søndag den 15. februar 2015

Folkehøring status på Menneskerettigheder i #Danmark#handical #skolechat #odense #aarhus #aalborg #københavn


http://menneskeret.dk/nyheder/danskerne-hoeres-menneskerettighederne

Er her nogen fra Odense som deltager i Aalborg, Århus eller Kbh?
Er der andre som ved hvad Amnesty laver / vil lave skriftelige indberetninger til denne høring - tænker det som Amnesty havde til årsmøde sidste år kan være en ide? Jeg kan ikke finde det referat lige nu, men der var gode aktuelle historier!
Problemet med denne høring er dem som skal høres har ikke selv ressourcerne til at aflevere deres synspunkter. Trods disse kan gøres skrifteligt per email senere eller til møderne. Faktisk ved flest ikke engang det sker ... udefra det handicap grupper og udsatte grupper jeg ser på nettet. Det er en langsommelig process og hvis vi ikke aflevere til februar eller som organisation til juni høres vi ikke i denne omgang. Jeg ser ikke meget aktivitet fra diverse handicap organisationer, eller foreninger som arbejder med disse sager eller kommer i kontakt med borger.

Læs mere om folkehøringerne og Danmarks eksamination her.


Har du ikke mulighed for at deltage i en folkehøring, kan du sende dine kommentarer til os på minmening@humanrights.dk senest 26. februar 2015.

Alle organisationer har mulighed for at sende en rapport til FN i forbindelse med Danmarks eksamination. Hvis man skriver på vegne af en enkelt organisation, må rapporten højst være fem sider. Hvis flere organisationer skriver sammen, kan rapporten være op til 10 sider. Deadline for de såkaldte parallelrapporter er 22. juni 2015, og de afleveres afleveres her. De nærmere retningslinjer for paralellrapporter kan læses her.

Endeligt lidt trist - for vi bruger f. eks isolation rask væk blandt udsatte børn. Og Kommuner udnytter huller i loven at det "er tilladt" på institutionerne der er privat eget mens præcis det samme ikke må bruges på sygehuse.

Værre er at vi skriver isolation anvendes ikke men borger fortæller jvf reporter hvordan de synes det er at være isoleret som del af en behandling / fængselsophold. Og så er det hverdagsfortællinger jvf alm akutte udrednigner af børn, sårbare børn.

Faktisk, fortalt den psykiater ved Amnesty's årsmøde hvordan han medicinere mennesker for at få dem igennem sådan noget - min etiske gener ryster endnu. Hvordan kan det være han medicinere et narkomisbruger, psykisksyg kriminel på den måde for at holde en isolationsdom ud? Og så en type behandling vi raportere der ikke anvendes da isolation ikke bruges i landet? Så, har kommuner en del enkeltmandsprojekter de betaler for - afslørede af dr.dk som drevet af plattenslager.
Isolation må kun anvendes til afrusning - og klart fortalt sagens fremstilling der om månedsvis af medicinering for at overleve tortur iværksat af en dommer? Er andre klar over hvad der forgår derude? Jeg tror ikke de er for så vil de ikke acceptere dette. Desværre ses det samme ved anbragte børn og asylbørnene. Kan vi tillade disse menneskers historier ikke når frem til denne høring? Eller VÆLGER vi at de ikke må høres?

Hvad med børn der får 60 dages sommerhus ophold (bemærk igen kun 14 dage er tilladt jvf magtanvendelses bekendtgørelser som skrevet på socialsyrelsens hjememside. Og kun hvis der er tale om "narkounger som skal afruses". Men der er flere sager hvor børn lander i isolation som vi reportere ikke bruges i landet) eller flere år på interne skoler hvor ganske alm. børn placeres uden kontakt til jævnaldrende, trods psykolog rapporter som beskriver barnet har en god udviklingspotentiale strander børn der?

Alt dette UDEN at Ankestyrelsen eller Kommunen reagere, eller først reagere efter gentagende ganges klager fra bekymrede personer. Og dette sker trods klare lovgivning som siger f. eks skolegang skal være på plads inden 14 dage - hvor klagen ingen virkning har jvf. barnets situation eller klagenævnet ikke opdager der er tale om ulovlig isolation eller tale om PPR svigt, fordi de er vandt til at se det som del af en anbringelse? Eller misinformeres fordi familierne ikke har adgang til akterne eller får så meget at de ikke kan følge med i sagen? Eller hvor familierne taber pusten og straffes ved at de stemples usamarbejdsvillige hver gang de klager?

Vel og mærke er en anbringelse ofte i led af børns behandling, helt uden lægelig supervision. Er sådanne anbringelser i heltaget LOVLIG? Ja, det er - men er det også metoder som er værdig for familier med handicappede børn?

Disse "professionelle pleje instanser" skulle få et barn integreret i samfundet. Aviserne beskriver at det sjælden eller aldrig lykkes og barnet senere "beskrives som en voksen der er problemet". Men for at fjerne fokus, tænker jeg om det "behandling" forældrene under tvang og via retten sanktioneres til har den virkning som tiltænkt? Eller er der mere eller mindre er eksperimentale behandlinger, udført af ufaglærte og pædagoger uden opsyn, uden mål eller evaluering andet vurderinger skrevet af ansvarlige som ikke engang ser barnet?

Jeg tænker hvor mange menneskerettigheds paragraffer brydes i disse sager, hvorfor menneskerettigheder ikke er del af disse sager og om staten kan tillade og må vælge "et barns behandling" udefra det kriterium "for barnets bedste" helt uden at forældrene har mulighed for at vælge anden aktør? Er kommunen inhabil hvis der er en tvist om hvilke aktør en familie ønsker? Hvordan sikrer vi både familien og kommunen i disse sager ... uden at stå med børnesager som beskrevet i avisen hvor opholdssteder og kommunen i årevis "fejlhåndtere" et barn. Det samme gælder for folkeskolerne. Er det rimeligt at børn, ekeltsager tager 2-3 år før en fejldiagnose tales åbent om, kan disse sager gentages uden at familiernes retssikkerhed er på plads? Hvem har ansvaret?
 


Fagpersoner i børnefaglige undersøgelser er "oftest" konsulenter. Konsulenter ansat af Kommunen - og værst af alt som havde et barns sag i flere år inden barnet blev anbragt. I realiteten ikke har de ikke det faglige kundskaber som psykologer og læger har, men en uvurderlig ekspertise. Men, ansætter kommunen konsulenter bevidst for at få ret? Hvad sker der i sager hvor en konsulent vælger løsninger og en familie påpeger det ikke fungerer? Hvordan er forældrene stillet i sager hvor Kommunen vælger eller fravælger fagpersoner - samtidig helt og aldeles belyser sagen uden at familierne har adgang til sagsakter, og værre uden at familier kan få barnet tilset af fagpersoner familierne selv vælger? Kan der opstå et problematisk situation hvor Kommunen bevidst, og trods gentagende advarsler, vælge fagpersoner som ikke har kendskab til specifikke målgrupper?  Kan, grundet at kommunen selv skriver sagen opstå situationer hvor familier med handicappede børn ender bevidst fejl behandlet?




Når 10 års behandling er gået har disse børn ingen de kan klage over. Som vi ser i sager ved ligestillingsnævnet. Sagerne tabes på stribe - både der og i landsretten. Behandlingerne ordineret af Kommunen, udredt af kommunen og ofte slet ikke beskrevet som nødvendigt af psykologer som havde sagen da sager startede - men hvor psykologen "oftest ulovlig" ordinere en anbringelse. Hvor ingen psykolog uvildig følger barnets udvikling?

Og nye psykologer ikke evaluerer barnet og om der i heltaget er tale om en rimelig behandling, de ser på et øjebliksbillede af det barns funktions niveau. Det er efterhånden almen at børn ses en time, behandles flere år og så vurderes og visiteres af socialrådgivere til videre behandling.

Ingen psykolog følger disse børn, dem som fra kommunen er sat på sagen ser ikke engang de børn de placerer men de skriver vurderinger og mange vurderinger. Foreninger til handicappede har ikke resourcer til at håndtere udsatte handicappede - men efterhånden beskriver f. eks autisme foreningen at deres medlemmer for en urimelig behandling. De er klar over deres egen medlemmer udsættes for anbringelser og det klar forskel der engang var mellem at være udsat og medlem af deres forening forsvinder. Flere foreninger observerer at de familier som kommer i klemme hverken drak, bruger narko eller lign - men f.eks som ordblinde foreningen skriver, de kan ikke vurderer sagerne med udsatte børn. Betyder det således at anbragte børn slet ingen handicap hjælp får? Hvad sker der så for handicappede børn der bor hjemme - ender de anbragt grundet nedskæringer? Hvor vil Kommunerne placere de Inklusionsbørn som ikke klarer deres alm. lokale skoler når alle specialklasser er lukket - hvem skal de ansætte til at passe på disse børn?

Profesionelle plejefamilier omtales - men hvis disse plejefamilier klager over det samme som forældrene i årevis har klaget over - hvordan vil vi så sikre børnene? Ligestillingsnævnet er lige så kedelig: Trods at det kan påvises at et barns skolegang ikke var optimalt så gives der ikke dispensation til handicappede ved højere instanser. Tænk, forældrene og aviser fortæller at de i mange år kæmper for ordblindehjælp, ikke får det nødvendige hjælp - trods at Ministerier i årevis påpeger at kommunen skal tage ansvaret så er deres børn livsvarigt dømt ude. http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1040&type=Afgoerelse Ordblindhed behandles trods mange års inklusion på samme måde som for 30 år siden. Nu er testen fornyet men problemet er faktisk at ingen sikrer disse børn faglig kvalificeret undervisningen og de får ikke hjælp senere. Vil du stå sådan hvis du havde en medfødt handicap?

Og socialrådgivere som ikke fastholder mål, handleplaner eller sikrer anbragte børn et værdig kontakt med omverden f. eks folkeskolen og alm. fritids aktiviteter er efterhånden en hverdagssyn. Det er nu efterhånden normal at børn placeres på tvindskoler hvor de afholder deres egene interne eksamener, oplympiader, motorcross mm i over 10 år indtil de er 23? Børn som selv VUC's D-linie ikke ønsker at tage imod?

Hvor disse børn efterlades hos kommunen igen uden at nogen har ansvaret for deres mangle på almen daglige færdigheder eller manglende skolegang. SFI beskriver problemerne ... faktisk helt siden 2003 for ordblinde ... uden at vi ser andet end den ene efter den anden avissag.



Vi skal huske der er tale om børn som anbringes som 10 årige - kan barnet selv tage ansvaret når de kun er 10? Hvor forældrene trods gældende lovgivning ikke har noget at sige hverken om barnets skolegang eller fritid begrundet i at barnet er anbragt eller når Kommunen vælger et upassende skoletilbud og klagen forsvinder i en klagegang som er ugennemskuelig og træg - oftest med forældrene som "årsagen" hver gang der er problemer. Men, det som ses oftere er at forældrene ikke må gøre opmærksomme på "problemerne" og at samvær og anbringelser bruges som "trussel" hhv udefra om barnet er anbragt eller i hjemmet. Værst er at opdage hvor ofte de stor sager er præget af decideret lovbrud. Både, det skjulte telefonisk samtale som "drejer" sagen men også klar brud på ganske klokkeklar lov og vejledninger dertil. Det er altid forældrenes ansvar - men er forældrene beslutningstagere? Nej, det er Kommunen. Forældrene skal "samarbejde". Men, hvad er det som lige sker når forældrene ovenikøbet risikere at deres børn anbringes ... hvis de ikke samarbejder?
Avisager fra autisme foreningen forklarer deres medlemmer får sanktionerne f.eks unge og forældrepålæg mens aviserne beskriver at kriminelle børn ikke får disse sanktioner. Det er et meget væsentlig problem som jeg siger det: Misbruger kommunerne disse sanktioner for at få forældre hvor børn har handicap til at samarbejde omkring tiltag, tiltag som oftest ikke bør gives under tvang?

Kan handicappede børn håndteres som kriminelle - og er det i heltaget mennesker værdig med forældre og unge pålæg hvor kriminelle børn sanktioneres uden at løse årsagen til deres problemer? Alt hvor en socialrådgiver egenrådig vælger fremgangsmåderne - ansætter og forsvarer hendes valg og værst af alt "dommer" forældrene ude af børns hverdag og liv.

Her tænker jeg om deres uddannelse er kompetencegivende og om de skelner i årsagerne vs virkning? Kan en socialrådgiver som mangler vider vælge uhensigtsmæssige løsninger og når det sker - hvad sker for disse børn?

Retssystemet opdager hellere ikke om der er tale om et person med stor handicap før alt for længe ind i et forløb når dialogen er baseret på at sanktioner adfærd.
Jeg tænker også om advokater kan/vil via høringen belyse der er stor problemer. Men det er svært for ikke mange ved det her sker - og meningen med sådan en høring er at befolkningen får en mulighed for at deres syn på f. eks inklusion, hjælp og støtte videregives. Disse mennesker har ikke ressourcerne at videregive deres historier således at disse belyser problemernes omfang. De kæmper i forvejen for overlevelse i et system hvor de mere eller mindre er gidsel af deres egen situation - som er en økonomisk gevindst for kommunerne og alle kommunens andre aktører mens de familier bliver mere og mere udsat ... som måles jvf dårlig helbred, manglende skolegang, manglende forsørgelses grundlag - alt i alt er udviklingen som kommunen år efter år påstår bør ske noget som hellere ikke ses. Tværtimod ses kun øjebliksbilleder - og det er tydeligt disse mennesker har brug for hjælp, og sagerne bliver dyrere og dyrere.

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.