurtigt køre videre - for se, vores samvær er altså overvåget! Regler som vi skal overholde, som vi kan straffes for hvis vi bryder dem ... sådan rigtig straf ... med politi og det hele.

Jeg var dermed nødt til at hidkalde ham og pointere foran mit barn at vi "ikke må være alene sammen". Det var pinligt.

Mere grotesk er måden overvåget samvær iværksættes, hvordan en familie fastholdes i det - tænk Barnets Tarv? Hvordan ved den person som arbejder fast der hvor han bor, som bare en af 6 børn, ikke at han ikke bare må køre fra os? Hvad hvis jeg var en skidderik?

Det er nu ikke den første gang det skete ... han kom tidligere pga. sneen men det bedste er at opholdsstedet har tilbudt os "weekend overnatninger" hvis vi vil samarbejde - helt udenom kommunen, kort efter de beskrev alverden ting om hvorfor alt samvær med mig bør afbrydes. Herudover ved vi jo at Kommunens medarbejdere er i den grad ikke indstillet på noget som helst jvf. udvidede samvær eller overnatninger.

Hvordan det hele hænger sammen kan jeg ikke helt forstå. En ting er sikker: Jeg rokerede temmelig hurtigt, indtog rollen som "anden aktor" og underholdt ham mens min børn fik søskendetid. Jeg kun se at her skal jeg lave en ekstrem rokade før balladen.

Senere på dagen spillede vi skak. Fuldt overvåget at "damerne" ansat af kommunen til opgaven, deres kuglepen og skriveblok. Ind i mellem smider ejg noget kommentar til dem - for provokationsskyldt, da det hele forestilling er så latterlig - komisk. Se mit andet barn bor hjemme, fik samværs overvågning løftet mod at det skal massiv overvågning på min yngste. Barnet som ingen andre ser, end dem fra opholdsstedet og en intern skole. Hans fritidsting har  nu i 2½ år været yderst begrænsede og slet ikke noget af det vi plejede ... men så spillede vi skak. Der var endeligt tid til hygge, fordi det sneede!

Det var så første gang i 2½ år vi så spillede skak sammen, da vores samvær altid er for kort og opholdsstedet/kommunen ikke tillod at han gik til skak. Faktisk skrev de ved anbringelsen at han var isolerede og ikke havde fritidsinteresser mens vi kun bevise det modsatte. Kommunen tilføjede ingen rettelser til vores sag, for ellers havde de ingen sag. Kommunens tvangsudredning er endeligt ugyldige . men som ved alle sager som vores halter det med retssikkerhed. Ingen hjælper familierne og vores taletid er baseret på at alt kommunen beskriver er 100% faktuel - alle ved det er 80% fejlfyldt men ingen gøre noget ved problemet.

Men skak er noget han lært dengang han var i børnehave. Vi spillede ikke intensivt, men for sjovt. Andre som spillede med havde nok ikke helt følt at det var "bare for sjov" men de kender så hellere ikke vores venner som spiller "rigtig skak". Han brugt mange timer på at lære hans ven spillets regler, og frustrationen var det samme hver gang de startede forfra. Vennen kun ikke lære skak - så de fandt på at tegne sammen. Det kun hans ven ... uden at skulle huske regler. De legede mange timer på den måde. Hvor min dreng altid prøvede at lære ham skak ... og måtte sande det tager tid. Vi mødre grinede ofte over vores børns forskelligheder. Og når de to skulle afledes var vi klar med noget nyt.

Skak var nu også hans favourit kl 5 søndag morgen hvor jeg så ofte var så morgentræt at jeg mere end en gang væltede spillet! Han er problemknuserhjerne lært så at huske "opsætningen" efter den sidste træk, "udenad". Senere fik vi Chessmaster og spillede af og til, dog ikke regelmæssigt, som vi nu havde lyst. Men det sjov er han kan ikke gøre det når vi beder ham om at huske ting ... sådan er der så meget.


Jeg kan ikke finde min dagbog af 2007 men husker hvordan min børn spillede deres første tournament og hvordan skaklederen ved Aalborg Universitet vidste lige præcis hvordan alle motiveres, uden at "føle sig som en taber". Bedst er jeg husker hvordan min dreng insisterede på at have en hvid skjorte på den dag! Vi har jo ikke alle det ambitioner om at blive danmarks mester i skak og vi præstere ikke alle konkurrence mæssig lige - det er ikke vores stil -  men vi elsker spillet. Vi spiller ind i mellem ret godt, og for sjov. Han spiller klart ekstrem godt hvis jeg tænker hvor lidt tid han endeligt bruger på "spillet". Og kan mærke han ikke vil lære "mere" udefra en bog, men trænger til socialt skak.

(Jeg var kærester med en Danmarks Mester fra Fyn. Han droppede skak med mig for jeg ved rent held vandt tre gange i rap. Stakkels gut - han var jow forelskede og kun ikke fokusere - og spillede så mod en der slet ikke fangede hans "spil"! Det var tider ... inden jeg fik børn ... men noget som viser hvor lidt der skal til for at en anden taber "lysten til at spille"!)








Dejligt er det så, når man lige rammer et forstående skak klub, eller spejder gruppe som tillader "skævebørn" ... eller bare gode mennesker i samfundet som vil børn det bedste! Ovenover opdagede jeg at han stadigvæk kun lide spillet, men havde brug for det rette mennesker før han gad deltage. Dem fandt jeg først i byen ved en spisested, og så senere ved vores lokale skakklub. Skakklubben skrev i 2012:


Han var meget åben og han var hverken bange for at stille spørgsmål heller komme med forslag. (Det er faktisk de færreste nybegyndere, der tør)

Drengen kunne også samarbejde med de andre børn og det var nemt at se, at han nød at se en smart løsning til en opgave.

Så, det er i dag trist at læse hvordan hans evner forsvandt. Men i går spillede han igen - og vi huggede os. Han huskede: Rokade inden der bliver ballade ... tænk at skak kan lære børn så meget og de husker det mange år efter! Jeg sagte ikke noget da jeg rokerede "forkert" for jeg ville se om han husker ... og det gjor han.

Da vi skulle pakke spillet væk var vores overvåger lidt paff - tiden var gået og han ryddede spillet væk, uden at gemme den til næste gang. GAD VIDE hvad hun ville sige til når han om 3 uger hæver den frem, stiller brikkerne op og vil spille videre? Nu må vi se om han vil spil skak om tre uger når han får lov til at besøge os igen ... og så håber jeg at hun ikke spilder kaffen hvis det sker.

At skal overvåges, for barnets beskyttelse af 2 personer ... som ikke skriver deres subjektive "indtryk" for penge er helt til grin. Men hvis det er dem vi skal holde ud for at vi må være sammen betyder det ikke noget. Trist at det koster så meget således at Kommunen kun tillader samvær 1 time om måneden, det minimum Socialministeriet anbefaler. Jeg tror ikke skilsmisse forældre vil finde det tilfredsstillende, men som "udsat" vælger vi ikke vores hverdag. Det vælger Kommunen ... så derfor skal familier gøre som kommunen befaler, gid bare jeg ind i mellem kun være "kommunen" for så ville jeg rokerer mennesker som ved et skakspil: Uvildige øjne er ret godt.

Men tænk hvis nu overvågeren ikke kun spille skak og ladede som om hun kun det ... ja, det havde vi oplevet af en lærer der var ansat til at passe ham engang i folkeskolen ... sikke en ballade der blev. Hvor er barn på 7 blev tosset over lærens "misforståelse" og læren i ægte autoritære ånd fastholdt at han godt kendt forskellen mellem en springer og løber ... det gjor manden ikke. Barnet korrigerede ham på en mindre eksemplarisk måde ... vi griner over det i dag. Men at folk misforstår andre på den måde og får ret udefra deres stilling er ikke sjovt at være modtager af.

Men at jeg lærte en hel del af "Rokade før der bliver ballade" rimen i går ... var bare endnu en lille brik i det lang tur vi som familie skal tage igennem systemet. På mange flere måder end folk ved. Dem som kender skak, spillets regler og hvor intens spillerne kan være vil enstemmigt forstå det vi mener, andre vil gå videre ... men hvor er det dejligt at se mit barn "huske" det indsats jeg lavede i sin tid. Mit bedste råd til forældrene er - leg livet igennem med jeres børn. Leg, sjov og ballade husker de altid. Læring som tilfældigvis kommer med er bare en bonus!

Leg Godt. Og vores dyreste spil er vores Lego Skak spil. I går var det igen vores sjoveste for den afslørede meget om os. Især hans perfektionisme og min utålmodighed ... jeg fortrækker nu skak på Nintendo DS'ern. Det går alt for langsom med min pølsefinger at få brikkerne flyttet ... utroligt er det at vi efter så mange år med Lego kan snak om de dele "som forsvandt" ...

Socialrådgiver og journalist Puk Sabber #dkPol #skolechat #handicap #handicapDk #uvm #inklusion @manusareen


OBS Nettoudgift: udgift hvor evt. tilskud, fradrag, skatteværdi eller refusion er fratrukket dvs. et barn i en funktionsklasse er dyrere for kommunen end et barn som bliver anbragt ... https://ast.dk/filer/tal-og-undersogelser/noegletal-paa-socialomraadet/udsatte-born-og-unge_nogletal-2014.pdf



Skrevet af Ankestyrelsen ifm. Principafgørelse 159-12 som omhandlede Mentiqaskole som særlig tilbud til et højt begavede ordblind dreng, en løsning som lukkede børnesagen indtil forældren ansøgt om "ordblinde hjælp" og krævede "handleplanen" iværksættes. http://www.co-sea.dk/files/CO-S%C3%B8fart/Diverse/Ankestyrelsen/2012/159.pdf Alle ved den familie flyttede efter et meget særlig special pædagogisk tilbud! Sagen var lukket indtil Moren siger der skal mere hjælp til, skolens personale udskiftning taber barnet - siden har kommunen nægtede at omtale de andre aktører der var hyret, nægter alt psykolog udredninger og vælger helt nye trods massiv modstand fra familien, tilsynet og tidliger behandlingstilbud. Børnene blev fjernet - den ene blev hjemgivet og den anden fastholdes i behandlingstilbud som selv siger at barnet ikke profitere af det. Kommunen har fået sagen hjemvist fra Klagenævnet  for specialundervisning men uden at genbehandle, undersøge barnet eller gå i dialog med familien, tidliger behandler er sagen sendt ind til klagenævnet. Kommunen fastholder moren er umulig at samarbejde med. Sagen har gået fuldstændigt amok i kommunen, endnu en. Kommunen afviser at undersøge barnet med psykologer - men undersøger om samvær skal finde sted et år efter Ankestryrelsen bedt dem om det ... og et år efter ankestyrelsen skrev at samværet skal flyttes hjem, udvides mm. Barnet har set moren 1 time hver 3 time i to år, uden genbehandling ... da retten udvider samværet nægtede kommunen indtil et år var gået. At se familien 27 timer om året uden at få lov til holde fødselsdag sammen, se søskende, skolevenner ... kan ikke andet end levere et behandlingskrævende barn! Kommunen fastholder udgiften fordi refusionen kortsigtet gøre det billiger - kommunen arbejder et år ad gangen, de ser ikke sagens fremtid. Det er en ondt cirkel - for anbringelser leverer sjælden arbejdsdygtige voksne. Herudover, når en simpel handicap som ordblindhed ikke behandles så ved vi fra undersøgelser af 2003




Lyt til hele udsendelse som sætter ting i perspektiv og slutter med at det behandlingstilbud til handicappede gøre børn sygere ... når en mor siger det til kommunen så fastholder kommunen deres version af sagen. Husk hendvendelser er annonyme! Kommunen undersøger ikke noget, de skriver noget uden at ved hvor oplysningerne stammer fra. Det kan gå helt gjalt når en familie "underrettes om" af mennesker som ikke engang bor i den by familien selv bor i, mens kommunen har brug for "en fjernelse" eller "bruger oplysningerne for at få en sag presset igennem" ... barnets tarv ... er ikke altid som det ser ud.



http://www.radio24syv.dk/programmer/nattevagten/10866971/nattevagten-03-02-2015-1 der er fejl 3 minutter ind i udsendelse men hold ud det går væk af sig selv.

Og, ja så har jeg jow en rettelse eller 3. Den som jeg synes jeg ønsker at fremhæve er 14 milliarder nævnes ...

DETTE ER EN MEEEEGET LAAAAANG STATUS - DEN HANDLER OM TVANGSFJERNELSER - GÅ BARE VIDERE. JEG VED, DU ER TRÆT, BARE DU SER DEN. HAV EN GOD UGE OG PAS PÅ ANDRE OMKRING DIG - ISÆR BØRN.
Nu har jeg efterhånden set, hørt og læst nok om børneområdet til at kunne
forstå de mekanismer, der rør sig på området. Der er mange interesser i spil.
Både økonomiske, personlige, faglige - og ikke mindst følelsesmæssige.
Jeg har jo altid hørt til den gruppe, der skreg tvangsfjern!!! Jeg har aldrig hørt om
andet end de forfærdelige sager, hvor børn IKKE blev tvangsfjernet, selvom
de burde havde været det. Det fik mig helt ud i flippen - som alle andre,
forståligt nok. Da jeg så blev bekendt med, at en mor have fået fjernet sin
handicappede dreng, da hun gennem lang tid havde modsat sig de skole og
behandlingstilbud, som han fik, blev hun til sidst opfattet så usamarbejdsvillig, at kommunen valgte at tvangsfjerne hendes søn, der blev mere og mere syg - og som fik flere og flere diagnoser. Jeg forstod intet af sagen. forstod ikke, hvorfor en kommune greb ind i en sag med tvang, når der kke var grund til at anbringe. Efter den sag viste flere og flere sager sig - i og med at jeg begyndte at skrive om det. Det tiltrak flere både børn og forældre, der kunne fortælle om tvangsanbringelser, der på ingen måde levede op til loven på området. Jeg begyndte at læse barnets reform og serviceloven, fik aktindsigt i sager - og læste de mest forfærdelige
forældreevneundersøgelser fortaget af helt unge og nyuddannede socialrådgivere, der åbenlyst ingen livserfaringer havde, men blot en forudtaget opfattelse af det gode liv - og forældreskab - i Deres øjne. Jeg troede, før jeg læste disse sager, at man kun greb til tvang, hvis det var allersidste mulighed, eller når der var åbenlys fare for barnets helbred og udvikling - i overgrebssager eller sager med fysiske overgreb. Jeg blev klogere og helt ude af den, da jeg fandt ud af, at ens forældreskab i dette land stod til diskussion imellem 20-årige, hvis livgrundlag og baggrund var så tyndt som isen på søerne i København - og at flere førende
fagfæller indenfor området lukkede øjnene for de ufaglige, usaglige og ulovlige tvangsanbringelser, hvor man havde brugt tvang som forebyggelse - og dermed havde smadret flere børneliv med svigt og tilknytningsforstyrrelser.
De fleste af de her børn, der ikke har været udsat for overgreb eller vold, hvor kommunen har dømt deres forældre ude - regerer med en følelse af opgivenhed. Nogle af dem er blevet decideret syge og behandlingskrævende.
Jeg har fundet ud af, at hele det her område er omgærdet af et stort edderkoppespind, der er viklet ind i hinanden. Der er ingen logik og sammenhænge i de ting, der forgår. I den ene kommune sker der intet, i den anden sker der for meget - og i den tredje har jeg oplevet, at det faktisk gik godt med at sagsbehandle i børnesagerne.
Jeg har oplevet rigtig mange stærke fagpersoner, der kæmper for at få oplysning ind over området. Jeg har oplevet forældre til de tvangsfjernede børn, der kæmper og som åbenlyst står frem med Deres historier om svigt - som stadig står oprejst og håber til det sidste - på at uretfærdigheden, manglende faglighed og magtmisbruget må ophøre.
Jeg tror mange af de her børn og familier er ramt af offentlighedens manglende indsigt i området, der er så komplekst, at selv en garvet socialrådgiver som
mig med 15 års erfaring kommer til kort. Jeg har ringet ansvarsfulde fagpersoner op og har decideret råbt i afmagt på de her børns vegne, der er fanget i systemet. Svaret er altid, "Puk, tag det lige lidt roligt. Det er ikke så slemt, som du gør det til. Det går jo generelt godt, og der er ingen derude, der sidder og fjerner børn bevidst.
Alle gør jo hvad de kan - og gør det af et godt hjerte. Det er rigtigt der er
nogle få sager, hvor det går galt, men det er altså vigtigere at have fokus
på alle de sager, hvor det trods alt går godt - og hvor børn får et bedre og
tryggere liv."
Jeg er enig langt hen ad vejen, men der er bare noget jeg ikke forstår - og
det er, at de få sager, som omtales som fejlslagne, i min verden er dem jeg i
stakkevis er blevet præsenteret for - jeg er godt klar over, at jeg jo netop
har fået kendskab til dem, hvor det er gået galt, da jeg har støttet disse
forældre og børn offentligt. Men der, hvor jeg så igen undrer mig, er, når jeg
har mødt plejeforældre, der fortæller de helt samme historier om magtmisbrug
og et lukket system, hvor også plejebørn tvangsfjernes, hvis sagsbehandlerne opfatter plejeforældrene som usamarbejdsvillige og besværlige. Derudover har jeg været i kontakt med rigtig mange pårørende og bedsteforældre, der også alle kan
berette om de samme tendenser - at de, på trods af, at de er ressourcestærke og kan tilbyde børnene et trygt liv, afvises som netværksplejefamilie. Hvad skal man så tro - skal man tro på den virkelighed, man møder - mennesker af kød og blod, der desperat forsøger at tilkæmpe sig retten til enten at være pårørende - eller forældre til børn, de ikke må se?
Jeg har svært ved at forene de billeder, der skitseres af dem med en form for indflydelse på området. Jeg har svært ved at forstå, at det er de få. Jeg har svært ved at begribe, at man overhovedet kan finde på at tvangsfjerne børn fra forældre og familie, når der er mulighed for at de kan blive i hjemmet med støtte. Jeg har jo set det ske og talt med børnene selv.
Jeg kan konstatere, at der anbringes tusinder af børn uden for hjemmet - og
at der bruges 14 milliarder årligt på området. Jeg kan konstatere, at der er
sager, hvor børn IKKE fjernes, men hvor de burde fjernes.
Jeg kan bare konstatere, at det er et stort rod med så differenceret
sagsbehandling på området - fra kommune til kommune - fra menneske til
menneske.
Når jeg ser børn, der mistrives er jeg ikke selv i tvivl. Der kan være flere grunde
til at børn ikke har det godt - og det behøver ikke nødvendigvis være
forældrene, der er dårlige forældre. Det er som om, at man er besat af at
finde fejl og mangler, men ikke spotte de ressourcer og udviklingsmuligheder, der er i familien. Man VIL anbringe. Eksempelvis når man bruger Kari Killens formel, der dømmer forældrene på eksempelvist Deres egen baggrund. Børn af voksne, der selv har været anbragt har større sandsynlighed for at blive dømt uden forældreevne - hvilket i sig selv, efter min mening, er uden hold i virkeligheden.. Mangeårig forskning i USA på det område viser det stik modsatte.
Generelt tror jeg, at anbringelsesområdet er blevet så omfattende og
udviklet gennem de sidste 20 år, at det er som en tandhjul ,man ikke kan
bremse. Der er så mange mennesker beskæftiget indenfor denne branche, at vi som samfund paradoksalt er blevet afhængige af, at der anbringes børn for forsat at holde maskinen i gang. Det er en grim tanke, men jeg tror desværre den er reel, når man tænker på de 14 milliarder.
Jeg har gennem mit indsyn i området set og mødt flere advokater, der kæmper
en daglig kamp for børn i klemme - som alle kan berette noget i stil med:"Jeg er sgu selv blevet helt paranoid, efter jeg har set hvor nemt,man får fjernet sit barn i
vores system.
Der hvor kæden hopper af for mange ude i offentligheden, når man præsenterer
dem for den umulige vinkel, at børn der ikke burde fjernes, bliver det - da
kan de klart nok ikke forstå, at det er sandt. Der må være noget galt med min
- eller dem der tror det, opfattelsesevne. Man må have taget fejl. Og jeg kan
godt forstå dem. Jeg var der jo selv førhen. Og når jeg så læser Nadias historie eller sagen fra Esbjerg, så virker det jo nærmest konspiratorisk og sygt, når man påstår det modsatte.
De omsorgssvigtede børn, der har været udsat for overgreb og vold fortjener
al den opmærksomhed - og støtte de kan få. De fortjener at fylde det store
billede, og de skal have den maksimale sikkerhed, som systemet kan tilbyde.
De skal spottes og fjernes med det samme - have maksimal hjælp - og alle
tænkelige tilbud om behandling og støtte - også som voksne med efterværn mv. De skal sikres en sammenhængende social indsats - uden dobbeltsvigt.
Man skal forsat kæmpe i første række for, at de bliver hjulpet i tide. At der er de
nødvendige foranstaltninger og faglige kræfter til stede, der kan både spotte
dem og familierne, hvor den er helt gal og sikre at der gribes ind uden berøringsangst for det ubærlige.
Men samtidig skal vi ikke glemme alle de glemte børn, der falder igennem
midten af væggen - og dybt ned i systemets hul, hvor de lider i tavshed og afmagt med opståede tilknytningsforstyrrelser og føler sig svigtet og uelsket. Hvor de flyttes rundt som brikker uden at blive hørt og set. Hvor den manglende vilje til at samarbejde med familien gør dem endnu mere syge - og hvor de til sidst helt mister den nære kontakt grundet sanktioner i samværet, fordi det gør dem for kede af
det, hver gang de skal skilles fra Deres forældre og bedsteforældre. De kan ikke forstå det, og tor at de ikke længere er elsket. At familien har dumpet dem. AV!
Det er smadrede familier, som drukner i offentlighedens sparsomme viden om en
milliardindustri, hvor tusinder børn sidder opmagasineret på institutioner
med hul i hjertet og følelsen af kæmpe svigt. De er ofte store spørgsmålstegn,
hvis følelsesliv er smadret. De bliver ikke hørt - og modsættes samvær og
hjemgivelser. De har ingen rettigheder og affinder sig med tiden. De lever
ikke. De overlever. Og det er trods alt dem, jeg har mødt flest af. De glemte børn, der ikke forstår, hvorfor de er anbragte.
Det er de færreste børn, der bliver seksuelt misbrugt i en sådan grad, at de
ender som forsidestof - og heldigvis for det. Men sagerne er der løbende - og
de vidner om et vedvarende sygt miljø, hvor voksne mener, de har retten til at
misbruge små børn, hvorfor samfundets øjne aldrig må fravige at undersøge
grunden til børns mistrivsel i bare et sekund.
Børneområdet er en hvepserede - og et vildfarent missil, et edderkoppespind. Jeg græder på de børns vegne, der er fanget i det. Mange af dem kommer desværre aldrig ud - andre kæmper for at komme fri, hvilket som regel først sker, når de
fylder 18 år. Men der er barndommen ofte tabt.
Jeg har ingen løsning på alt det makværk. Jeg ville blot ønske, at man som
minimum fulgte loven og lyttede til børnene og Deres ønsker og behov.
At man ikke satte 20-årige uden livserfaring til at vurdere forældreevne.
Min indsigt i børneområdet har skræmt mig. Den har rykket min tro på at alle
i det her land får en retfærdig behandling, når det gælder noget så vigtigt
som, at staten tager dit barn, at staten tager din familie fra dig.
Jeg har konstateret, at man som forældre til et anbragt barn er ganske
retsløs, når Ankestyrelsen først har blåstemplet en afgørelse. Også selvom
børne- ungeudvalgene har truffet en anden afgørelse.
Jeg undrer mig over, hvad alle de udvalg og afgørelser nytter - om de bare er
et spil for galleriet - når de alligevel slet ikke kan bruges til noget i de sager, jeg er stødt på, når farmand (ankestyrelsen) beslutter noget andet. Eller omvendt, at
kommunen fastholder en afgørelse, de selv har truffet, på trods af, at der
blevet irettesat af farmand(ankestyrelen) De skider begge på hienanden. Og i
sidste ende skider de på alle de børn og familier, der sidder knuste derude og
føler sig som brikker i Deres eget liv. Uden indflydelse - og med en manglende
retssikkerhed, som jeg ellers troede fandtes.
Alle børn fortjener at blive hørt og set - også de fattige, de grimme, de
smukke og stille, de besværlige, de urolige, de velhavende, de udadreagernede, de bange, de tykke, de tynde, dem med sår i Deres øjne, dem uden barnesind og spontanitet og glæde.
Dem der savner Deres far og mor og familie
Dem der gerne vil hjem.
Dem der har et hjem
Dem der prøver at fortælle, at de er bange
Dem der prøver at leve med angsten
Dem der lever med hullet i hjertet - hver dag, hvert minut
Dem der græder sig i søvn på grund af savn
Der er mange af de børn derude
De må ikke komme hjem, selvom de kunne
Jeg undrer mig stadig hver dag - over denne anbringelsesiver
Jeg undrer mig over, at De her børn primært fjernes fra fattige mennesker.
Jeg undrer mig over, at kommunerne ikke straffes med sanktioner, når de
bryder loven i børnesager.
Jeg undrer mig over, at man forsat bruger Kari Killens metoder fra 80'erne,
der bygger på hjemmestudier uden følgegrupper til at vurdere forældreevnen.
Jeg undrer mig over, at det ikke undrer nogle helt vildt, at der omsættes for 14
milliarder indenfor denne virksomhed. Hvem tjener alle de milliarder. Hvor
mange af dem går til løn og ryger tilbage i statskassen?
Der er så mange mange mange ting, der undrer mig på dette felt. Jeg har
nærmest opgivet at forstå.
Nu har jeg skrevet og læst, lyttet og grædt. Råbt og skreget. Skrevet om det - og skrevet om det igen.
Jeg har lovet en mor at lave en bog "De anbragte børns stemmer" - hvor jeg
lader de anbragte børn fortælle. Ikke tidligere anbragte, men anbragte.
Jeg håber, jeg får tiden - for indhold og fortællinger er der nok af.
Jeg ved, det var et meget langt indlæg - og måske læste du det hele. Hvis du
gjorde, da siger jeg tak - tak fordi du gad lytte på mine frustrationer og min
magtesløshed i forhold til at kunne gøre en forskel.
Jeg græder for de børn, der lige nu sidder i klemme i systemnet - jeg håber
at alle børn en dag kan opnå den frihed, de har krav på.
Jeg stemmer for en børnedomstol - og for at alle anbragte børn kan få Deres
egen advokat - at Deres retssikkerhed bliver ligestillet med voksne. https://www.facebook.com/puk.sabber/posts/10153098722253120

Om retssikkerhed er Advokat Hanne Ziebe godt igang. http://2e-giftedogdiagnose.blogspot.dk/2014/10/om-prvelse-i-sager-om-anbringelse-af.html

Advokat Gry Rambusch har lige været i Børneadvokaten men deltog ikke i efterfølgende debatter. Hun var ikke "inviterede" og en af børnene er hjemgivet. 6 episoder blev til 3 med en hjemgivelse. En episode som viser hvordan en familie presses, konfirmation eller ej uden hensyn til barnet. Den hele blev for meget men så kom sandheder på bordet: http://www.bt.dk/danmark/boerneadvokaten-raser-dr2-i-har-voldtaget-mig

mandag den 2. februar 2015

Det usynlige barn - tekniskset har Mentiqa et barn mere! #dkPol #tv2fyn #uvm @manusareen #odense



 





Vi havde en overenskomst med Mentiqa, hvor Odense Kommune betalt skolen efter aftale med mig grundet mit barns psykolog udredninger mm. jvf asynkron udvikling og at han var et barn med særlig forudsætninger.

Afgørelsen bekræftede i aug 2014 at det var ulovlig at melde mit barn ud af Mentiqa aug 2012 uden min samtykke. Jeg fik ikke det lovpligtige klagevejledning således kan og bør klagen genoptages. Nu leder Odense Kommune efter et nyt skoletilbud til barnet på Fyn. Vi har ikke været enig om mit barns skoletilbud siden 2012, hvor indtil udmeldelsen havde Odense fastholdt Mentiqa var den rette. Jeg mente også Mentiqa var dette, men at mit barn i en periode skulle få særlig støtte for hans ordblindhed derfor hjemmeundervist jeg ham.

Vi havde en overenskomst med Mentiqa, hvor Odense Kommune betalt skolen efter aftale med mig grundet mit barns psykolog udredninger mm. jvf asynkron udvikling og at han var et barn med særlig forudsætninger.

Når et barn anbringes skal Kommunen vurderer om det Kommune de flytter barnet til har "et passende skoletilbud" inden de flytter barnet. Odense Kommune vidst ganske enkelt at Mentiqaskolen fungerede for barnet, men ikke for moren - det dokumenterede de selv, og bekræftede det ved deres genvurdering af betalingen til skolen jvf mødet i aug 2011 pg aug 2012.

Kort inden mit barns anbringelse meldt Odense Kommune os ud af Mentiqa, begrundet i at jeg som mor ikke bruger tilbudet, igen uden at jeg var enig i dette, uden et nyt og "tilsvarende tilbud". Der blev Folkeskoleloven brudt - så vanskeligt bør det ikke være at opnå enighed og dialog jvf et barns skolegang. Dette skete på trods af at Kommunen indtil "samarbejdsvanskeligheder opstår" vurderede at Mentiqa var et passende tilbud til barnet, og betalt skolen godt et år mere.

Hans Psykolograpport af 2012 beskriver at han skal i et ordblinde tilbud og så tilbage i en Folkeskole - psykologen fik ikke den konkret aftale jvf Mentiqa og havde ingen kendskab til børn med særlig forudsætninger - det betyder hun ikke vurderede vores aftale jvf fordele og ulemper, og slet ikke udefra "hans asynkront udvikling". Psykologen havde hellere ikke måtte tale med mig jvf. den måde Børn og Unge i samrbejde med PPR bestilt den ny udredning for ellers havde hun fået hans tidligere psykolog rapporter og et møde med konsulenter som kender os, som en reelt udredning bør være via netværksmøder mm. Således havde psykologen ikke "alle" informationer i sagen, og Odense Kommunes PPR mente ikke at der skulle en fagkonsulent eller særlig uddannet psykolog jvf børn med særlig forudsætninger på sagen trods at de inden en ny udredning var enig om det særlig behov han havde - alt som vores klage i Farsvkov Kommune afslørede som principelsag 150-12 blev gentaget, uden at Ankestyrelsen lagt mærk til dette trods jeg indleverede afgørelsen den 23 oktober 2012, i en børn og unge udvalgs retsmøde, som min tilføjelse til sagen.

Den del af sagen er pt under GENbehandling ved Klagenævnet for specialundervisningen som en sag hvor Kommunen mener de ikke kan opnå enighed med mig, derfor mener Odense Kommune at det var i orden at bryde "loven". Men indtil sagen er genbehandlede kan Odense Kommune ikke melde mit barn ud af skolen, og Mentiqa har ikke meldt os ud. Ligeledes havde tilsynet på fejlgrundlag vurderet vores klage i jan 2012 - også der opstået misforståelser.

Klagenævnet kan KUN hjemvise sagen - de kan ikke behandle en sag. Det bør alle forældre være klar over idnen de begynder en langstrukket klage. Således har de hjemvist sagen og Odense har sendt sagen tilbage uden "et møde med mig om mit barns skolegang", således forventer ejg sagen hjemvises endnu en gang. Begrundet i at Odense Kommunes PPR havde glemt at indkalde mig jvf. mit barns skolegang. Mit barn er teknisk set, grundet lovens sammensætning tilmeldt Mentiqa skolen så længe klagen varer - jeg ved at han ikke er talt med i det statestik Mentiqa-Odense forklarede i TV avisen UVM brugt til at stoppe skolens tilskud. Jeg håber at UVM genoptager sagen for ellers har Socialmisteren pludseligt 50 Mentiqabørn med nogenlunde det samme behov - så er vi ikke en enkeltsag mere.

Kun avisomtale kan få det frem - og hvis det kan sikre at 50 børn beholder den skole som vil have dem vil jeg gerne kæmpe alt for at det kan lade sig gøre, hvor min dreng kommer i skolen er "åben" og det er ikke sikkert at han skal tilbage på Mentiqa da vi indtil nu har ansøgt og kæmpet for at han får det tid som psykologen anbefaler i en ordblindeklasse, med en konsulent som tidliger har arbejdet som skoleleder på Mentiqa. Men selv det er op ad bakke - en ting er sikkert. Det enkeldt barn skolen mangler er bare ikke "talt med".

http://www.tv2fyn.dk/article/497937?autoplay=1&video_id=79591 Merete Riisager Annette Vilhelmsen Susanne Ursula Larsen Troels Ravn Anker Boye

Reglerne for tilskud jvf Mentiqa var opfyldt den 5. sept 2012, 2013, 2014 ... grundet den afgørelse fra klagenævnet som jeg havde ventet på længe.

Jeg vil påpege at min børn fik deres skolepenge betalt af Odense Kommune, grundet psykolog udrednigner. Det bivirkede at en ret omfangsrigt og omkostningsfuld børnesag blev lukket i juni 2011 idet begge børn trivedes på Mentiqa på det tidspunkt. Aug 2011 vurderede Odense Kommune de skal begge blive på skolen, men jeg vurderede min yngstes ordblindhed og følgeskader af tidligere mobning skulle behandles. Der opstået uenighed i hvad var bedst for min børn. Heldigvis sikrede Folkeskolelovens §54 at Odense ikke måtte melde dem ud, men uden videre dialog med mig meldt Odense børnene ud af hhv Mentiqa og den Gymnasium vi havde valgt til min ældste, alt uden klagevejledninger.

Min ældste kun således ikke andet end gå i hendes lokale Gymnasium, som viste sig til være en af Byens bedste, og hun får således hendes studenterhue på her til sommer, trods uenighed med Kommunen.

Hendes bror skal skift skole for 3. gang er jeg meddelt tilfældigvis da jeg skulle høres jvf samvær mellem mig og ham der stadigvæk er overvåget trods hans søster er hjemgivet. Jeg venter nu et møde hvor vi drøfter hans skolebehov - det møde har vi ikke fået tilbudt siden jan 2012, og jeg har søgt om hvor en tidliger skoleleder fra Mentiqa har tilbudt hendes assitance - det var trods alt hende vi valgt udefra vurderinger og et tæt samarbejde med Odense Kommunes PPR. At en socialrådgiver og udskiftning af psykolog kan ændre et barns "specialpædagogisk" behov så drastisk som i vores sag bør undersøges. Siden han belv taget ud af Mentiqa, og senere anbragt har han ikke været undervist sammen med jævnaldrende eller fået det særlig støtte vi både i Mentiqa Hadsten og Odense jvf principafgørelse 159-12 bekræftede, således også af Odense Kommune i juni 2011. Alt i alt en sagen kompleks for os, lad det ikke være fremtiden for det 50 børn i skolen.

Jeg håber at min "usynlig" barn ændrer UVM opfattelse i sagen. Det er tydeligt der er sket en del misforståelser - men samtidig vil jeg sige at skolens forældre må virkeligt overveje skolens fremtid. Om ikke andet er børnene Odense Kommunes ansvar - så der skal en dialog igang, med eksperter udefra det som er beskrevet i talentpleje i grundskole rapporten på side 15 ved vi jo at disse børn har brug for meget støtte, nogle mere end andre. Mentiqa er bare en type løsning, funktionsklasserne en anden ... Odense Kommune har i 2010 og 2011 haft en fornuftig samarbejde med skolen. Det må være vejen frem - især fordi som skolechefen forklarede til et andet møde: Så er det svært med udad reagerende børn i Folkeskolen. Disse børn har plads forskellige steder, rundt omkring. Mentiqa er et tilbud som gavnende min familie meget - og Kommunens budget.

Jeg håber at byen overvejer hvad der er bedst for børnene - penge eller tvang er ikke vejen frem. Det ved vi allesammen. At nogle af disse børn går igennem uhyrlige forløb bør også ses på: https://www.youtube.com/watch?v=9NQEnv03CPE

Lige nu venter vi på at Odense Kommune finder et skoletilbud til min dreng på Fyn. Det blev jeg lovet til møde for 14 dage siden. Mentiqa, efter en tur i ordblinde klassen var et tilbud jeg havde planer om. Afhængig af mit barns behov til den tid. Hvis Mentiqa ikke er et tilbud længere - så blvier det svært for min dreng er asynkron udviklet som Børn med særlige forudsætninger nu ofte er. At han siden anbringelsen ikke har været undervist / eller inkluderet med jævnaldrende gjor bestemt ikke hans asynkron udvikling bedre.

Forældrene må tænke sig godt om, hvis det her sikrer skolens overlevelse. Tekniskset er det kun "fair play" når UVM ikke havde kendskab til en sideløbende klage at det barn tælles med og skolen overlever. Jeg har ikke haft kontakt med skolen siden 2012 grundet mit barns behov for en ordblindetilbud, og at mit anet barn skulle start på Gymnasium. Men når han skal vælge andet efter det ordblinde tilbud håber jeg at vi "har den mulighed for at vælge" en velfungerende Mentiqa tilbud hvis det er hans behov er det grundet vi både i Hadsten (som endt med at gå konkurs) og Odense (som muligvis lukker, men kan gå konkurs hvis ikke de hjælpes) Vi klarede os ikke i Folkeskolen - det er efterhånden en lang og trist histori.

Det er Kommunens ansvar at overholde folkeskoleloven - i samarbejde med forældrene.

Mentiqa er et supplement til skoleområdet, jeg ved ikke om vi for 3. gang ønsker skolen grundet mit barns særlig behov. Odense og andre kommuner kan lave funktionsklasserne eller efterskolehold til disse børn - i Odense har forældrene valgt at opstarte en Mentiqaskole. Erhversfolkene har valgt at støtte Sorø Talentcenter. Det bedste vil være hvis der samarbejdes mere på tværs.

Autisme foreningen har for nylig vist at vidensmangel skaber problemer. Ligeledes er der en del programmer jvf højt begavede børn i folkeskolen og mentiqa - uden at der er tiltag sat i værk for at give Kommunerne og Ankestyrelsen redskaberne i udredning af disse sager. Det mangler børnene.

Gifted Children, Psykolog Ole Kyed, Mentiqas stifter Pernille Buch Rømer, Konsulent og Skoleleder Tina Refning og diverse ildsjæle bekræfter at der er et problem som er svært at løse "på en måde" for alle børn som bør inkluderes. Det lovede task force som skulle hjælpe tilbud igang udebliver også.

Nu bliver det i hvert tilfælde en dyrt sag for en kommune, og måske opstår der enkeltsager i nogle få kommuner der sender pendlerbørn til Odense. Det er ikke børnenes tarv. Især grundet det fejlsager som opstår, sager som tager 3 år at løse. Som vores af 2010, og den forældrene belyst i 2011. At fejlene gentages regner ingen med kan ske. Det er min families trist sag en bevis på.

 
Men ingen har overvejet hvis kommunen udreder disse børn uden brug af perosner som kender til børn i målgruppen "højt begavede". Fejlsker. Som vores sag viste var problemet i 2011 - at vi i 2012 tvunges igennem en nu udredning, med en møde ved en psykolog af Odense Kommune via en Opholdssted som ikke havde kendskab til målgruppen er hellere ikke vejen frem. Som neurologen forklarer en udredning bør indeholde er ikke sket i vores sag. Ingen talt med mig, eller lærer som kender barnet. 



Forældrenes solstråle historier fokuser ingen på. Men jeg håber at det ender med sådan en histori - så der ikke begås flere fejl. Hertil at Ankestyrelsen og Klagenævnet uddannes i denne børnegruppe så de få hvor fejl opstår opsnappes inden barnet skades. Uanset om Kommunen genbehandler sagen utallige gange kan kommunen ikke "gøre mere for barnet" uden fagpersoner som samarbejder med forældrene - det viser vores sag i 2011 og bør hurtigst muligt være en del af vores sag som helhed og ikke kun jvf om jeg må have samvær med mit barn eller ikke. Skoledelen i lige så vigtigt for barnet - den står i kaos - og jeg kan dokumentere at vi ikke er blevet hørt, på samme måde som 2011! Herfra vil sagen tage 2½ år af afgøre principelt ligeledes som principsagen om vores sag tog efter min klage i 2010. Dengang var det principelt ikke undersøgt om vi som forældre selv må vælge en anden aktør - ansvaret er kommunens. Men hvad nu hvis Kommunen vælger en "uden at samarbejde" med forældrene og hvor et barn ligger meget udenfor målgruppen.







Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.