onsdag den 3. maj 2017

Rammer og principper for dansk handicappolitik #socialministeriet


De danske grundprincipper på handicapområdet
Ud over servicelovens formålsbestemmelser gælder en række øvrige principper for socialpolitikken. Disse principper stammer bl.a. fra internationale konventioner.
I Danmark har arbejdet med de langsigtede visioner og målsætninger for handicappolitikken i en årrække taget afsæt i fire særlige handicappolitiske grundprincipper: Ligebehandlingsprincippet, kompensationsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet og solidaritetsprincippet.

Ligebehandlingsprincippet
Ligebehandling handler om, at alle skal have lige muligheder for at realisere deres drømme og potentialer. Det skal ikke nødvendigvis ske ved at behandle alle ens. Vi er alle født med forskellige forudsætninger, og nogle gange kan ligebehandling kun opnås ved at behandle mennesker forskelligt – ved at tage udgangspunkt i de mange forskellige faktorer, der i den konkrete situation har betydning for at opnå ligebehandling for det enkelte menneske.

Kompensationsprincippet
Kompensation gives for at overkomme de barrierer, som forhindrer børn, unge og voksne med handicap i at deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre. Kompensation kan for eksempel gives i form af et varigt hjælpemiddel som en kørestol eller protese, men kan også gives i form af eksempelvis socialpædagogisk støtte eller hjemmehjælp.

Sektoransvarlighedsprincippet
Sektoransvarlighedsprincippet handler om ansvarsfordelingen på handicapområdet. Alle offentlige myndigheder har et ansvar for, at deres tilbud er tilgængelige for mennesker med handicap og for at indtænke handicappolitiske aspekter i politikudviklingen på de respektive områder.

Solidaritetsprincippet
Solidaritetsprincippet betyder, at de fleste sociale ydelser – også på handicapområdet – betales over skatterne, og som udgangspunkt stilles gratis til rådighed for de borgere, der har behov for hjælp.
FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap
Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Danmark tiltrådte tillægsprotokollen til konventionen den 23. september 2014.
FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap har siden ratifikationen i 2009 givet Danmark en overordnet ramme for arbejdet med handicapområdet.
Formålet med handicapkonventionen er at sikre, at personer med handicap kan få fuldt udbytte af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at fremme respekten og værdigheden hos personer med handicap.
Handicapkonventionen indeholder et princip om progressiv implementering af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og kan betragtes som et dynamisk redskab, der bidrager til at sikre en fortsat udvikling af området med henblik på fuld opnåelse af de rettigheder, der er fastsat i konventionen – inden for de rammer, samfundsudviklingen og samfundsøkonomien sætter. Men konventionen stiller altså ikke krav om, at det enkelte land skal iværksætte bestemte tiltag på et bestemt tidspunkt.
Danmarks tiltrædelse af tillægsprotokollen til handicapkonventionen giver mulighed for, at mennesker med handicap og andre borgere kan klage til FN’s Handicapkomite over eventuelle krænkelser af konventionen, når sagen er endeligt afgjort nationalt.

Handicaptilgængelig information om konventionen
Handicapkonventionen er blevet oversat til en række forskellige handicapvenlige formater.

Opfølgning på handicapkonventionen
Folketinget har udpeget Institut for Menneskerettigheder til at fremme og overvåge gennemførslen af FN’s Handicapkonvention i Danmark. Derudover er Danmark, i lighed med alle andre lande, der har tilsluttet sig konventionen, forpligtet til hvert femte år at afrapportere til FN’s Handicapkomite om arbejdet med at implementere konventionen.
Handicapkonventionen er ikke bare en del af grundlaget for regeringens indsatser på handicapområdet. Principperne i konventionen har også betydning for kommunernes arbejde på handicapområdet. Socialstyrelsen har udgivet en pjece med inspiration til, hvordan konventionen kan bruges i de kommunale handicappolitikker.
Læs Socialstyrelsens pjece "Fra konvention til kommunal handicappolitik" her.
Handicapråd
Det Centrale Handicapråd rådgiver regering og Folketing i handicapspørgsmål, mens kommunale handicapråd rådgiver kommunalbestyrelsen og formidler synspunkter mellem borgere i kommunen og medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Det Centrale Handicapråd
Det Centrale Handicapråd blev etableret i 1980 for at rådgive regeringen og Folketinget om handicapspørgsmål og er tillige forum for dialog mellem centrale aktører på handicapområdet. Rådet er uafhængigt.
Det Centrale Handicapråd består af én formand og 16 medlemmer, der udpeges af socialministeren efter indstilling fra en række organisationer.
Det påhviler Handicaprådet:
  • At drøfte og vurdere udviklingen i samfundet for personer med handicap på baggrund af FNs Konvention om rettigheder for personer med handicap. 
  • At arbejde for en bred inklusion i samfundet, herunder tilgængelighed, således at mennesker med handicap bliver en del af samfundet på lige fod med andre og sikres størst mulig frihed til selv at bestemme og tage ansvar. 
  • At formidle information med henblik på at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap og at fremme bevidstheden om evner hos og bidrag fra personer med handicap.
Det Centrale Handicapråd bistås af et selvstændigt sekretariat.
Læs mere om Det Centrale Handicapråd
Kommunale handicapråd
Det kommunale handicapråd skal rådgive kommunalbestyrelsen og være med til at formidle synspunkter omkring handicappolitiske spørgsmål mellem borgerne i kommunen og medlemmerne af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen skal høre handicaprådet over alle initiativer, der har betydning for mennesker med handicap.
Rådene kan bl.a.:
  • Rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål.
  • Behandle lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap.
  • Drøfte spørgsmål af mere generel karakter.
  • Tage kontakt til andre relevante aktører for at få belyst særlige temaer.
  • Handicaprådet kan ikke drøfte person- og klagesager.
Handicaprådene består af 6-14 medlemmer, der selv vælger deres formand. Heraf er 3-7 medlemmer udpeget af Danske Handicaporganisationer fra lokale handicaporganisationer. Kommunalbestyrelsen skal udpege det samme antal medlemmer, hvoraf nogle skal sidde i kommunalbestyrelsen. Medlemmer af et handicapråd skal have bopæl i pågældende kommune.
Rådene følger den kommunale valgperiode.
Bestemmelserne om handicapråd fremgår af § 37 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Retsikkerhedsloven

Twice Exceptional Denmark

Twice Exceptional Denmark er lavet for dobbelt exceptionelle børn dvs. børn med særlige forudsætninger som samtidig har indlæringsvanskeligheder. Disse børn kan have opmærksomheds-, koncentrations- og kontakt- vanskeligheder som oftest er pga. Ordblindhed/ Dyslexi, ADHD, AS, PDD NOS, OCD, Tourette osv.

Det ofte set at Børn med særlige forudsætninger er af natur Asynkron Udviklet dvs. det halter med at deres emotionelle og sociale udvikling følger med det som ses ved jævnaldrende, samtidig med at de lærer lynhurtigt det emner de er motiveret for og ender således ofte foran jævnaldrende i disse oråder, uden sparringspartner. Børnene ender ofte meget ”misforstået” og en tværfagligindsats er nødvendig hvis sådan en situation skal kunne vendes.

Tværfaglighed bør bestå af en BMSF konsulent/psykolog og derudover specialister jvf. barnets specifikke diagnoser og andre problemer hver gang handleplaner udarbejdes, barnets evalueres osv. Men der er langt vej endnu, da BMSF ikke anerkendes i Kommunerne, og dermed overses det at barnet har behov for en ”særlig” forståelse og indsigt for at børnene kan få den rette hjælp jvf. Socialloven og Inklusion.

Men desværre ses disse børn i AKT forløb, heldagsskoler og kan ende i Udsatte grupper:

De unge, som kommer til opholdsstederne, har været vanskelige at placere i de kommunale tilbud, hvor hverken de unge, som kommer til opholdstederne eller de elever, der går i de kommunale tilbud, vil profitere af at være sammen.