lørdag den 1. april 2017

Psykolog gør op med tvangsfjernelser: Kejserens nye klæder! #2000 #gentagelse #godhavn Det er IKKE en aprilsnar, desværre ...



Psykolog gør op med tvangsfjernelser: Kejserens nye klæder!
Information




Marts 2000

Med tilladelse fra psykolog Verner Overø, Holstebro, bringer vi hermed en artikel om børn, der tvangsfjernes på et usikkert eller forkert grundlag.

I en masse tilfælde tvangsfjernes børn, uden at der foreligger åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling skulle være i fare, hvis det blev i hjemmet. En psykolog beskriver fænomenet - og giver et bud på et alternativt system.

For godt to år siden udspandt der sig i Psykolog Nyt en debat om psykologers rolle i forbindelse med tvangsfjernelse af børn. Det var et emne, som jeg dengang ikke havde noget kendskab til.
Siden da har jeg gjort nogle erfaringer, som får mig til at vende tilbage til spørgsmålet. Ikke for at genoptage diskussionen, men for at fremlægge nogle kendsgerninger, som viser, at der desværre er belæg for det, psykologerne Søren Surland og Carsten Stæhr Nielsen gav udtryk for i deres artikel ”De måske egnede” (Psykolog Nyt 8/1997) - nemlig at der er risiko for, at psykologers undersøgelser i forældreevneundersøgelser bliver formålsbestemte, dvs. en legitimering af, hvad der opfattes som opgavestillerens indstilling.
Dengang vidste jeg ikke andet, end at det ifølge bistandsloven var en forudsætning for at tvangsfjerne et barn, at der skulle være åbenbar risiko for alvorlig fare for barnets sundhed eller udvikling, hvis det blev i hjemmet. Den vedtagne betydning af ordet ”åbenbar” er ifølge Ordbog over det Danske Sprog ”utvivlsom, sikker, helt tydelig”. Så jeg forestillede mig ikke, at man tvangsfjernede børn, medmindre det var hævet over enhver tvivl, at det var nødvendigt.
Men i de tilfælde, jeg har set, har ingen påviselig fare foreligget. Slet ingen alvorlig fare. Og under ingen omstændigheder nogen ”åbenbar” risiko derfor. Kun forestillinger derom og bekymringer derfor. Det lovlige grundlag for tvangsfjernelse har således manglet.

På forhånd fastslået
Mit nuværende kendskab til tingene indledtes med, at en ung mor, som jeg ikke kendte, ringede til mig og bad om hjælp, fordi man ville tvangsfjerne hendes to små piger.
Jeg sagde først nej, fordi jeg ikke havde erfaringer på området. Men jeg lod mig til sidst overtale til at gennemgå sagsakterne, hvoraf det bl.a. fremgik, at hun var ret svært belastet af sin fortid, og at det var meningen, at hendes forhold skulle undersøges af amtets børne- og ungdomsrådgivning, hvilket hun havde nægtet. I det skriftlige tilsagn om den nævnte undersøgelse havde man nemlig på forhånd fastslået, at børnene var ”dokumenteret truet”.
For at gøre en meget lang historie kort, så gennemførte jeg en undersøgelse. Resultatet af den blev nedfældet i en 13 sider lang udtalelse, som jeg et par måneder senere fremlagde på børn- og ungeudvalgets møde, og hvis konklusion var, at der ikke forelå indikationer for tvangsfjernelse. Udvalget vedtog herefter enstemmigt, at moderen kunne beholde sine børn.

En ny sag
Sideløbende hermed modtog jeg en henvendelse fra en anden mig ubekendt enlig ung mor. Hun kunne fortælle, at man en uge forinden ved en såkaldt formandsbeslutning havde fjernet hendes to små drenge, og at hun netop havde været til møde i børn- og ungeudvalget, som havde godkendt formandsbeslutningen. Først i den forbindelse havde hun fået at vide, at børnene var fjernet på grund af misrøgt og mistanken om seksuelt misbrug af børnene.
Også her forelå et tilsagn fra amtets børne- og ungdomsrådgivning om at foretage en nærmere undersøgelse, og moderen havde på det tidspunkt heller ikke modsat sig noget sådant.
Men da sagen efter de gældende regler skulle forelægges børn- og ungeudvalget igen inden for en måned og amtet ikke mente at kunne klare opgaven på den tid, gik jeg efter moderens anmodning i gang med at undersøge tingene så godt jeg kunne.
Min undersøgelse vanskeliggjordes ved, at børnene var fjernet og anbragt hos den plejefamilie, som indtil da havde været benyttet som aflastningsfamilie. Og hverken moderen eller jeg kunne få lov til at se børnene. Så jeg måtte nøjes med at gennemgå sagsakterne, lytte til moderens historie og undersøge hendes aktuelle forhold, bl.a. ved samtaler med hendes kæreste, venner og naboer. Resultatet blev en 10 sider lang udtalelse, hvis konklusion var, at der ikke var grundlag for den skete tvangsfjernelse. Udtalelsen blev forelagt og uddybet for børn- og ungeudvalget, som med tre stemmer (herunder dommerens) mod to besluttede at hjemgive børnene.
Men dermed var sagen ikke slut. Amtets børnerådgivning, som alene på grundlag af sagsakterne havde vurderet, at børnene burde fjernes, ankede sagen til Den Sociale Ankestyrelse og krævede børnene undersøgt. Ankestyrelsen gik med til, at den ældste dreng (men ikke den yngste) skulle undersøges. Dog ikke af børnerådgivningen, som man åbenbart fandt inhabil, men efter noget besvær lykkedes det at få naboamtets børnerådgivning til det.
Der mente man efter kun at have undersøgt drengen uden for hans hjem, at der var grund til så stor bekymring for hans udvikling på det følelsesmæssige og sociale område, at han nødvendigvis måtte behandles på en institution. Børn- og ungeudvalget besluttede herefter at anbringe drengen på et behandlingshjem. Ankestyrelsens påfølgende stadfæstelse ankedes til landsretten.
Da sagen omsider kom for landsretten, havde drengen været på institutionen et halvt år. Og på det tidspunkt havde efterhånden i alt fem psykologer tilsluttet sig den trufne beslutning, selv om ingen af dem nogensinde havde undersøgt moderen eller det hjem, hvor farerne angiveligt skulle true.
Det drejede sig om chefpsykologen fra det første amts rådgivning, to psykologer fra naboamtet, en psykolog i børn- og ungeudvalget samt en psykolog på institutionen, hvor drenge var anbragt. Så jeg var altså ene om min vurdering.
I landsretten, hvor jeg blev afhørt som vidne, blev fremlagt i alt otte udtalelser (herunder en kritik af undersøgelsen i naboamtet) som jeg efterhånden havde udarbejdet. Resultatet blev, at de fem landsretsdommere i enighed besluttede at hjemgive drengen.
Det er nu et år siden, og drengen, som ikke ses at fejle det mindste, klarer sig fint i skolen og lever tilsyneladende trygt sammen med sin mor, sin lillebror og moderens daværende kæreste, som hun nu er gift med.

Der er noget galt
Ud over de nævnte to sager har jeg påtaget mig at undersøge 14 andre tvangsfjernelsessager, som jeg har fundet ubegrundede. Mit motiv har været et ønske om at undersøge de nærmest retsløse tilstande, der synes at råde på dette felt - herunder psykologernes rolle - og at offentliggøre mine erfaringer med henblik på en ændring af forholdene.
Det drejer sig om 16 sager i alt, som har været fordelt på 13 kommuner i Jylland, og hvorunder jeg har arbejdet sammen med i alt syv forskellige advokater. Af de 16 sager er de 11 afsluttede, og syv af disse har resulteret i, at i alt 13 børn er hjemgivet eller deres forberedte tvangsfjernelse er forhindret. Hvilket resultat tør hævdes at have haft min indsats som en nødvendig forudsætning. Når de sidste fem sager er afsluttet , har jeg grund til at forvente, at yderligere fem børn er kommet hjem.
Den omstændighed, at det har været muligt for mig, som ikke er specialist på området, at opnå de nævnte resultater blot ved at gennemgå sagsakterne, påvise fejl og mangler og fremlægge mine vurderinger, ser jeg som et bevis på, at der er noget galt med procedureformen.
En af de advokater, som jeg har samarbejdet med, har udtalt, at der er en vis automatik i disse sager. Og det ser virkelig ud til, at når en sag er sat i gang, så går det hele næsten af sig selv efter et bestemt mønster.

Lige efter bogen
Det begynder med, at en socialrådgiver finder grund til bekymring. Som oftest drejer det sig om en enlig mor, som har haft en dårlig barndom, præget af misrøgt. En almindelig opfattelse, som også er kommet til udtryk i tv-udsendelser om tvangsfjernelser er, at en sådan mor på forhånd må anses for ude af stand til at tage vare på sine børn på betryggende måde (den sociale arv). Men det kan også være et ægtepar, som tidligere har haft indbyrdes konflikter. Og hvis der yderligere har været misbrug af stoffer eller alkohol med i billedet, så er sagen klar. Også selv om et sådant misbrug for længst er ophørt og forholdene er stabiliseret.
Det næste og i almindelighed afgørende skridt er, at sagsbehandleren retter henvendelse til en række personer, som har med barnet eller børnene at gøre, for at erfare de pågældendes mening. Det drejer sig om dagplejeforældre, børnehavepersonale, lærere, hjemmehjælpere, sundhedsplejersker m.fl. Og så sker tilsyneladende det samme, som i H. C. Andersen eventyr ”Kejserens nye klæder”. Alle bliver bange for ikke at være dygtige nok til deres arbejde. Og derfor kan alle se, at der er grund til bekymring.
De udtalelser, som herefter indløber fra de adspurgte, er således fyldt med beskrivelser af, hvor galt det står til. Man skal dog ikke have studeret ret mange af disse sager for at erfare, at man i det store og hele holder sig til et overskueligt antal indarbejdede klicheer.
Når socialforvaltningen har modtaget et tilstrækkeligt antal udtalelser af den ovennævnte art, fremlægges det hele sammen med alt, hvad man har kunnet finde af belastende oplysninger om moderens eller forældrenes fortid helt tilbage til fødslen, for børn- og ungeudvalget som bilag til en indstilling om, at barnet/børnene tvangsfjernes. I almindelighed bygger forvaltningens sagsfremstilling alene på det indsamlede materiale og ikke på undersøgelser af nogen art. Det betyder, at sagsfremstillingen i almindelighed blot består af følgende katagorier:
1. Påstande, som er hentet fra det indsamlede materiale som fx, at børnene ”bærer præg af at være understimuleret”, og at moderen/forældrene ”ikke kan tilsidesætte egne behov” til fordel for barnets eller børnenes.
2. Selvfølgeligheder, men med underforståede beskyldninger for omsorgssvigt, såsom at barnet/børnene ”har brug for tryghed, faste rammer, struktur og forudsigelighed i dagligdagen” og dermed ”primære stabile voksne, som har kendskab til og forståelse for barnets/børnenes behov)”.
Stillet over for det i reglen meget omfangsrige bilagsmateriale, som i almindelighed er blottet for formildende omstændigheder, kan børn- og ungeudvalget vanskeligt gøre andet end at følge forvaltningens indstilling. Den tilstedeværende advokat, hvis gratis bistand moderen/forældrene har ret til, kan eventuelt pege på den mangelfulde undersøgelse af sagen, hvilket kan bevirke, at udvalget beslutter at udsætte sagen til en ”forældreevneundersøgelse” er foretaget. Men det får ingen reel betydning. For selv om Socialministeriet i sin vejledning herom har understreget vigtigheden af, at der til at foretage sådanne undersøgelser bør vælges en psykolog, som moderen/forældrene har tillid til, så vil forvaltningen i praksis afvise at lade andre end amtets børne- og ungerådgivning gøre det. Og hermed er vi fremme ved det problem, som var emnet i den tidligere nævnte diskussion for et par år siden.

Leverer det forventede
Som det fremgår af de to eksempler, er amtets rådgivningscentre tilbøjelige til allerede i deres tilsagn om at foretage en undersøgelse at give udtryk for en sådan forudindtagethed, at selve undersøgelsen næsten må anses for overflødig. Naturligvis kan jeg ikke påstå, at det altid er sådan. Men hverken jeg eller de advokater, jeg har arbejdet sammen med, har eksempler på, at amtets undersøgelser har givet noget andet resultat end det af forvaltningen forventede. Og når undersøgelsesresultatet foreligger, er sagen klar. Barnet eller børnene tvangsfjernes og anbringes på børnehjem eller i en privat plejefamilie.
Herefter følger de, som kan kaldes den afsluttende fase. De samme persongrupper, som i starten deltog i socialforvaltningens bekymringer, konsulteres atter. Og igen er der fuld enighed, men denne gang om, at alt er såre godt. ”Kejserens nye klæder” om igen. Barnet er ”vel anbragt”, har :fundet sig godt til rette”, ”profiterer af de trygge forhold, der nu bydes på” osv.
Især lægges vægt på udtalelser fra plejefamilierne, hvis betydelige økonomiske interesse i sagen ikke synes at give betænkeligheder. Det samme gælder børnehjemmene, hvis psykologer hurtigt er parate med beskrivelser af børnenes ”behandlingsbehov”.
Børn- og ungeudvalgets afgørelse kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse, hvor den så behandles et par måneder efter og stadfæstes. Det synes nærmest at være et ritual, som skal overstås, før sagen ca. et halvt år efter den første afgørelse kan komme for landsretten, hvor afgørelsen erfaringsmæssigt stadfæstes i ca. 98 procent af tilfældene, ”da det, der er fremkommet for landsretten, ikke kan føre til andet resultat.”
Hovedindvendingen mod den beskrevne procedureform er altså, at socialforvaltningerne kan igangsætte en børnefjernelsessag på et ufuldstændigt grundlag og derefter få hele ”systemet”, herunder de til kommunen og amtet knyttede psykologer, med i suppedasen. Og selv om sagens uholdbarhed bliver tydelig undervejs, så vil man af prestigemæssige grunde ikke indrømme fejlen. Det er i hvert fald den eneste forklaring, jeg har kunnet se.
Man må derfor håbe, at det igangværende arbejde med ændringer af den gældende lovgivning må ende med bl.a. det, som kyndige advokater anbefaler, nemlig at børn- og ungeudvalgene erstattes af særlige domstole.

Uafhængighed
Så længe den nuværende lovgivning er gældende, synes en effektiv imødegåelse af et uberettiget krav om tvangsfjernelse nærmest umulig uden bistand af en psykolog, som er uafhængig af systemet. Men da det kan være en intensiv indsats gennem flere år, vil psykologens regning hurtigt blive så stor, at moderen/forældrene ikke er i stand til at betale den. Og da kommunerne nægter det, forudsætter en sådan hjælpeforanstaltning, at psykologen arbejder gratis. Og det kan man jo ikke forlange af nogen i det lange løb. Heller ikke af mig.
De anklagede mødre/forældre bør derfor have ret til i samråd med deres advokat at få en uafhængig, autoriseret psykolog til at undersøge deres sag ordentligt og fremlægge resultatet over for børn- og ungeudvalg og om fornødent ankestyrelse og landsret. Så vidt jeg kan se, vil noget sådant kunne gennemføres indfor for rammerne af den nugældende lovgivning.
Ifølge servicelovens § 60 har de pågældende ret til gratis advokatbistand efter de for fri proces gældende regler. Det betyder, at advokaten kan få dækket sit honorar og sine udlæg omfatter eventuelle udgifter til nødvendige psykologundersøgelser, vil sætte tingene på plads. Måske kunne Dansk Psykolog Forening medvirke til, at noget sådant sker.

Verner Overø
Privatpraktiserende psykolog

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.