tirsdag den 28. marts 2017

Inklusion og Neuro diversitet #ordblind #skolechat #crystalmethod #odense #nyO



Er et forklaring jeg stået på her til morgen giver en hel del tanker omkring hvordan det er vi hjælper børnene når vi ser at diagnoser er "nær beslægtede", men indser de forskellige. Hvor alle børn har brug for "rammer udefra deres behov", rammer som vi ikke altid har, men hvor vi har pålagt lærer at skabe disse vha. Inklusion. 

Når vi omtaler Inklusion er der efter det første 10 år, hvoraf der er kommet mislyde. Sådan har det nok været i 100 år. Inklusion hvor lærer sjælden ved noget om børnenes diagnoser men skal håndtere deres klasser. Så forstår vi hvor deres tid bruges - desværre mest for ydre kontrol, da de ikke har til eller kurser til at forstå hvordan de hjælper enkelte børn. Tid er som penge - og lærer kan som vi andre kun bruge tid en gang. Det betyder at lærer skal prioritere. Når lærer rent faktisk skal prioritere i deres fag som har med mennesker at gøre, kræver dette ekspertise. Ekspertise jvf neuro diversitet ikke alle lærer har fået som vi pålægger skolerne at være mere inklusiv.

At se på mennesker er lidt som at se en diamants overflade uden at forstå at en diamant i praksis først skal slibes, og at det kræver ekspertviden. Hver diamant er unik. Sådan er børn også, børn er i praksis uslebne diamanter.

Værdien af ​​hver diamant er bestemt af de såkaldte fire faktorer "C" -s. "C" s farve (farve), Klarhed (renhed), Cut (slibning) og karat (vægt). Alle disse faktorer påvirker i sidste ende værdien af ​​den diamant vi kun ser overfladen af. Nogle af os ser bare en diamant, men andre forstår at en ordentlig slibning påvirker diamantens evne til at reflektere lys, dennes glans. Nedenfor er en illustration af, hvordan en brillant lys sti kunne se ud. Slibning er den faktor, der påvirker diamantens udseende mest. 



Desværre værdsætter vi ikke vores børn på samme måde som vi ville en diamant når vi vælger en der skal slibe dem til, eller det rammer vi byder vores børn. Både som lærer, forældre men i den grad som politiker. Faktisk kræver vi at lærer uden ressourcer og viden skal levere deres bedste samtidig med at vi tillader administrative vurderinger af børn, og omtaler børnene derfra som inklusions egnet eller uegnet! Og værst er vi presser hinanden til accept.

Men hvad ved vi egentligt? Og hvad betyder inklusion for det enkelte barn, for skolen, for læren og ikke mindst forældrene? Hvad ved vi om de børn vi erklærer egnet eller uegnet? Og kan vi tillade os at have en mening - mening om skolen, barnet, forældrene eller fagpersonerne?

For at forstå det bedre inden jeg går videre er det væsentligt at kigge lidt nærmere på "inklusion" og tankerne bag ... samt et lille indblik ind i neuro-diversitet hvor jeg har fundet en ordblind, dyspraksi eksempel. Men det er værd at se den for at se hvordan disse har samme symptomer set ved autisme, adhd - og ser vi videre på adfærd så kræver det vi holder tungen i munden. Men lad adfærd stå for sig, lige for nu.

Muskelsvindsfonden har bedt fire personer, der på hver sin måde har beskæftiget sig med inklusion, om at definere ordet, jegkun ikke definere det bedre så lige kort om hvad de forskellige mener hvor det hele afsnit nok bør læses her: https://muskelsvindfonden.dk/muskelkraft/temaer/tema-om-inklusion-der-skal-vaere-plads-til-forskelle-i-samfundet/hvad-betyder-inklusion
Rasmus Alenkær arbejder, med skolen som eksempel, arbejder med de tre definitioner:
“Administrativ inklusion” definerer den praksis, hvor et barn tillades ophold i en almindelig skoleklasse. Når barnet er indskrevet, er det inkluderet. Barnets faglige, sociale og personlige udbytte er mindre vigtigt. Det handler om fysisk placering og om formel indskrivning. 
"Traditionel inklusion” definerer den praksis, hvor et barn placeres i en almindelig skoleklasse. I denne ramme skal barnet udvikle sig fagligt, socialt og personlighedsmæssigt. At barnet måske har brug for en anden organiseringsform er mindre vigtigt, da det her handler om opretholdelse af traditionelle organiseringsformer. 
“Kvalitativ inklusion” definerer den praksis, hvor man indledningsvist ser bort fra fysisk placering, men i stedet overvejer, hvilke fysiske, sociale og opgaveløsning mæssige behov et barn har. Ud fra disse overvejelser definerer man, hvilket fællesskab og hvilken pædagogik barnet skal mødes med.

Ole Lauth beskriver at inklusion er, at alle mennesker skal kunne være deltagere i fællesskabet uanset deres forudsætninger. Mennesker med særlige behov eller en anderledes adfærd skal vi kunne omfatte i vores fællesskab. Et samfund kan ikke hænge sammen, hvis vi begynder at ekskludere dem, der afviger fra vores normer: mørke, brune, mennesker med handicap, psykisk syge…
Og hvis vi vil inklusion, er vi nødt til – både i det fysiske og mentale rum – at give plads til alle. Du får ikke mig til at sige, at nogen skal være undtaget. Hvis vi siger ’næsten alle’, er der jo nogle, der skal bestemme, hvem vi ikke kan inkludere – og den mulighed for skøn er farlig!
Med FN’s handicapkonvention er inklusion et vilkår, som betyder, at vi skal kunne omfatte alle. Det betyder, at vi skal skabe miljøer, som vil acceptere afvigende adfærd. Det sker af og til, at ansatte på højskolen mener, at en bestemt elev ikke kan inkluderes. Det accepterer jeg ikke. Omvendt kan en diagnose ikke fritage for pligten til at forstå fællesskabets vilkår. Opgaven for os er at finde de indsatser, der skal til for at kunne rumme alle.

Jacob Birkler beskriver at man skal have blik for modparten, og som begreb er der vel ingen, der er imod inklusion. At alle er inkluderet, er en smuk tanke, men der kan være langt fra begreb til ’greb i praksis’ – altså til en praksis, der virker.
Min erfaring fortæller mig, at det afgørende for, om inklusion lykkes, er, at både den inkluderende og den, der skal inkluderes, har blik for den modsatte part. Altså at den, der skal inkludere nogen, har blik for, hvordan hver enkelt bliver en del af en sammenhæng. Og omvendt. Hvordan den, der skal inkluderes, bidrager til at blive det.
I sundhedsvæsenet taler man om, at man skal tage udgangspunkt i patienten, men i praksis er det ofte omvendt. Patienten bliver et tilgangspunkt – én, man går til med pleje og behandling. At se patienten som et udgangspunkt handler om at finde det ’punkt’, hvor patienten er og finde forståelse for, hvad patienten tænker, vurderer, oplever – og så handle ud fra det. Ellers ’forsøger’ man sig. Hvis man på forhånd har tænkt, hvad der skal gøres, kan det blive for ’set’ – så har man ikke blik for den anden part.
Det samme med inklusion. Man kan godt have en idé om, hvad der skal til, for at en person kan inkluderes, men deri kan ligge en forseelse, hvis man ikke inddrager personen og lytter til hans oplevelse og vurdering.

Kristian Hegaard fortæller at Inklusion er oplevelsen af at være med på lige fod, hvor inklusion handler om at være med på egne præmisser – i vennegruppen, i klassen, på arbejdspladsen, i samfundet. Man skal føle sig på lige fod med de andre – og ikke bare være dér for et syns skyld.
Og det kræver noget af en selv at blive inkluderet. Man kan ikke bare læne sig tilbage og sige, at jeg vil inkluderes. Alle skal arbejde ud fra det samme mål, men man skal selv komme på banen og vise eller fortælle, hvad der skal til. De andre kan ikke gætte, hvad der er ens behov. 
Hvis inklusionen fungerer, så har vi et samfund, hvor alle bidrager – ikke med det samme, men med det, de kan. For alle kan noget. Det handler bare om at finde ud af, hvad det er, man er god til og kan bidrage med.
Når vi taler handicap, er det vigtigt, at man ikke skærer alle over én kam, men anerkender, at vi alle er forskellige – også vi, der har et handicap. Derfor skal man spørge den enkelte person: hvad kan du bidrage med? Og det gælder både i det offentlige og i civilsamfundet. Men der er vi ikke helt endnu.


Neuro Diversitet er meget kort beskrevet i det ovenstående diagram, som indlægget her startede med. Et diagram som giver en hel del tanker omkring hvordan det er vi hjælper børnene når vi ser at diagnoser er nær beslægtede, hvor det er tydeligt at nogle områder overlapper, men indser de forskellige har brug for rammer udefra deres "unikke" behov. Det jeg vil bede alle om at huske er: Skriv børns diagnoser i blyant ... og hav et viskelæder i nærheden. Når vi har været helle møllen igennem så har vi set hvor ofte stempler gives og hvordan disse pludseligt er hverdagen for et barn, men vi er ikke god nok til at fjerne forkerte stempler, eller indrømme at vi selv udløst adfærd som kun minde om noget værre sygdom.

Når vi omtaler Inklusion hvor lærer sjælden ved noget om børnenes diagnoser men skal håndtere de få de får i deres klasser så forstår vi deres frustration eller måske også vores frustration som forældre - hvor politiker desværre ikke begriber hvordan inklusionsopgaver kan blive dyrt når rene “Administrativ inklusion” fejler når børn ofte ikke oplever at være på lige fod med andre. Noget som ikke er gjort i ond mening, men fordi skoler praktiserer det vi "I sundhedsvæsenet taler man om, at man skal tage udgangspunkt i patienten, men i praksis er det ofte omvendt." når vi skal løse opgaverne i det rammer systemet byder. Rammer hvor vi i praksis har svært at løse "Opgaven" som for os er at finde de indsatser, der skal til for at kunne rumme alle".  Indsatser vi senere kan overbevise vores Politiker om at give os penge til!

Alt imens vi grundet FN’s handicapkonvention stilles en vanskelig opgave hvor inklusion, som betyder at vi skal kunne omfatte alle, er vilkårene! I praksis betyder det, at vi skal skabe miljøer, som vil acceptere afvigende adfærd. Og hvem er vi til at bestemme hvad "afvigende adfærd er"?

Prøv se den lille film: http://www.achieveability.org.uk/main/resources/spld-presentation som omhandler kun ordblindhed men som åbner op for hvor kompleks det vi kræver lærer skal løse, uden forberedelse. Lærer som ikke får en god opbakning, guidning kan meget let udvikle praksis og adfærd som er mere til skade end gavn, uden at de selv ved det. Således sker det samme for forældre, psykologer og især politiker. Den lille film kan meget let overføres til autisme, adhd og udvides til at være i den kompleksitet den enkelte har behov for  ... for bare at nævne nogle områder. Som big data udvides vil vi se bedre muligheder at kunne give lærer grænse overflader hvor de kan "notere" problemerne og derefter via computeren få forslag til fagpersoner, løsninger og træning. For nu, ja så gælder det at en lærer eller forældre eller politiker er heldig at få formidlet det viden de skal bruge for at skabe rammer vi andre har brug for.






The SpLD Crystal is courtesy of June Lewis
The CD on which the SpLD is also profiled was designed by Designfish Studios

Det er endeligt ikke så svært at forstå når vi dagligt lever med vores forskelligheder i hjemmet. Men sværhedsgraden øges alt efter hvilke model vi forsøger os med at forklare hvor kompleks noget som ordblindhed endeligt er ... denne ovenstående model er bare en lille snitflade til det vi kan genkende, at forstå hvordan børn påvirkes er mere vanskeligt. At hjælpe disse børn i et system med dennes rammer som disse nu engang er ... kan være ekstrem vanskeligt. Hvordan skal vi få mennesker med så bredt et syn på hvad inklusion er til at forstå hvordan neuro diversitet påvirker situationen? Og hvordan får vi sikret at der er en vis kvalitet i det skoler levere jvf Inklusion.









Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.