fredag den 28. april 2017

Kommune var erstatningsansvarlig for sen hjemsendelse efter tvangsmæssig undersøgelse, men ikke for tvangsanbringelse.




Kommune og Ankestyrelsen frifundet for tortgodtgørelse efter tvangsanbringelse
20. maj 2016Af Kristine Schmidt Usterud

Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 19. maj 2016 byrettens dom om myndighedernes erstatningsansvar efter en tvangsundersøgelse og -fjernelse.
Sagen vedrørte to forældre og to børn, som alle ønskede tortgodtgørelse efter en tvangsmæssig undersøgelse og efter en tvangsfjernelse. De to børn fik tilkendt kr. 10.000,- hver, da de var kommet én uge for sent hjem efter en tvangsundersøgelse. Ingen af parterne fik godtgørelse for tvangsanbringelsen, hvor byretten havde ophævet Ankestyrelsens afgørelse.
Sagen vedrører to spørgsmål, dels om en kommune er erstatningsansvarlig ved ikke at sikre, at to børn kom hjem til forældrene, straks efter en tvangsmæssig undersøgelse var færdiggjort, dels om kommunen og Ankestyrelsen var erstatningsansvarlig for en anbringelse, hvor afgørelsen blev ophævet af byretten.
Den tvangsmæssige undersøgelse
For så vidt angår første del af sagen, så følger det af loven, at en undersøgelse skal være færdiggjort inden max. to måneder. Det følger videre af bl.a. lovens forarbejder, at barnet/den unge ved en tvangsmæssig undersøgelse ikke må blive på undersøgelsesstedet, når vedkommendes tilstedeværelse på stedet ikke længere er nødvendig for at sikre undersøgelsens gennemførelse. Barnet/den unge må altså ikke blive på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsen (”skriveperioden”).

Der skulle i undersøgelsesperioden både foretages en psykologisk og en socialpædagogisk undersøgelse. Allerede tidligt i perioden, da psykologen var færdig med sin testning, bad forældrene om at få børnene hjem.
På baggrund af sagens oplysninger og vidneforklaringer fandt landsretten, at den socialpædagogiske undersøgelse først måtte anses for at være færdiggjort knap en uge før to måneders fristen. Børnene kunne først kunne hjemgives, når den socialpædagogiske undersøgelse var færdig. Børnene kom dog først hjem en uge efter den socialpædagogiske rapport var udarbejdet.
Landsretten fandt, at kommunen havde begået en fejl ved at beholde børnene i en uge ekstra og tilkendte dem hver kr. 10.000,-, hvorimod forældrene ikke kunne få tortgodtgørelse, da tvangen var rettet mod børnene. Hver af de fire parter havde nedlagt påstand om kr. 50.000,- i tortgodtgørelse.
Tvangsanbringelsen
Knap et år efter den tvangsmæssige undersøgelse indstillede forvaltningen til børne- og ungeudvalget, at børnene blev tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet. Denne indstilling fulgte børne- og ungeudvalget (med dissens). Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen, som stadfæstede børne- og ungeudvalgets afgørelse, (også med dissens). Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for byretten, som enstemmigt ophævede Ankestyrelsens afgørelse og hjemgav børnene.
Hver af de fire appellanter havde for så vidt angår denne anden del af sagen nedlagt påstand på tortgodtgørelse på kr. 100.000,-.
Både kommunen og Ankestyrelsen, som begge var sagsøgt, blev frifundet, da landsretten fandt, at hverken kommunen eller Ankestyrelse havde handlet ansvarspådragende. Den omstændighed, at byrettens vurdering af tvangsanbringelsessagen var anderledes end flertallene i børne- og ungeudvalget samt Ankestyrelsen gav ikke i sig selv en formodning for culpa hos myndighederne.
Konklusion
Dommen viser for det første, at kommunerne skal sikre på, at børn, som har ophold uden for hjemmet med henblik på en tvangsmæssig undersøgelse, kommer hjem til forældrene, når undersøgelserne er tilendebragt, medmindre der er grundlag for en akutanbringelse af børnene. 
Dommen viser dernæst, at der ikke foreligger et culpaansvar, alene fordi byretten vurderer sagens materiale anderledes end de administrative myndigheder.
Advokat Kristine Schmidt Usterud førte sagen for både kommunen og Ankestyrelsen. http://kammeradvokaten.dk/nyheder/2016/5/kommune-og-ankestyrelsen-frifundet-for-tortgodtgoerelse-efter-tvangsanbringelse


Ja, nu kan kommunen omstøbe dit barns udredning ved at finde en årsag for at fortage en tvangs udredning. Det er meget aktuelt, og brugt. Forstil jer at psykologen ikke finder det væsentligt at tale med jer forældre, som part i sådan en tvangs udredning. Og at psykolognævnet mener det psykologen leverede er god kvalitet, og I er enige uden at psykologen vidste du som forældre var af samme opfattelse da psykologen kun får det socialrådgiver udleverer, imens psykologen dokumenter din forældre evne bort uden at se dig ...

Ja, der er retningslinjer for forældrenes parts status i disse sager, men forstil jer psykologen springer det led over og begrunder det med det faktum at der er tale om tvang? Forstil jer at psykolog nævnet mener der er "ok" men at alle så har et rapport skrevet om jer som I ikke deltog i, hvor ingen ved I var enige i det psykologen mente om jeres barns skolegang? Men hvor alle læse psykolgoen inkriminere dig som dårlig forældre - uden at de opdager psykolgen reelt hverkne talt med dig, eller så dig og barnet sammen.


Forstil jer at barnets socialrådgiver vælger parter i sagen og er fløjtende ligeglad med jer som forældre, eller den ene af forældrene ... hvor hun kan vha SEL §69 træffe afgørelser i sagen for at fastholde hendes skolevalg og hvor skolen så levere "det der skal til" i sagen for at Ankestyrelsen i hvert tilfælde det år kan fastholde dit barns skolegang - hvor ingen ser barnet? Og ingen havde set barnet andet end "den socialrådgiver" og alle hendes andre aktører. Min retssikkerhed blev krænket, men mit barn havde ingen ansvarlige som passede på hans skolegang da jeg ikke blev anset som part i sagen. 




Selv da Vejen kommune skrev til Odenses Kommunalbestyrelsen fandt de hurtigt ud af at deres "henvendelse" var ikke velkom og de kun må tale med socialrådgiveren. Skolechefen rette ind. Mens barnet var en af de få heldige hvor der kom en ekstern psykolog på sagen som rent faktisk så både barnet, mor og skolen samt hjemmet.

Det mest horribelt er at kommunen "vedtager" socialrådgiveren og PPR styrer processerne. De ser sjælden sådan en sag og er dybeset ligeglad da de ikke ønsker at forklare og redegøre for valg forvaltningen træffer ... så du skal endeligt passe på din socialrådgiver og PPR psykolog. De kan mere end du regner med. Og penge, tja der er penge nok når sager skal videre og anbringelser skal fastholdes men der er ingen penge til vores børn med handicap i Folkeskolen. Socialrådgivere bestemmer hvem får hvad ... imens aner byrådet ikke hvorfor der er problemer, de satser på deres fagkonsulenter, psykologer og socialrådgivere ved hvad de laver.


Men det er da sjælden den selvsamme psykolog gentager fejl i et sag hun påståede ikke havde som sag. Grotesk er sagens gang - hvor selvsamme psykolog fik en påtale i sagen, men vælger så fremmedrettet hvad der skal ske, og må ske jf barnets skolegang. En skolegang hun dybeset ikke fulgt som hendes ledelse treode hun følger ... hvor hun administrativ efterlod barnet i kaos, imens hun fastholdt fejlhåndtering af barnet, samt tillod magtanvendelser over en længere årrække, i ret dyr tilbud rådkvinden reelt havde tillid til administreres med faglig kompetence. Ingen anede det strandede ved "administrative" procedurer og topstyring. Og morens klage jf denne psykolog skænked eingen en tanke - da klagen aldrig nået sagen, ligeledes som kritiske referater mm forsvinder. Jeg klagede over pågældene i 2011, 2013 og 2015 blev jeg fjernet af en vagt og socialrådgivern "holdt hånden over hende" sammen med ledelsen. Jeg vælger nu at skrive om det og har set jg kan endeligt stadigvæk klage til psykolognævnet, men er usikker om psykolog nævnet reelt vil påtale "administrative" skoleplaceringer - samtidig er det endeligt PPR som har ansvaret. Noget vi i 7 år havde problemer med jf faglig niveau i kommunens tilbud eller som det nu er: Andre aktører kommunen betaler for at levere det de mener ... psykologen fulgt sagen. Mon hun kan forklar hvordan det endt med at da tvangssagen pegede på det jeg ansøgt om og fortalt hende jeg ønskede i 2011 ikke blev effektiviseret? Og hvorfor netop det emne i sagen som tvangsudrendnignen var enig med mig i - kunne i alle disse år blankt ignoreres.



Disse sager er dyrt. Vi taler om tilbud som koster cs 30 000kr om måneden for hvor denne psykolog ikke kvalitetssikrede eller sorgede for børnenes handicap var tilgodeset eller retter sagt ikke sørgede for at tjekke om det barn udvikler sig ... hun skrev det jo selv - og jeg står i dag med kvalme da hun også kunne undskylde og beklage. Uden at jeg fattede mistanke at hun løj. Tillid, ja jeg ved ikke om jeg nogensinde kan holde en socialrådgiver eller psykolog ud. Jeg er bare taknemlige for at der er mennesker derude som gøre deres arbejde og tog sig den tid hvor de kiggede på mit barn. Jeg er ked af de ikke fik lov til at observere ham i skolen - så vi havde mere konkret at bruge for at hjælpe mit barn, men de fik ikke en chance at se ham igen. Det er endeligt trist for disse sager kræver en enorm tillid mellem parter - og jeg håber at byrådet finder tid, penge og mennesker så de børn med handicap som rådner uden rette hjælp omgående findes. Vi har mulighed for udmærket tilbud til børn med autisme, ordblindhed eller når deres særlige forudsætninger skaber problemer. Hvis vi retter hullet ved PPR ... penge fosser ud, uden at folk så hvorfor imens ingen vil lytte da jeg sagt deres visitations process og PPVer er noget af det mærkværdigste jeg længe har oplevet. 












Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.