fredag den 27. januar 2012

Panik og frygt styrer kamp imod misbrug

 


Panik og frygt styrer kamp imod misbrug

Ikke engang retssikkerhed skal stå i vejen for bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn. Sådan lyder det ofte efter store misbrugssager som den i Rebild. Men det skyldes frygt og udløser panikløsninger, mener kritikere. Måske skal man i stedet erkende, at ikke alle sager kan forhindres
24. januar 2012
Det skorter ikke på sanktioner og tiltag, når politikerne i en fart skal finde løsninger på de opsigtsvækkende sager om seksuelle overgreb i familier: Et nyt it-system skal overvåge de såkaldte nomadefamilier, der flytter misbrugte børn rundt mellem kommunerne for at undgå tvangsfjernelse. Kommunerne skal have større beføjelser til at trænge sig ind i borgernes hjem. Og det skal gøres strafbart for socialrådgiverne ikke at handle på en mistanke om seksuelle overgreb.
Sådan lyder en række af de udmeldinger, der er kommet i kølvandet på den såkaldte Rebild-sag, hvor både fagfolk og politikere efterlyser mere kontrol og overvågning af familierne for at komme problemet til livs.
Men eksperter advarer nu mod forhastede panikløsninger, der ikke nødvendigvis virker efter hensigten og truer de grundlæggende retsprincipper.
For vi kan alligevel aldrig gardere os fuldstændig mod en ny Rebild- eller Brønderslev-sag, siger psykolog, ph.d. og lektor ved center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet Karen Pallesgaard Munk.
»Der hersker en forestilling om, at man fuldstændig kan komme det onde til livs, men det er en illusion, som ingen tør italesætte. Og det, man overser, er, at det har en meget høj pris, når man jagter den forestilling med alle tænkelige midler,« siger Karen Pallesgaard Munk.
»Det er ikke det samme som, at man skal acceptere seksuelle overgreb, men netop nu er det nødvendigt med en reel diskussion af, hvilke retssikkerhedsmæssige konsekvenser det har, når vi forsøger at overvåge, kontrollere og straffe os ud af problemet i disse sager,« siger hun.

Hastetiltag

Nyheden om, at kommunen først fjernede børnene i Rebild-sagen fem år efter, at politiet anmeldte faren til politiet, fik forleden familieordfører fra Dansk Folkeparti Mette Hjermind Dencker til at foreslå socialminister Karen Hækkerup (S) at gøre det strafbart for kommunale medarbejdere ikke at handle på mistanke om overgreb.
Men ligesom Karen Pallesgaard Munk efterlyser også ph.d. og underviser i socialforvaltningsret på Professionshøjskolen Metropol Idamarie Leth Svendsen mådehold fra politikere ovenpå de mange sager om seksuelt misbrug.
»De her sager kalder igen og igen på nogle brede samfundsmæssige overvejelser om, hvor langt vi vil gå i forhold til overvågning og kontrol for at komme problemet til livs. Det kan godt være, at det er muligt at forhindre samtlige overgreb med nogle mere skrappe regler — men så skal man bare være helt klar over, hvad det koster,« siger Idamarie Leth Svendsen.
Peter Høilund er professor på RUC og har skrevet bogen ’Frygtens Ret’, som beskriver, hvordan det danske samfund igennem særligt de seneste 10 år er blevet præget af frygt, der påvirker politikernes måde at handle på. Ifølge ham er den seneste uges politiske udmeldinger om yderligere beføjelser til kommunerne endnu et eksempel på denne udvikling:
»Løsningen er ikke at haste sig til ændringer i loven, nye reformer eller tiltag, for de fleste kommuner har intet råderum til at ændre deres praksis rent økonomisk. Derfor bør politikerne have modet til at tage sig tid til en grundig undersøgelse af de sociologiske årsager, der ligger bag denne udvikling. På den måde kan man lave begrundede ændringer, der ikke er båret af hverken samfundsstemning eller frygt,« siger Peter Høilund.

Omvendt logik

Men skal man bekæmpe de mange misbrugssager, er man slet og ret nødt til at gå på kompromis med retssikkerheden, pointerede formand for de kommunale socialchefer Ole Pass i fredags til B.T.
Han opfordrede socialministeren til at give kommunerne yderligere beføjelser, »så sagsbehandlerne ikke længere skal vente med handling, til skaden er sket.«
»Vi vil givetvis komme til at genere nogle familier, der ikke har gjort noget forkert. Men det må vi tage med, hvis vi vil de her sager til livs,« sagde Ole Pass til B.T.
Dette er endnu et udtryk for det normskred, der har influeret de politiske og faglige udmeldinger i løbet af de seneste år, mener Peter Høilund.
»Når fagfolk siger, at man hellere skal anbringe et barn for meget end et for lidt, er det udtryk for en skrækkelig panikhandling. Man skal huske på, at tvangsfjernelser af børn er et meget alvorligt indgreb i enhver familie, som de uagtet skyld i anklagerne aldrig vil komme sig over. Derfor må vi opretholde en høj grad af retssikkerhed på det her område,« siger Peter Høilund.
Men som vi har set med de seneste udmeldinger, hersker der en omvendt logik på dette område, pointerer han:
»Inden for kriminologien siger man, at vi hellere må lade en skyldig gå fri end dømme en uskyldig — men på det her område gør det omvendte sig gældende.«
Peter Høilund er dog ikke overrasket over de forhastede handlinger. Udviklingen er derimod symptomatisk for den populisme og frygtsomhed, der driver langt de fleste politiske udmeldinger:
»Det er som oftest drevet af frygt, når politikere farer ud med signaler eller lovforslag. De står på skuldrene af hinanden for at indføre ny lovgivning og reformer for at fremstå handlekraftige over for befolkningen.«
Men det er frygtstemningen, der genererer deres handlinger, påpeger Peter Høilund. Og så bliver handlingerne forhastede og hverken forankret i videnskab eller i erfaring.
»Det resulterer i symptombehandling i stedet for at opgradere den viden, der kan forklare de bagvedliggende årsager til udviklingen med de mange misbrugssager,« siger han.

Film din far

I sidste uge opfordrede formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen misbrugte og udsatte børn til at dokumentere de handlinger, de bliver udsat for.
Når børnene er vidner til overgreb mod eksempelvis deres søskende, skal de bruge deres kameratelefoner til at filme hændelserne, så kommunerne kan effektivisere deres tvangsfjernelse med konkret bevisførelse.
Denne udmelding illustrerer, hvordan panikløsningerne forplanter sig til alle led af aktører på området, mener Peter Høilund.
»Der er en helt forkert udvikling og en skræmmende tendens at bekæmpe frygten med yderligere frygt i stedet for at søge ned i årsagerne til de her overgreb.«
Karen Hækkerup mener dog ikke, at forældrenes retssikkerhed kan stå over barnets tarv i sager, hvor kommunen har mistanke om seksuelle overgreb.
»Vi risikerer at være medansvarlig for, at overgreb finder sted. Det skal vi for alt i verden forhindre. Det er nu engang lettere at sige undskyld overfor en voksen for, at man har truffet en forkert vurdering og lavet en fejl, end det er at komme mange år efter og sige til et barn ’hov, der røg din barndom, fordi vi hellere ville være på den sikre side’. I de her sager handler det om én ting, og det er barnets tarv.«

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.