søndag den 17. juli 2016

#Sektoransvarlighedsprincippet: Hvad sker med børn og syge når ingen tager ansvaret?


Sektoransvarlighedsprincippet

Handicappede borgere er selvfølgelig individer og borgere på lige fod med hvilke som helst andre borgere og har derfor også de samme rettigheder og pligter som andre. For at samfundet skal kunne leve op til dette handicapsyn, og for at mennesker med en funktionsnedsættelse skal kunne nyde rettigheder og efterleve pligter, må hvert eneste hjørne af samfundet være indrettet ud fra, at der er en vis del af befolkning, som har en eller anden form for funktionsnedsættelse. Hver eneste sektor, enhver myndighed, organisation eller virksomhed må tage sin del af ansvaret for, at deres hjørne af verden er tilgængeligt for mennesker med en funktionsnedsættelse.



Derfor indebærer sektoransvarlighedsprincippet: at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, har en tilsvarende forpligtelse til at sikre og finansiere, at disse ydelser, tjenester eller services er tilgængelige for mennesker med en funktionsnedsættelse.



Sektoransvarlighedsprincippet er i lighed med kompensationsprincippet skabt som modbillede til forestillingen om institutionslivets totalforsorg. Sektoransvarlighedsprincippet er forbundet med kompensationsprincippet derved, at det er sektoransvarlighedsprincippet, der regulerer, hvem der er ansvarlig for at stille den nødvendige kompensation til rådighed.



Sektoransvarlighedsprincippet er ikke et fast juridisk begreb. Der findes ikke en lov, som definerer og fastlægger rammerne for sektoransvarlighedsprincippet. Men princippet er over de seneste 20 år løbende og i stigende omfang blevet integreret i forskellige sektorlovgivninger. For eksempel indeholder lovgivning inden for uddannelse, byggeri, beskæftigelse og kollektiv trafik i dag bestemmelser, som fastlægger sektorens ansvar over for mennesker med funktionsnedsættelser. Sektoransvarlighedsprincippet er ligeledes en del af Folketingsbeslutningen om ligebehandling fra 1993 (B43), hvor det bl.a. understreges, at princippet også omfatter private aktører. Princippet er desuden beskrevet i vejledningen til serviceloven, ligesom Den Sociale Ankestyrelsen har brugt princippet som afgørende argument i flere afgørelser.

Sektoransvar i praksis

Hvad betyder sektoransvarlighedsprincippet i praksis? Det betyder i al sin enkelhed blot, at enhver aktør - for eksempel et bibliotek eller en biograf - principielt er forpligtet til at sørge for, at de ydelser og tilbud, de stiller til rådighed for befolkningen som helhed, også er tilgængelige for mennesker med en funktionsnedsættelse.



Det enkelte bibliotek og den kommune, der er ansvarlig for biblioteket, må således påtage sig et eget og selvstændigt ansvar for, at kørestolsbrugere kan komme ind på biblioteket, at der findes letlæste bøger til læsesvage, at der er tegnsprogstolk til rådighed ved arrangementer på biblioteket etc. Tilsvarende må biografejerne - hvis princippet skal efterleves - påtage sig forpligtelsen til atsikre fysiske rammer, som gør, at kørestolsbrugere kan komme i biografen og sidde sammen med dem, de følges med. Biograferne/ filmbranchen er på samme principielle måde forpligtet til at kunne tilbyde danske film med undertekster til hørehæmmede og arrangere forestillinger, hvor der er tegnsprogstolkning etc.

Finansiering af sektoransvaret

Det er som udgangspunkt en integreret del af sektoransvarlighedsprincippet, at den ansvarlige myndighed, organisation eller virksomhed også er ansvarlig for at afholde de udgifter, der er forbundet med at leve op til sektoransvarlighedsprincippet. Mennesker med en funktionsnedsættelse er ligesom alle andre en del af den befolkning, der skal leve og fungere her i landet.

Derfor bør de naturligvis heller ikke være hverken puljefinansieret eller have biografturen sponsoreret af de sociale myndigheder. Det må være en del af det at drive et bibliotek eller en biograf, at man også betjener mennesker med en funktionsnedsættelse uden at skulle kompenseres af en anden myndighed.


Hvorfor er sektoransvarlighedsprincippet så vigtigt?

Det er det af to grunde: For det første er det ud fra en ligebehandlings- og værdighedsbetragtning vigtigt, at mennesker med en funktionsnedsættelse får leveret identiske ydelser samme sted som alle andre. Handicappede skal ikke være henvist til særlige handicapbiografer eller biblioteket-kommer-ordninger, fordi biblioteket ikke er tilgængeligt. Ligeledes skal mennesker med en funktionsnedsættelse ikke have leveret transport af socialforvaltningen, når alle andre får det fra trafikselskabet.



For det andet er sektoransvarlighedsprincippet i praksis det eneste mulige princip. I et moderne decentraliseret samfund, hvor ansvar og beslutningskompetence er uddelegeret på uendelig mange beslutningstagere, er enhver forestilling om, at handicappolitik drives og finansieres af én central myndighed en praktisk umulighed. Kun ved at gøre hver enkelt beslutningstager medvidende om, at deres beslutninger har konsekvenser for mennesker med en funktionsnedsættelse, kan man skabe et mere tilgængeligt og ligeværdigt samfund. Uanset om beslutningstageren er statsministeren eller den tømre, der sætter vasken op i skolekøkkenet, har de beslutninger, de træffer, konsekvenser.



Sektoransvarlighedsprincippet er således et forsøg på at formulere et handicappolitisk princip, som er lige så dynamisk og fleksibelt som den virkelighed, princippet skal virke i. Handicappolitik kan ikke organiseres centralistisk, når samfundet i øvrigt er organiseret decentralt. http://www.dch.dk/publ/grundprincipper/clean.html

Det Kræver således at din socialrådgivere forstår hvorfor det er væsentligt at du får det rette hjælp i tide og formåer at ko ordinere flere afdelinger for at dig og dig barn får den rette hjælp, hjælp som skal være tilstede i tide. Forstår din rådgivere ikke dette, men arbejder med det løsninger hun plejer at anvende i hendes område dvs BUF som anrbinger men intet aner om funktionsnedsættelser og kompensationsgivenede hjælp ... så er det en trist sag.

Hvis rådgiveren som ko ordinere IKKE holder styr på sagens kerne f.eks en Børn og Unge forvaltning som sættes til at håndtere en skolesag mens den bruger alle kommunens resourcer mod forældrene og ikke som medspiller så går det som oftest gjalt.

Sektoransvarlighed har åbnede op for at der sker en vis udveksling af data men ikke sikrede sig at borger er beskyttede jvf afdelinger som sender Grænsetilfælder uhensigtsmæssigt gjalt i byen. Selv om sektoransvarlighedsprincippet som udgangspunkt bestemmer, hvilken sektor og sektorlovgivning der skal anvendes, opstår der i praksis en række grænsetilfælde. Ankestyrelsen har i nogle principafgørelser forholdt sig til dette.

Bemærk ordet NOGLE!

I principafgørelse C-11-03 fandt Ankestyrelsen, at det i henhold til sektoransvarlighedsprincippet påhviler folkeskolen at yde støtte til børn i skole og skolefritidsordning. Men alligevel var det ikke udelukket at yde hjælp efter serviceloven (socialsektoren):

”Ankestyrelsen fandt imidlertid, at et forældrepar, på baggrund af en konkret vurdering af sønnens lidelse og nødvendigheden af deres lejlighedsvise tilstedeværelse i særlige tilfælde, eventuelt kunne være berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det var herved forudsat,

- at det var udelukket at opfylde det lejlighedsvise konkrete behov ved personalet i skole og skolefritidsordning,
- og at hjælpen ikke var nødvendiggjort på grund af manglende ressourcer og/ eller personale i skole og skolefritidsordning.”
Men det fortæller intet om skolen kan i månedsvis svigte, eller i årevis ikke havde det fornøden resourcer. C-11-03 omhandler et diabetes barn ... børn med autisme, ordblindhed eller ADHD er ringe stillet. Der forligger ingen principper som forældrene kan bruge til at tvinge en skoleleder til at iværksætte støtte, justere hjælpemidler osv, ligeledes kan en skoleleder ikke ved om f.eks Børn og Unge afdeling forstår det væsentlige ifm. børn der f.eks mangler støttetimer for at kan fungerer når en skoleleder står uden fornøden resourcer. Her kan en skoleleder ubevidst forværre et barns børnesag ved at beskrive "adfærd" som skolen forstår, men som BUF tolker til at være forældesvigt. PPR er desværre ikke del af disse sager for PPR mangler resourcerne, faktisk når PPR ikke forstår det forældrene kræver (i principsagens afgørelse omhandlede det diabetes, men kan meget vel være PPR psykologen ikke har noget begreb om autisme, ordblindhed eller BMSF) og hvor PPR melder sagen til BUF idet PPR ikke føler de kan opnå et dialog med forældrene.

PPR vil og skal sikre alle børn kommer i skole. Forældre kan på ingen måde få kompensation hvis de skal undervise deres børn, ikke engang ved svigt i det tidliger skoleår. Men PPR har også det problem at Kommuner skærer så meget ned at deres egne personale ikke har muligheder for at tildele støttetimer og her er der en gråzone:

Hvad sker der med et barn hvor skolen ikke magter opgaven, men PPR ikke har resourcerne til at hjælpe? BUF ser skolevægring som forældresvigt, Skoleledere har en tendens, især når de er tilstrækkeligt presset, til at omtale skolevægring som at forældre er nogle der "ikke acceptere" skolens vilkår dermed modarbejder de barnets behov for at komme i skolen. Hverken skolen eller BUF ved nok om "handicap".

Her skal PPR kun skjælne om der er tale om et barn med en socialt funktionsnedsættelse og guide skolen til de forstår hvordan de implementere det rette støtte foranstaltninger, men når PPR er nær skåret til benet, og når PPR ikke kan hjælpe, grundet at PPR ikke har observeret barnet, og når de bundes af at skoleafdelingen f.eks skriver: "Jeg må desværre meddele, at vi ikke imødekomme dit ønske. Det ligger udenfor det serviceniveau, vi kan tilbyde i Odense Kommune, og desuden betaler vi allerede for barnets' SFO". Uden at skoleafdelingen forstår at barnet skulle i klub nu og ikke SFO så er det gjalt.


Jeg vil i stedet anbefale dig at tage en snak med SFO'en. Ligesom de kommunale SFO'er bør den også arbejde med overgangen til klubtilbud.
Jeg fik ingen hjælp, og barnet blev udsat for en klub som påpegede der var intet hjælp at hente. Klubben, tja de havde "metoder" at irettesætte børn de fandt besværlige ... og ingen absolut ingen forståelse for hvad det betyder at støtte et barn, men mere at ydmyge, irettesætte og skælde ud. Klubben vidste ikke de gjor noget forfærdeligt mod børn som havde brug for inklusion, de skulle bare have deres klub til at fungere. I dag er disse klubber sparet væk da heldagsskolen jo blev vores hverdag - nu er det op til private om de vil inkludere børnene. 

Værre er det når ingen fra PPR har "konkret sat sig ned og set på om skolen levere det et barn har bør lærer", hvor sager udvikler sig således at børn ender så langt bagud at en forældre som ved hvad der skal til bliver retsmæssigt bekymret. Vores bekymringer anses som manglende "samarbejde" oftest da skoleledere hellere ikke vil tabe ansagt. De ved udmærket hvad "sektoransvarlighed" betyder og hvilke opgaver PPR forventer løses i deres regi. Det kommmer desværre gang på gang bag på PPR at f.eks ordblindebørn tabes fagligt eller autisme børn lukkes socialt ude. Når børn placeres udenfor døren har de hverken fagligt eller socialt en chance.


Jeg forstår i dag hvorfor PPR handlede som de gjor, men forstår ikke hvordan sektoransvarligehed blev overset. Og dog, jeg kan se at alle er desperate at sende opgaverne videre, ofte i god tro, det skal de hvis de vil overleve grundet de ikke i deres sektor har det fornøden resourcer.

Det jeg ikke begriber er at de sektører ikke taler sammen og opnår en forståelse for at penge som den ene mangler ikke kan erstattes med tilbud det andet har. Handicappede børn blir kun mere handicappede af at deres funktionsnedsættelse overses. Ligeledes kan et højt begavet barn ende fagligt bagud - lige så bagud som et retarderet barn kan være skolemæssigt.

Når Kommunen flytter sager mellem kasser, og ikke formåer at justere tilbud således at der er et samspil mellem deres forvaltninger så går det gjalt. Værst jeg havde set var da PPR kræver BUF overtager en sag de ikke havde resourcerne til. En sag hvor PPR igennem længere tid "overså" barnets funktionsnedsættelse ikke blev tilstrækkeligt tilgodeset i skolen. Det jeg ikke forståede var at BUF mere og aldeles modarbejdede det PPR og Jobcenter endeligt skulle klare ... men det jeg kan se er at flere Kommuner står med håret i postkassen jvf unger som på ingen måde er jobparate og skolemæssigt ligger på et niveau at de ikke engang kan stårte på VUC eller STUens D eller G linier - her ser jeg faktisk flere normal og højt begavede unger ende.

Jeg må sige at Ankestyrelsen ikke er alt for dygtige til atindrage princippelle afgørelser, eller sikre at sager som opstår grundet skoleproblemer fastholdes i mindste ingribende foranstaltninger - når forældre siger kommunens skoler ikke var rimeligt så kan det faktisk være sådan. Desværre arbejder Ankestyrelsen udefra at forældrene nærmest skal sættes på plads som stor kriminelle familier, helt uden at sikre sig deres sektorer ser en sag "i real time" eller "just in time".

Når den ene afdeling anbringer et barn uden at Kommunen sikrede barnets skoletilbud så viser det at sektoransvarlighed fejler både ved Kommunen men også højere oppe i klagesystemet. Psykologer som ser disse sager har ingen absolut ingen bemydigelse at kræve kommunen implementere noget som afhjælper barnets problem. De må hellere ikke grundet kommunens og systemets valg af serviceniveau blande sig ... men hvad sker der når et serviceniveau administreres uden viden om følger, eller omkostninger hvis f.eks  et barns læse / skrive vanskeligheder overses? Eller et barns social behov ikke kan immødekommes fordi "sektorene" ikke vidste nok om hinandens projekter ...


Udefra sektoransvarligehed kan skolens svigt aldrig tilskrives forældrene, det som forgår i skolen er skolens ansvar. Problemet er bare at Kommunens personale ikke aner hvad der sker i skoler og forældrene ingen rettigheder har npr det går gjalt.

Alle arbejder udefra princippet om at de andre helt klart opfylder det de "lovmæssigt" jvf sektoransvarlighed er sat til på forsvarligvis.

Ingen ved Kommunen har på ingen måde har overvejet om inklusion stiller krav til skoler det færreste skoleleder forstår implikationer af. Derfor gik så mange skoleledere med til at acceptere ansvaret for valg de træffer jvf støtte til børn ...

I dag er det 10 år siden ordblinde børn blev de første som skulle inkluderes. PPR arbejder udefra at skolerne opdager, hjælper og sikrer børnene får det rette indsats. PPR regner bare med de skal "forklar" at barnet er ordblind så går det af sig selv. PPR ved intet om når BUF ikke forstår de skal hidkalde PPR hvis en skoleleder beskriver de mangler støttetimer ... værst er at UVM og VISO gav kommunerne ansvaret for at skolebørn får IT grej og ikke mindst stoffet i det format deres hverdag kræver.

Kommuner tror derimod at NOTA har styr på alt, mens skolelærer slet ikke siger noget. Se, det er kun få skolelærer som ved hvad NOTA har og reelt implementerede det undervisning et ordblind barn har behov for at det ordblinde barn kan følge med. Hvis barnet er dysgrafisk dvs ikke kan tage notater så klarer børn sig på hukommelsen og mister hele og stor dele af skolens undervisning på disse områder - ordblinde og autisme børn har i den grad noget tilfælles: De husker meget bedre end de andre børn.

Dermed opdagede ikke ret mange skoler at NOTA faktisk allerede i 2010 beskrev probelmerne med sytetisk tale jvf skolebørn - børnene beskrev selv de har et behov for mere end bare en PC. Mens alle tror at PCen erstatter støttetimer i klassen. Lærer, de må også vælge børn fra. Oftest ved lærer ikke engang at barnet er ordblind, det som de skriver er altid noget ala dovn, umøden eller klassens klovn.

En god speciale at læse om netop dette er: Ordblindheden der forsvandt!

Ordblindhedens forsvinden i folkeskolen og genopdukken på efterskolerne, eller indslaget i TV avisen om ’de sent opdagede’ ordblinde kan, på baggrund af nærværende analyse af måden ordblindhed udspiller sig på, forstås som konsekvens af de relationer
Hedevangskolen indgår i:

1) Dels ud fra statens projekt om at skabe den læsende samfundsborger

2) Dels ud fra loven om specialundervisnings konsekvenser og den inklusionskontekst den skriver sig ind i, der skaber en uklar procedure og forvirring om ansvar

3) Dels ud fra ordblindhedens position som ikke-­‐diagnose og destabiliseret kategori på Hedevangskolen, hvilket forhindrer en fælles praksis og forståelse af ordblindhed på tværs af forskellige praksisfællesskaber Relationerne mellem aktørerne på Hedevangskolen og andre kommunale og statslige aktører gør, at ordblindhed må vige pladsen for læsevanskeligheder i folkeskolen.

Det er med andre ord, det mere fleksible fænomen læsevanskeligheder, der udspiller sig på Hedevangskolen og ikke ordblindhed.   

Tegneserier med lyd motiverer unge ordblinde til at læse:
Overordnet oplevede vi meget stor interesse for Notas digitale lydtegneserie. Vi fandt frem til, at det helt grundlæggende er kombinationen af de tre modaliteter, lyd, billede og tekst, der ’fanger’ de unge dyslektikere. Multimodaliteten bidrager til, at underholdningsværdien øges, og den digitale lydtegneserie bliver sjovere og mere spændende at ’læse’ end en almindelig lydbog. https://www.folkeskolen.dk/510893/tegneserier-med-lyd-motiverer-unge-ordblinde-til-at-laese

Dysleksi og Autisme har intet at gøre med dårligt syn eller dårlig hørelse. Dysleksi har heller intet at gøre med manglende intelligens, hjerneskade, udviklingsfejl eller skader på sanserne. Derfor skal vi huske at disse børn har behov for det rette træning, uden oplevelser som skaber mere aversion end nødvendige. Ordblinde kan ikke slippe udenom at arbejde med afkodning og det må ikke glemmes ved at give den IT som redskab, men skoler skal hsuke f.eks VAKS og at børnene afkærves opgaver således de lærer på lige fod med de andre børn ligeledes skal børn med autisme udforderes og kom ude af deres "comfort zone" som Temple Grandin selv siger!


Parents and schools must have the resources to Stretch Kids With Autism and / or Dyslexia, Dysgrafia Outside of Their Comfort Zones. All children need to be stretched - also Gifted Children especially 2e children where their handicap masks their real potential and their potential masks their handicap. But sadly schools do not recieve enough knowledge thus they are not able to motivate for the resources or time a case takes ... thus these children end up excluded from school and can rarely catch up unless they are given even more resources than their inclusion would have cost had schools knowledge about their needs from the beginning. With cost effectiveness as a primary motivator many people are left out ... sadly so. And scary it is to see polticians cut budgets - while implementing cost effective teaching and forgetting the human factor. Here is a classic example of short sighted savings, parents and children at just a big experiment at this moment:





Efterlysning:
Har du modtaget en afgørelse fra din kommune hvor du pålægges at "samarbejde" om "forsøg" med dit barn?

Se nedenstående eksempel fra Aarhus Kommune.

Vi ved at en del forældre pt. får tilsendt denne type afgørelser lige nu. på trods af forældrenes egne og fagfolks vurderinger af at det vil stresse/skade barnet at være længere i skole.
Afgørelserne handler typisk om at kommunerne ønsker at spare tabt arbejdsfortjeneste.

Det er vigtigt at man anker pålægget, også selvom man i første omgang beholder den tabte arbejdsfortjeneste. Man skal anke at kommunen pålægger forælderen at samarbejde om et tiltag der kan skade barnet.

Jeg vil meget gerne have tilsendt afgørelser af denne type på: formand@autismeforening.dk


Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.