fredag den 17. marts 2017

Ankestyrelsen og skoleophold er en dum ide! Ordblinde svigtes i Odense #skolechat



Ankestyrelsen tog heller ikke stilling til, om kommunen havde løst sin forpligtelse efter folkeskolelovens § 20, til at tilbyde specialundervisning, herunder vederlagsfri undervisning for børn i den undervisningspligtige alder.


Sag nr.- 3 j. nr. 201743-98.
En dreng, født 1983, havde læse- og stavevanskeligheder. Han havde gået på en almindelig folkeskole fra børnehaveklassen til og med 5. klasse, hvor han efter råd fra lærer og skolepsykolog kom i en lille læseklasse på en anden skole, hvor han gik i 6., 7. og 8. klasse. Dette tilbud ophørte ved udgangen af 8. klasse ved sommerferien 1998. I samråd med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) fik drengen plads på O Efterskole for at tage 9. klasse i skoleåret 1998/99.
Ved henvendelse til socialforvaltningen april 98 blev det oplyst, at drengen ikke kunne fortsætte i nuværende skoletilbud og ikke havde mulighed for at tage 9. klasse i folkeskoleregi. Desuden fremgik af journalarket, at PPR ikke havde mulighed for at tilbyde ham andre alternativer til folkeskolen, men da han fortsat var undervisningspligtig havde familien i samråd med PPR valgt og fået plads på O Efterskole. Både drengen og forældrene ville helst have, at han kunne have fortsat i den skole, han var gået i hidtil.
Socialforvaltningen vurderede, at drengen var undervisningspligtig, og at han på grund af sine faglige vanskeligheder ikke kunne undervises i folkeskolen og havde fundet betingelserne i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, nu servicelovens § 40 stk. 2, nr. 10 umiddelbart for opfyldt. På baggrund af familiens økonomiske situation blev det vurderet, at familien selv var i stand til at betale opholdet og ud fra den økonomiske betragtning blev familien meddelt afslag på støtte.
På dette grundlag traf det sociale ankenævn afgørelse august 1998.
Efterfølgende henvendte forældrene sig til kommunen og ønskede oplyst, hvad kommunen kunne tilbyde drengen, hvis han ikke fuldførte9. klasse på O Efterskole. Der var tale om en undervisnings pligtig elev, som af skolepsykolog var anbefalet ikke at komme tilbage i en almindelig klasse på grund af læse-staveproblemer. Det var efter anbefaling af skolepsykologen på hans tidligere skole, at han var kommet netop på O efterskole, der kunne hjælpe ham med de problemer han havde. Samtidig oplyste familien, at 4 ud af 5 elever fra hans tidligere klasse havde fået deres efterskole betalt, fordi kommunen havde erkendt, at den ikke kunne tilbyde den slags elever en relevant undervisning, men disse elever hørte til en anden kommune. Samtidig forespurgte familien, hvad kommunen kunne tilbyde ham på 10. klassetrin.
I redegørelse fra PPR oktober 1998 blev det forklaret, at drengens ophold på skolen fra 6-8. klasse var en ren undervisningsforanstaltning og hele sagen blev behandlet i Børne- og Kulturafdelingen. Det var PPR, der havde indstillet til fortsat skolegang på denne skole i skoleåret 1997/98, idet der var en lille gruppe læsesvage elever, som fik yderligere 1 år som et særligt specialpædagogisk tilbud. Derefter ville et efterskoleophold i 9. klasse være en god videre udviklingsmulighed. Der var fortsat behov for at tage hensyn til drengens læsehandicap og drøftelserne drejede sig om et egnet efterskoleophold. Skoleplaceringen på O Efterskole var et undervisningstilbud med et særligt specialpædagogisk indhold, der dækkede hans behov og økonomien i forbindelse med et efterskoleophold blev ikke rejst over for PPR.
Der havde ikke været drøftet alternativer, men der havde i givet fald været andre muligheder f.eks. Ordblindeinstituttet eller et særligt tilrettelagt undervisningsforløb med støttetimer på egen skole. Med hensyn til, hvad der kunne være alternativ for drengen i tilfælde af et afbrudt 9. skoleår eller ved ønske om et andet tilbud i 10. klasse ville det afhænge af en nærmere drøftelse og konkret vurdering af det aktuelle behov. PPR afsluttede ved at fastslå, at det valgte efterskoletilbud var særdeles relevant, og at man også inden for Børne- og Kulturforvaltningens område ville kunne yde et ekstraordinært tilskud til et efterskoleophold med baggrund i det særlige specialpædagogiske behov, og at det var på denne baggrund, der var ydet fuld betaling for eleverne fra en anden kommune.
I november 1998 redegjorde Børne- og Kulturforvaltningen for, at der ikke var stillet et alternativt skoletilbud til rådighed for drengen, idet man ikke havde modtaget visitation fra PPR om et særligt videre skoleforløb for ham, men derimod var der visiteret til ophør af specialundervisning. Det var i øvrigt Børne- og Kulturforvaltningens opfattelse, at forældrene på eget initiativ havde ønsket drengen på efterskole.
Børne- og Kulturforvaltningen udtalte, at kommunen ikke skulle stille et skoletilbud til rådighed, selvom drengen var i denundervisningspligtige alder, men derimod påse at en elev i den under visningspligtige alder undervises.
Familieafdelingen gav november 1998 overfor det sociale ankenævn udtryk for, at der kunne have været flere alternative skoletilbud f.eks. Ordblindeinstituttet, anden specialklasse eller normal klasse med ekstra støtte.
Forældrene gav herefter udtryk for, at de ikke tidligere havde hørt om, at der var flere muligheder, og at det undrede dem vedrørende Ordblindeinstituttet, da de tidligere mange gange havde spurgt, om drengen var ordblind, men hver gang fik at vide, at det var han ikke, han havde bare meget svært ved at læse og stave. Forældrene oplyste, at de i januar 1998 af en ungdomsvejleder fik oplyst, at man ikke kunne tilbyde nogen undervisning til ham i kommunens regi. Endelig tilføjede forældrene, at han var blevet meget glad for at være på O Efterskole, og at han også socialt fungerede fint.
Nævnet stadfæstede kommunens afslag på støtte til efterskoleophold til drengen. Nævnet henviste til at kommunen havde vurderet, at forældrene selv kunne afholde udgiften til egenbetaling for hans efterskoleophold samt deraf følgende transportudgifter af det beregnede månedlige rådighedsbeløb. Efter forældrenes faste udgifter samt egenbetaling af efterskoleophold og transport til og fra efterskolen var betalt, havde forældrene et restrådighedsbeløb på 6919 kr. pr. måned ifølge det udarbejdede budget. Afgørelsen blev truffet efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10. Da kommunens skønsmæssige afgørelse hverken var ulovlig eller åbenbar urimelig, kunne det sociale nævn ikke ændre kommunens afgørelse, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.
I anken til Ankestyrelsen kommenterede forældrene ankenævnets fortsatte afslag, idet der dels anførtes med hensyn til alternativt tilbud fra kommunen, at det næppe kunne være rigtigt, at kommunen efter næsten 1 år kunne få medhold i at fremkomme med alternativt tilbud, når forældrene havde været til møde med en ungdomsvejleder, som tidligere ikke kunne hjælpe med alternativ tilbud. Forældrene bestred, at drengen havde været opskrevet på efterskole før det blev klart, at der ikke var mulighed for at fortsætte på den hidtidige skole. Med hensyn til undervisningspligt anførtes det, at kommunen løb fra sit ansvar, idet familien blev frarådet, at drengen kom i almindelig skoleklasse også med støttelærer og i stedet blev rådet til at søge efterskole, der passede til hans behov. Forældrene havde talt med ungdomsvejlederen, de havde fået råd og vejledning fra professionelle mennesker om, hvad man skulle og de havde fulgt dem, og nu oplystes det, at kommunen bagefter ville noget andet uden dog, at det anførtes hvad. Med hensyn til betaling anførtes, at budgettet ikke havde noget med sagen at gøre, da drengens andre skolekammerater fik fuld dækning uden at skulle fremlægge et budget.
Det sociale nævn revurderede i november 1998 sagen og fastholdt afgørelsen, idet det sociale nævn fortsat ikke mente, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at nævnet kunne efterprøve det skøn, der lå i kommunens afgørelse. Nævnet kunne derfor ikke ændre kommunens afgørelse, jf. 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et undervisningsmæssigt behov kan anses for omfattet af bistandslovens § 33, stk. 1, nu servicelovens § 40, stk. 1, og således kan begrunde støtte efter § 33, stk. 2, nu servicelovens 40, stk. 2.
Afgørelse:
Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at bevilge støtte til efterskoleophold i medfør af bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10 (nu servicelovens § 40, stk. 2, nr. 10).
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke kunne anses for dokumenteret, at drengen havde et særligt behov for støtte i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1 (nu servicelovens § 40, stk. 1), herunder, at det ikke kunne anses for dokumenteret, at hans eventuelle behov rettede sig imod foranstaltninger, der var nævnt i § 33, stk. 2 (nu § 40, stk. 2).
I medfør af servicelovens § 40, stk. 1, var det en betingelse for at træffe afgørelse om foranstaltninger, at det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Hertil krævedes, at der var tale om et individuelt behov, og at det konstaterede behov relaterede sig til de hjælpemuligheder, der var nævnt i § 40, stk. 2.
Således som sagen var oplyst, var der hos drengen tale om læse- og stavevanskeligheder, som nødvendiggjorde specialundervisning.
Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om socialforvaltningen havde givet den tilstrækkelige vejledning og rådgivning med hensyn til alternative muligheder for at løse hans skoleproblemer. Ankestyrelsen tog heller ikke stilling til, om kommunen havde løst sin forpligtelse efter folkeskolelovens § 20, til at tilbyde specialundervisning, herunder vederlagsfri undervisning for børn i den undervisningspligtige alder.
Ankestyrelsen tiltrådte således med den ændrede begrundelse det sociale ankenævns afgørelse.


Tænk, den 26. juni sagt jeg vi kan ikke gå med til stop i specialklassen uden at vide hvad vi får efter ferien. Det endt med at de vil tvinge os ind i Folkeskole uden støtte og jeg ender med at hjemmeundervise uden fornøden hjælp jvf testning (som var lovet) og må endeligt ikke for min læge. Vi fik dog en IT rygsæk så noget siger mig kommunen UDMÆRKET vidste hvad der skulle til.

Værst er at PPR nægtede at der er tale om en §20 stk 2 klage mulighed og vi dermed ikke kan få klart hjælp jvf om kommunen gjor det de burde havde gjort ifm min drengs skolegang som Ordblinde foreningen allerede i 2013 sagt var gjalt ... uden at klagen derom var behandlet. Ja, 2014 smed klagenævnet sagen ud da barnet var anbragt men glemt tilfældigvis at vurdere om Kommunen opfylder §20 krav og 2015, 2016 undvigede en snedig kommune, Odense, vores klage som alle andres.

I vores kommune er der ingen klager men som jeg læser det har vi forældre INTET at gøre når kommunen ikke er klog nok på ordblind området, det er fuldstændigt frivillig for kommunen at sikre barnet hjælp og kommunen får ingen ansvar. De børn hvor forældre slet ikke kan betale straffes hårdest. Kampen af 7 års fejlhåndtering af mit ordlindbarn tog hårdt på mig, værst er da kommunen fremstiller sig selv i avisen som om de har styr på det - men jeg ved de skadede mit barn.

Og fjernelsen var endeligt der han kom reelt bagud. Det her er livsvarige skader - og kommunen så dum som de er har pligt til at gøre noget indtil han er 29 år gammel. Problemet er de er fuldstændigt ligeglad om deres borger udvikler sig, eller får et job da de tjerner mere i skat via STU og andre puljer de trækker hjem.

Det mest horribelt er kommunens anden aktører de hyrede som tog opgaven men ikke løste det. Hvordan de kan se sig selv i spejlet - ja, det er nemt nok. Børn med handicap er bare deres indtægt og de har ingen samvittighed for de skader børnene får, de smider dem bare videre ... hvordan jeg nogensinde tilgiver de fine andre aktører jeg så dumt treode på, eller til slut endt truet til at tro på i frygt for at en kompetenceløs socialrådgiver smider mit barn tilbage til en voldelig institution og tilhørende hashule af en tvindskole var trussel nok.

Men værst er at centret og ppr og buf bevidst holdt os fra kommunens ordblinde tilbud helt siden 2011 mens alle kiggede på og ingen stoppede det forskels behandling, samtidig med at avisen beskriver der er styr på området og ordblindeforeningen udmærket kendte til det forgår. Ingen sagt noget og der er ingen som lytter når en kommune svigter og glemmer, eller ikke vil sende en sag til klagenævnet for special undervisningen. Mit barn tog skade - men der er intet hjælp at hente for han er 16, eller 18. Det er vitterlig niveauet og koster samfundet mange penge ... for os var løsningen ordblindeinstitut og evt en skrive kurses ad den vej men grundet smøl og forskelsbehandling bliver hans skolegang en hvor han kommer derfra som et barn der er for dum til at lære noget, men alvorlige knubs på selvværd. Ingen af vores andre aktører havde andet at levere end det de selv ville leve af og kommunen nægtede os adgang til ordblindeinstitut ved ikke at afgøre sagen eller ved at glemme at fortælle os om det tilbud der var i kommunen for ordblinde. Tænk at PPR og BUF kan tillade sig det og Byrådet ... ankestyrelsen, børn og unge udvalg, byret og landsret glemmer at sikre mit barns tarv. Men anbring og umyndiggøre mig som forældre der ikke samarbejder - ja, det kun de!

Hvorfor går det sådan? Ja, jeg var for fattig at selv tage affære. Jeg skulle tigge ved kommunen - og alle ved de er lunefuld ind ved odense hvor kammerateri og ego styrer mere end barnets behov. De skammer sig slet ikke og værst er de forstår på ingen måde hvad deres fejlhåndtering endeligt kostede alle, ja alle betaler for de dyr sager. Formålsløse sager hvor Odense bare viser de bestemmer, fordi Odense kan.


Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.